I 2008 lavede Gemeentemuseum i Haag, Holland en undersøgelse blandt deres personale for at afdække disse spørgsmål . Konklusionen på undersøgelsen var, at personalegruppen kunne inddeles i fem typer:
•    ”The Lecturer”
•    ”The Educator”
•    ”The Presenter”
•    ”The Interactor”
•    ”The Connector”

”The Lecturer” er karakteriseret ved at være fokuseret på indholdet og en stor trang til at give dette videre. Som ekspert inden for sit felt formidler denne gerne sin viden videre til et publikum, men som en en-vejskommunikation. Brugerinvolvering, hvor brugerne skaber indhold, ser denne som amatøragtigt. ”The Lecturer”s kendskab til og brug af nye medier, herunder især internettet, er på et grundlæggende niveau. Internettet bliver brugt til at sende e-mails og søge information. Udover dette ser ”The Lecturer” ingen grund til yderligere engagement. De foretrukne informationskilder er bøger, tidsskrifter og radioen. Computeren er mere en udvidet ”skrivemaskine” end et middel til kommunikation, information og udveksling af viden.

”The Educator”s fokus er at undervise folk på traditionel vis. Målet er at formidle viden videre til publikum på en måde, så det er forståeligt og modtageren opnår den ønskede viden. Det er vigtigt at nå så mange som muligt. Så selvom der en vis skepsis i denne gruppe overfor internettet og sociale medier er der også en vis åbenhed og villighed til at sætte sig ind i de muligheder disse giver. Feedback fra modtageren skal dog alene sikre, at vedkommende har forstået denne viden. ”The Educator” ser ligesom ”The Lecturer” brugerinvolvering, når det gælder at skabe indhold, som amatøragtigt og uvedkommende for museet. Derudover er ”The Educator” opmærksom på de problemer, der kan være i forbindelse med copyright, datasikkerhed og lignende. En del af en formidlingsstrategi kan for ”The Educator” være at give et indblik ”bag scenen” for eksempel i forbindelse med opstillingen af en udstilling. ”The Educator” er altså delvis åben overfor at løfte sløret for, hvad der foregår på museet udover det færdige resultat: udstillingen, men er samtidig også fortaler for en vis distance mellem museum og bruger.
Kendskabet til og brugen af internettet er på et mellemniveau. ”The Educator” sender e-mails og søger informationer på internettet, men surfer også rundt for sjov og køber ting på internettet. Der er dog ikke tale om selv at skabe indhold på internettet og de foretrukne medier er, som hos ”The Lecturer”, bøger, tidskrifter og radio.

”The Presenter” minder i sin indstilling til brugerinvolvering om ”The Educator”. Der er en lydhørhed for at lytte, men grundlæggende handler det om fortælle selv. Projekter, hvor brugeren selv skaber indholdet er ikke på ”The Educator”s dagsorden. Det samme gælder forholdet mellem museum og bruger. En vis distance er at foretrække, men der er åbenhed overfor at give brugeren et kig ind ”bag scenen”.
Der hvor ”The Presenter” adskiller sig fra de to andre typer er når det gælder brugen af internettet. ”The Presenter” sender også e-mails, søger information og køber ind på internettet, men derudover er typen også på skype, aktiv på netværkssider og blogger.

”The Interactor” er drevet af kommunikation. Der er en stor interesse for andre mennesker og hermed museets publikum hos denne type. Målet er at skabe et tættere forhold til museet, hvor museets genstandsfelt er en integreret del af brugernes liv. Midlet er en to-vejs kommunikation mellem museet og dets brugere, hvor brugerne får mulighed for at fortælle deres egne historier, give deres mening til kende og dele deres erfaringer med andre.
”The Interactor” minder i sin brug af internettet om ”The Educator”. Der er ikke tale om selv at skabe indhold, men internettet bliver brugt til mere end at sende e-mails og søge information. Begge typer er desuden åbne overfor de muligheder internettet giver, men ”The Interactor” er ikke på samme måde som ”The Educator” opmærksom på de problemer, der også ligger i brugen med hensyn til copyright og lignende.

”The Connector” er selv aktiv på internettet på samme vis som ”The Presenter” og kombinerer denne erfaring med en stor opmærksomhed på de muligheder internettet giver for en større interaktion mellem museum og bruger. Med erfaringen følger også en opmærksomhed på emner som copyright, datasikkerhed og informationssøgning på internettet.

Gemeentemuseets undersøgelse viste, at den største gruppe blandt museets personale var ”The Educator”, herefter fulgte ”The Presenter” som den næststørste gruppe. Der var på museets altså en stor gruppe, som var åben overfor de muligheder som internettet giver, men som samtidig ikke havde deres fokus på kommunikation og brugerinvolvering. Gruppen havde et mere traditionelt syn på forholdet mellem museum og bruger med museet som producent af indhold og brugeren som modtager. En sammenligning med det analysemateriale som danner baggrund for mit speciale viser, at dette i høj grad også kan være tilfældet for de danske museer. Når vi ser bort fra de museer som udelukkende bruger de sociale medier til marketing, er de resterende præget af, at det i de fleste tilfælde er museet som giver viden til brugerne uden opfordring til, at brugerne selv bidrager. En del museer giver også et kig ”bag scenen” enten gennem små eller store fortællinger fra hverdagen eller gennem fotos. Derimod er der noget der tyder på, at også på danske museer er gruppen af ”Interactors” og ”Connectors” lille.

Artiklen om Gemeentemuseets undersøgelse stammer fra et oplæg på konferencen Museums & The Web 2009 og kan læses på archimuse.com

Her kommer i første omgang, hvad jeg har observeret omkring marketing.

Fig.8: Museers brug af Facebook til marketing i %

En sammenlægning af antallet af museer som bruger Facebook til marketing 50% eller derover viser, at procentdelen af museerne som ser på Facebook ud fra en traditionel marketingsstrategi er 75%.

Fig.9: Procentdel af museer på over 50% marketing fordelt på sider, grupper og profiler

Der er som tallene i fig.9 viser ikke en mindre andel af marketing, når det gælder museer, som har en profil eller en gruppe. Tværtimod er det modsatte tilfældet. Dette antyder, at denne form ikke er valgt for at have en mere personlig tilknytning til museets brugere, men af andre årsager. En af disse kunne være sprogligt at have en mere personlig stil, men hverken Arkens eller Koldinghus´profil adskiller sig i sprogvalg fra størstedelen af museer med sider. Til sammenligning har Skanderborg Museums side en meget personlig stil. Kun 19% af museets opslag er marketing, mens resten er formidling og sproget er med en tydelig personlig afsender. Jeg vender tilbage til Skanderborg Museum, når jeg ser på formidling.

Det er i høj grad annoncering af særarrangementer og særudstillinger, som museerne bruger Facebook til. 23 muser ud af de 40 i analysen (59 %) har udelukkende fortalt om sådanne arrangementer og udstillinger. Det er især kunstmuseerne som ”annoncerer” på denne måde. Ud af de 23 museer er 16 kunstmuseer (70 %). Det interessante ved dette er, at det kommer til at fremstå som om museet slet ikke har en samling. At de er rene udstillingssteder. Dertil kommer, at Statens Museum for Kunst i analyseperioden udelukkende har opslag om koncerter og et enkelt filmarrangement.

I marts offentliggjorte webbureauet Dwarf en survey undersøgelse af Facebook som kommercielt eller socialt medie. Undersøgelsen viser blandt andet, at museer og gallerier ligger på en 12. plads over virksomheder og organisationer som Facebook-brugerne synes godt om (s.33). Dette hænger i høj grad sammen med, at Facebook er knyttet til vores sociale liv. På listen topper Bolig/livstil, Cafe/Restaurant, TV/Radio/Medier. Alle ting som fylder meget for mange i fritiden. Det er oplagt for museerne at vise, at de er så meget mere end et udstillingssted. Dermed ikke være sagt, at de ikke skal annoncere for særarrangementer eller særudstillinger, men det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig, hvad der ville ske med besøgstallet, hvis museerne også gjorde opmærksom på deres faste samling.

Men det er jo ikke nok at være på Facebook. Der skal også være aktivitet. I første omgang har jeg valgt at se på tre måleparametre: dialog, marketing og formidling.Analysen er foretaget i uge 49 2009 – uge 8 2010. Derfor vil der være museer på opgørelsen pr. april 2010, som ikke er med i analysen. Der kan også være museer, som står som aktive, men ikke er med, da de ikke var aktive i analysens tre måneder.

Dialog dækker over om museet selv starter en dialog ved for eksempel at stille deres fans et spørgsmål. Senere går jeg nærmere ind i dialogen ved også at se på om museet svarer deres fans eller kommenterer på deres fans kommentarer.

Marketing er opslag om begivenheder og udstillinger. Der findes gråzone opslag indenfor denne kategori, hvor museet samtidig prøver at formidle om det pågældende emne. I den forbindelse er det marketing, hvis formidlingen er knyttet til et opslag om en begivenhed eller udstilling.

Formidling dækker over de opslag, hvor der er mulighed for at blive klogere. Det kan være noget så simpelt som det fotoalbum Fuglsang Kunstmuseum har liggende med fotos og data om udvalgte genstande i Jais Nielsen udstillingen. Eller det kan være blogindlæg, som hos f.eks. Handels- og Søfartsmuseet.

Jeg er endnu ikke begyndt at gå nærmere ind i tallene, men det er næppe overraskende, at langt de fleste museer bruger Facebook til marketing. Ud af de 40 museer, som er med i analysen har 17 udelukkende brugt Facebook til marketing. De resterende 23 har blandet marketing med dialog og formidling. Dog stadig i langt de fleste tilfælde med en overvægt af marketing. 7 har startet en dialog med deres fans og 20 har haft en eller anden form for formidling i større eller mindre omfang. Tallene kan ses i råmaterialet under fanen De tre måleparametre.

Tallene stemmer godt overens med de foreløbige resultater som Nordisk Center for Kulturarv er kommet frem til i deres projekt Kultuarv og sociale medier. Projektet har foruden kulturhistoriske museer også arkiver med i undersøgelsen. Det er muligt at følge med i projektet via deres blog, som Charlotte S.H. Jensen fra Nationalmuseet bestyrer

I analysen har jeg valgt udelukkende at se på de statslige og statsanerkendte museer. Dette valg har jeg foretaget for at sætte en naturlig begrænsning. De fonds-, forenings- og privatejede museer figurer derfor ikke i opgørelsen. Heller ikke et museum som Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg som sorterer under Slots- og Ejendomsstyrelsen er med i analysen. Eller Middelaldercentret i Nykøbing F. som er et eksperimental-arkæologisk Center og altså ikke et museum. Korriger mig endelig, hvis jeg tager fejl.

I valget af museer er jeg gået ud fra den liste over statslige og statsanerkendte museer, som er tilgængelig på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside

Danske museer på Facebook pr. april 2010

Fire museer er tilstede to gange. Danmarks Tekniske Museum har to profiler, hvoraf den ene er inaktiv. AROS har både en side og en gruppe. Begge er aktive. Koldinghus har både en profil og en gruppe, hvoraf gruppen er inaktiv. Museum Sønderjylland har to grupper, hvoraf den ene er inaktiv. Disse fire museers dobbelte tilstedeværelse er ikke talt med i det samlede antal museer (de tre øverste bokse), men de optræder to gange under opdelingen i sider, profiler og grupper. Da det kun er AROS, som er aktive begge steder, har det kun betydning i denne sammenhæng. AROS´side er den der er mest aktiv med 14 opslag i analyseperioden (uge 49 2009 – uge 8 2010) mod 7 i gruppen.

Af de 8 statslige museer er 5 repræsenteret på Facebook. 4 af disse er aktive. 2 hovedmuseer er repræsenteret (Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst). Statens Forsvarshistoriske Museum er repræsenteret 3 gange. Dels som Statens Forsvarshistoriske Museum (gruppe) og dels som henholdsvis Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet (sider). Statens Forsvarshistoriske Museums gruppe er inaktiv, mens Tøjhusmuseets og Orlogsmuseets sider er aktive. Begge sider er oprettet i første halvdel af 2010, mens gruppen er oprettet i november 2007.

Den række af sammenlægninger, der har været i den seneste tid afspejler sig ikke entydigt i måden museerne har valgt at optræde på Facebook. Det er stadig i langt overvejende grad det enkelte museum, som er tilstede. Derfor kræver det en helt anden inddeling at udregne procentdelen af museer på Facebook.

Med udgangspunkt i sammenlægningerne ser tallene således ud:

Ifølge Kulturarvsstyrelsens liste er der i alt 124 statslige og statsanerkendte museer i Danmark. Det vil sige at ≈43 % af disse er repræsenteret på Facebook. Langt de fleste sammenlagte museer er repræsenteret via et eller flere museer. På den måde kan man sige, at museet ikke er repræsenteret som sådan, men gennem en ”afdeling”, men da befolkningen næppe går rundt og tænker, at Skive Ny Kunstmuseum nu er Museum Salling, giver dette kun mening i en analyse og ikke i dagligdagen. Enkelte af de sammenlagte museer er foruden at være repræsenteret af en sådan ”afdeling” også repræsenteret i sin nye form. Dette gælder for Museum Lolland-Falster og som tidligere nævnt Statens Forsvarshistoriske Museum.

Ifølge listen fordeler de statslige og statsanerkendte museer sig på 88 kulturhistoriske museer, 34 kunstmuseer og 2 naturhistoriske museer. Deres repræsentation på Facebook fordeler sig på følgende vis:

De kulturhistoriske museer er dermed den gruppe med den laveste repræsentation i det kun 39,5% af de 88 museer er repræsenteret. Yderligere er kun 33% aktive. Dernæst kommer de naturhistoriske museer med en repræsentation på 50%. Og endelig kunstmuseerne med en repræsentation på 53% ud af 34 museer.

Det må vist være tal nok for denne gang.

Museet havde i uge 6 fire tiltag som affødte en række kommentarer. De to af dem var konkurrencer, en tredie var en opfordring til at linke til ens blog, hvis man havde skrevet om Tate. Jeg vil ikke gå nærmere ind på disse tre, men den fjerde var interessant og kan generaliseres. Det vil sige, den kan også være nyttig for andre museer med Facebook fansider. Tate spurgte nemlig deres fans, hvad de ønskede af Facebook siden.  Svarene har jeg forsøgt at kategorisere, for at få et overblik over om der tegner sig et billede og det vil jeg vove at påstå, at der gør.

13 af kommentarerne var useriøse eller gik på museet som sådan. De er derfor ikke talt med i nedenstående. Nogle fans havde flere ønsker og figurerer derfor flere gange. Tallet ved hver kategori viser, hvor mange der ønskede den nævnte kategori.

•    Introduktion til samling og baggrundsinformation om udstillinger: 37
•    Interviews med kuratorer og kunstnere: 16
•    Information om begivenheder på museet: 9
•    Konkurrencer, tilbud og vouchers: 6
•    Diskussion om kunst: 2
•    Interview med brugere af museet/ bruger udstillinger: 2
•    Chat med kunstnere: 1

Svarene viser med al tydelighed, at en Facebook fanside ikke skal ses som en direkte marketingsside. Fans af en museumsside ønsker at lære museet bedre at kende. En del gav direkte eller indirekte udtryk for, at de langt hellere ville høre kuratorernes stemme end marketingsafdelingens, som også kategori to viser. En del ønskede ligefrem interviews med kuratorerne for at høre, hvilke overvejelser disse gør sig i forbindelse med samlingen og særudstillinger. Selvom der var ni som ønskede at høre om events og begivenheder på museet, så var der også enkelte, der gav direkte eller indirekte udtryk for, at fansiden skulle adskille sig fra hjemmesiden ved at være mere interaktiv. En enkelt sagde direkte, at oplysninger af den art kunne han finde på hjemmesiden.

Konlusionen på undersøgelsen kan udtrykkes i dette, som en af de mange fans sagde: “Treat it as a curatorial space NOT as a marketing channel.”

Du kan se hele “samtalen” ved at gå ind på Tates Facebook side, vælge “Billeder”, herefter “Vægbilleder” og klikke på dette foto:

Da Brooklyn Museum udviklede applikationen opfordrede de andre museer til at være med, hvilket betyder at du i dag kan vælge mellem værker fra en lang række museer. De fleste selvfølgelig amerikanske, men også enkelte europæiske er med.

Applikationen fungerer på den måde, at når først du har installeret den, kan du vælge de værker du holder af enten ved at vælge museum eller ved at vælge at se alle værker. Man kan vælge at sætte applikationen ind enten på sin profil- eller informationsside (eller naturligvis begge) og så ser den ud som det øverste billede. Når ens venner trykker på “See all art I like” kommer det til at se sådan ud:

Hvad der er svært at se, hvis du ikke klikker på billedet er, at der ved hvert værk dels er et logo fra det museum der ejer det, og dels en beskrivelse af værket.

Når jeg er så begejstret for applikationen skyldes det flere ting. Der er selvfølgelig det helt personlige i at kunne lave sin egen samling og vise ens venner noget af det kunst man holder af. Men der er også det formidlingsmæssige i det. Via en applikation som denne kommer museernes samlinger ud til flere og da de involverede museer ikke udelukkende har valgt værker, som vi alle kender fra deres samling, er det muligt via applikationen også at opdage nye værker. Man får også en form for ejerskab af værkerne, forstået på den måde, at næste gang jeg kommer på det pågældende museum, så skal jeg da helt bestemt hen og se “mine” værker. Og, derfor ville det være rart hvis de ikke hang på et museum i USA, men på et dansk museum. Opfordringen er hermed givet videre.

• Andre blogs om emnet
• Social inklusion
• Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
• Brugergenereret indhold på museerne
• Community building
• Copyright på kunstmuseer
• YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Rhiannon Mason har inddelt disse i 6 “communities” defineret ud fra forskellige kriterier. En af disse er gruppen af brugere som besidder en eller anden form for specialist viden.

Det kan være, at de er fagligt involveret i feltet, men det kan også være en altopslugende hobby, som vedkommende har studeret.

Gruppen af specialister vil have en helt anden tilgang til museets samlinger end den som kommer uden noget større forhåndskendskab. Samtidig er denne gruppe en ”guldgrube” for det museum som ønsker at involvere sine brugere mere aktivt. Det kan være fysisk i kraft af laug som på for eksempel Moesgård Museum, men det kan også være i forhold til deling af viden gennem de sociale medier.

Et eksempel udenfor museumsverden er modebranchen, som også Charlotte S.H.Jensen nævner. Der findes et hav af bloggere, som viser deres egen stil frem og som skriver om mode. De når et globalt publikum og danner et fællesskab ved at linke til hinanden. I stedet for at se dem som konkurrenter inkluderer modebranchen dem og anerkender deres viden om emnet.

Bloggere bliver inviteret til modeshows på første række og et fima som Burberry har lavet en hjemmeside – Art of the Trench – hvor folk kan uploade deres egen fortolkning af trenchcoaten. Altså vise, hvordan de tilpasser trenchcoaten deres egen stil. Siden er en blanding af modefotos og brugernes egne fotos og ved at bruge filteret ”user submitted” er det muligt udelukkende at se de fotos brugerne selv har uploadet. Og, dem er der en del af.

Modebladene inddrager ligeledes bloggerne. I vinteren 2010 brugte modebladet Glamour en række modebloggere til at vise, hvordan vinterens garderobe kan peppes op. Ligesom bladene bruger bloggerne som skribenter. Den samme tendens viser sig indenfor indretning.

På nuværende tidspunkt har det ikke været muligt at finde museer der på samme vis inddrager bloggernes viden, men der er meget at lære af både modebrancen og de blade som bekæftiger sig med mode og indretning. For det første er emnerne nemlig slet ikke ukendte for museer som for eksempel Brede Værk og Nationalmuseet (Krop og forklædning samt Tidens Tøj), Kunstindustrimuseet og Den Gamle By i Århus i det mange bloggere blander  nutidens mode med vintage. Det betyder blot, at museerne skal dreje deres læringsvinkel en halv omgang og fremfor at være dem der dikterer viden, indgå i en vidensdeling med bloggerne. For det andet kan accepten af den viden som hobby specialisten besidder sagtens overføres til andre mere nicheprægede emner. Det er “blot” at oversætte museets fysiske laug til internettet. Og, det betyder ikke at disse ”internetlaug” aldrig sætter deres fod på museet. Tvært i mod er det oplagt at invitere specialisterne til et særskilt arrangement på museet, hvor de kan møde hinanden og museets personale indenfor det givne emne.

Hvad angår mode og indretning har det faktisk længe undret mig, at det ikke er blevet taget op af  museer med samlinger der matcher dette. Disse to emner er nemlig rene læsermagneter ude i blogverden. Jeg bliver grøn af misundelse, når jeg ser deres læsertal og sammenligner dem med læsertallet på mine blogs. Samtidig har jeg dog med sindsro konstateret at kunst (artblog) og Kalkmalerier bare ikke har den samme gennemslagskraft. Forstå det dem, der vil

Selvfølgelig er det et stort arbejde at finde disse bloggere, hvis man ikke selv læser dem, men jeg kunne sagtens forestille mig at der ville komme et frugtbart samarbejde ud af det. Udover at linke til dem og tilføje dem som kontakter på Flickr er det også oplagt at invitere dem til et særarrangement på museet. Giv dem adgang til samlingen og magasinet. Gå i dialog og lad dem være med til at udforme aktiviteter på internettet. Lad dem holde deres næste blogger træf på museet.

Og, selvom jeg ikke normalt går rundt og skilter med det, så hopper jeg nu ud af skabet og indrømmer, at jeg da kender et par enkelte modeblogs. F.eks. den skånske Elinkan og den amerikanske The Clothes Horse og jeg kunne nok godt hårdt presset også komme i tanker om flere indretningsblogs end den svenske Om livet i ett skatbo og den irske Homebug

Den lokale Elite Købmand

Egentlig handler denne blog jo ikke om reklamer, men denne fra Elite købmand spiller på nogle af de samme strenge, som de sociale  medier gør, når de er bedst: nemlig  fællesskab.

Manden på billedet er min købmand. Karsten lige nede om hjørnet, som jeg hilser på om morgenen og køber ind hos jævnligt. Den første gang jeg lagde mærke til reklamerne fra Elite var for nogle måneder siden. Da var det nemlig Karstens bror Eigil, som reklamerede. Ikke, at jeg kan huske, hvad tilbudet var og det er også først nu, at jeg ser, der er tilbud på Cultura. For mig er det ikke tilbudet, der er det væsentlige.  Det er det, at Elite aktivt bruger deres slogan om at være den nære købmand. Selvom jeg altid føler mig velkommen hos Karsten og Eigil, så skaber reklamen et ekstra bånd i mellem os. Der er sikkert nogle reklamefolk, der kan forklare det her meget bedre end jeg.

Pointen er, at det kunne være sjovt at se lignende reklamer for et museum. Vagterne på Statens Museum for Kunst, som viser deres yndlingsværk frem. Billetpersonalet på Nationalmuseet, som står med deres yndlingsgenstand fra samlingen. Ved at vælge frontpersonalet, dem vi møder på museet, ville det skabe det ekstra bånd, som reklamen fra Elite gør i forhold til min lokale købmand. Museet ville blive personliggjort og gæsterne ville føle sig mere som en del af et fællesskab.

Der er allerede en tendens der peger mod at personliggøre museet og vise, at der findes mennesker af kød og blod bag.

For eksempel havde Museum of London i december et blogindlæg om deres årlige julefrokost hos borgmesteren. Den inkluderer en konkurrence om, hvem der har lavet den bedste hat – det er jo England. Og, sørme om Museum of London vandt igen i år på en delt førsteplads.

Tanya Pollard fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Carol Thompson fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Et andet eksempel er Brooklyn Museums “Behind the Scenes” serie på Flickr. Du kan komme bag scenen hos “The Commons” projektet og bag scenen ved adskillige udstillingsopbygninger, f.eks. opbygningen af Judith Chicagos The Dinner Party

Herhjemme har Nationalmuseet lavet noget lignende, da Istedløven skulle have et eftersyn

Udover den gode balance mellem det personlige og faglige har bloggen yderligere en kvalitet. Den viser os nemlig, hvad de laver på det der museum udover at sætte en masse ting i glasmontrer. På den måde kommer vi om bag kulissen og får et indblik i det forarbejde, der ligger inden tingene bliver udstillet. Det gør museet og historien mere levende og nærværende.

Udgravningen er lukket ned, men de gode folk bag bloggen har lovet, at de fortsætter med at fortælle om deres fund. Det glæder jeg mig til!

]]> http://birgittesvaerkepedersen.dk/2010/01/13/formidling-via-de-sociale-medier/feed/ 0