Da Beth Harris og Steven Zucker heller ikke var tilfredse med de webresourcer, som var tilgængelige, da de skabte smarthistory, tog de udgangspunkt i deres egen undervisning og omsatte den til podcast og video.

Princippet er samtalen. De to kunsthistorikere stiller sig foran et værk på museet og taler om det de ser. Som for eksempel i denne video om Ingres portræt af Prinsesse de Broglie fra 1851-53

Når først den amerikanske entusiasme og begejstring, som for en dansker kan virke en lille smule overdrevet, er sorteret fra, virker det faktisk ganske godt. Vi får ikke en masse kunsthistorisk snak om inspirationskilder, årstal og kunstnerens liv, men en reel samtale om at se. Ind i mellem kommer de to samtalepartnere med overvejelser, som de gør sig foran værket.

Grunden til, at det virker, er fordi Harris og Zucker for det første ligger vægt på at se og for det andet på ingen måde er docerende. Det kunne også være en samtale, som to kunstinteresserede havde på et museum uden at have fødderne godt plantet i det kunsthistoriske felt.

Jeg får i hvertfald voldsomt lyst til at styrte ud på et kunstmuseum sammen med en god ven og lade mig suge ind i et maleri gennem samtalen.

Du kan læse om baggrunden for smarthistory ved at følge dette link

Gode tips til, hvordan du selv kan omsætte principperne på smarthistory ved at følge dette link

Og, du kan selvfølgelig også bare kaste dig ud i nyde det materiale, der findes på smarthistory

Skulle du få lyst til at sprede det gode budskab har smarthistory en YouTube kanal. Ligesom Beth Harris har en, hvor mange af de gamle videoer ligger samt meget andet godt og inspirerende.

Det er ikke kun museet, som fysisk bygning, der er et oplagt sted at tage udgangspunkt i vores individuelle læringsstrategier. Med internettet har museet fået endnu en platform og de sociale medier er i denne forbindelse mere end sociale.
At komponere et godt foto betyder at have øje for kompositionen.  Du må kunne se linjerne  i motivet og kunne skabe et rum for den historie du vil fortælle.  Flickr er et oplagt sted for de der føler sig godt hjemme i dette og det kan museerne udnytte. Det er der allerede museer der gør, men spørgsmålet er om de ser det som en formidlings-/læringsstrategi eller blot som PR?
Podcast er oplagt for den, der lærer mest ved at lytte og skabe sine egne billeder. Selv tilbragte jeg den anden aften to fornøjelig timer med en Artist-talk fra Tate. Den fandt jeg på deres ITunes side.
På YouTube forenes billede og lyd. Enten som tale eller musik. En del museer benytter her lejligheden til at fortælle om museets genstande på en måde som ikke er mulig i museet. Når jeg siger, at det ikke er muligt på museet, mener jeg dermed, at videoformen giver en mulighed for at dramatisere stoffet på en måde, som en omvisning på museet ikke kan. Et eksempel er Nationalmuseets video om Egtved-pigen.  Der findes også et hav af videoer på YouTube, hvor der sættes musik til et eller flere malerier som underlægningsmusik.  Det er mit indtryk, at musikken bliver brugt til at skabe en stemning og ikke så meget fordi, at den udtrykker maleriet/malerierne, men kan man overhovedet høre et maleri? Tate har eksperimenteret med dette og sat lyde til Jean Dubuffets maleri The Exemplary Life of the Soil (Texturology LXIII) fra 1958 og inspireret af dette og artiklen af Davis og Gardner prøvede jeg selv at sætte musik til maleriet. Det er egentlig ikke fordi, jeg selv er specielt synæstetisk, som jeg senere fandt ud, at det hedder, men eksperimentet var sjovt og efter sigende skulle vi alle være lidt synæstetiske ligesom vi vel alle rummer lidt af af hver af Gardners 7 intelligenser.

Her er maleriet:

Og, her den musik jeg satte til:

Det fik ihvertfald partiklerne til at bevæge sig!

Indlægget er krydsblogget på artblog i en forkortet form.