Den lokale Elite Købmand

Egentlig handler denne blog jo ikke om reklamer, men denne fra Elite købmand spiller på nogle af de samme strenge, som de sociale  medier gør, når de er bedst: nemlig  fællesskab.

Manden på billedet er min købmand. Karsten lige nede om hjørnet, som jeg hilser på om morgenen og køber ind hos jævnligt. Den første gang jeg lagde mærke til reklamerne fra Elite var for nogle måneder siden. Da var det nemlig Karstens bror Eigil, som reklamerede. Ikke, at jeg kan huske, hvad tilbudet var og det er også først nu, at jeg ser, der er tilbud på Cultura. For mig er det ikke tilbudet, der er det væsentlige.  Det er det, at Elite aktivt bruger deres slogan om at være den nære købmand. Selvom jeg altid føler mig velkommen hos Karsten og Eigil, så skaber reklamen et ekstra bånd i mellem os. Der er sikkert nogle reklamefolk, der kan forklare det her meget bedre end jeg.

Pointen er, at det kunne være sjovt at se lignende reklamer for et museum. Vagterne på Statens Museum for Kunst, som viser deres yndlingsværk frem. Billetpersonalet på Nationalmuseet, som står med deres yndlingsgenstand fra samlingen. Ved at vælge frontpersonalet, dem vi møder på museet, ville det skabe det ekstra bånd, som reklamen fra Elite gør i forhold til min lokale købmand. Museet ville blive personliggjort og gæsterne ville føle sig mere som en del af et fællesskab.

Der er allerede en tendens der peger mod at personliggøre museet og vise, at der findes mennesker af kød og blod bag.

For eksempel havde Museum of London i december et blogindlæg om deres årlige julefrokost hos borgmesteren. Den inkluderer en konkurrence om, hvem der har lavet den bedste hat – det er jo England. Og, sørme om Museum of London vandt igen i år på en delt førsteplads.

Tanya Pollard fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Carol Thompson fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Et andet eksempel er Brooklyn Museums “Behind the Scenes” serie på Flickr. Du kan komme bag scenen hos “The Commons” projektet og bag scenen ved adskillige udstillingsopbygninger, f.eks. opbygningen af Judith Chicagos The Dinner Party

Herhjemme har Nationalmuseet lavet noget lignende, da Istedløven skulle have et eftersyn

Det der satte noget i gang er bl.a. det Engebretsen kalder Selskabelighedsdiskursen. En diskurs, som han har udviklet, inspireret af Stig Hjarvads essaysamling Det selskabelige samfund

Selskabelighedsdiskursen definerer Engebretsen, som den diskurs, der giver sine deltagere mulighed for at præsentere sig selv for hverandre, hvem man er og hvad man mener. Deltagerne indgår i en social interaktion med hinanden for at få bekræftet dette hvem og hvad, for at opleve fællesskab og tilhørsforhold og for at forhandle om, hvordan deres fælles verden skal fortolkes. På nogenlunde samme måde som man gør, når man er ude i selskab med andre.  Og, som ude i selskabslivet, eksisterer der også på Internettet normer for god opførsel indenfor de forskellige genre. Af disse genre nævner Engebretsen netdebat, netchat, blog, netmøde og  digitale netværk.
Det er helt naturligt her for egen regning at tilføje de sociale medier.

Når et museum går på Facebook, Flickr, YouTube etc. indgår det altså i denne selskabelige diskurs.

Normerne er egentlig ikke så vanskelige at afkode. Det er ganske enkelt, som jeg ser det, almindelig god opførsel.  Men, hvordan er det med samtalen? Til et middagsselskab er der ofte to modpoler. Der er den, der taler i et væk og så er der den, som stort set intet siger, andet end hvis vedkommende bliver spurgt. Ind i mellem disse to poler er der dem, som både taler og lytter.  Til en større fest vil der være dem, der blander sig med de andre gæster – også dem de ikke kender og som er gode til at cirkulere. Og, så er dem der holder sig til dem de kender og ikke flytter sig meget i løbet af aftenen. Hvis vi vælger at se de sociale medier som en stor sammenkomst, hvor gode er museer så til at cirkulere? Med det mener jeg, at blande sig i samtaler andre steder end lige i ens eget forum? At opsøge de andre “gæster”, også dem de ikke kender? Og, skal et museum overhovedet det?

Et af de steder, hvor jeg fornyligt har set en fordel ved at cirkulere, er på Flickr.
I forbindelse med kalkmaleriprojektet har jeg oprettet en kalkmalerigruppe og på den måde fået øje på de diskussioner, der foregår i forbindelse med brugernes fotos. Det er ofte spørgsmål, som brugerne ikke har kunnet finde svar på og i forbindelse med kalkmalerierne er dette ofte ikonografiske spørgsmål eller dateringsspørgsmål. Det skulle være mærkeligt om dette er unikt for denne gruppe. For museer er det en oplagt chance til at øse af deres viden og samtidig bidrage til fællesskabet. Dertil kommer, at brugerne bliver opmærksomme på museets kerneområder og hvem ved måske får lyst til at komme på museet. Og, museet får måske en ide om, hvad der kan interessere deres museumsgæster.

Nu er det ikke en uskreven regel, at man SKAL blande sig og cirkulere, hvis man indskriver sig i det fællesskab, som de sociale medier udgør, men det var måske værd at overveje?

En anden tilgang til at definere sine brugere og rette sin formidling mod den blandede skare de består af, er at se på den forskning, der er indenfor museologien. Denne forskning trækker på forskning fra andre felter som for eksempel pædagogik.

Denne forskning ser på museet som et sted for læring. Dette udelukker dog ikke, at det kan være en oplevelse at være på museum. Oplevelse og læring kan sagtens gå hånd i hånd.

Den enkleste form for inddeling er en skelnen mellem de brugere som kommer på museet for at lære “for sjov”. Det er det Eilean Hooper-Greenhill kalder for “fritidslæring” . Og, så dem som efterspørger en mere dybtgående læring.

De som efterspørger “fritidslæring” har oftest børn med på museet. Da fokus er på børnenes oplevelse fortrækker gruppen informativ læring. Det kan være måden selve udstillingen er sat op på med kortere faktuelle oplysninger, oversigtstavler, film og events.

Den anden gruppe vil typisk søge de mere tidskrævende tilbud som omvisninger og foredrag, der går mere i dybden med et emne.

Begge grupper kan have glæde af museets brug af de sociale medier.

Flickr kan blive stedet, hvor familien lægger sine fotos fra dagen ud på museets side. I sær kan kunstmuseer, have fordel af at opfordre til at publikum uploader fotos, hvor de interagerer med de udstillede værker. Dette kan bidrage til at familien laver en aktivitet sammen, som samtidig har fokus på værkerne. Men også historiske museer kan bidrage til en familieaktivitet, hvor et foto af en genstand kan bidrage til en snak om den eller være genereret af denne. For den, som ønsker en mere dybdegående viden, kan Flickr være stedet, hvor hun uploader fotos af værker og supplerer med oplysninger om dette i stil med museets egne stamoplysninger eller lignende. Der er på Flickr eksempler på begge former. Der til kommer de direkte Flickr baserede aktiviteter som skattejagt på museet, hvor svaret er et foto af genstanden, der løser gåden. En skattejagt som London Transport Museum har haft succes med to år i træk.

YouTube er baseret på korte videoer af maksimum 10 minutters længde. Det giver naturligvis ikke den store mulighed for at gå i dybden, men mindre kan også gøre det. Alternativt kan en række af videoer samles i en temapakke, som Brooklyn Museums “Burning Down the House”. En video på 10 minutter eller derunder passer i øvrigt perfekt til en kaffepause, som dermed kan kombineres med at blive klogere. For dem som ønsker at gå yderligere i dybden, må museet ty til sin egen hjemmeside, hvor der kan skabes mulighed for at uploade videoer af længere varighed. YouTube kan i den forbindelse bruges til at lægge en appetitvækker ud med et link til hjemmesiden.

Blogs giver mulighed for at fortælle om museets daglige arbejde og henvender sig alt afhængig af form for så vidt til begge grupper. En blog som Nationalmuseets “Kokkepigen” henvender sig umiddelbart til den mere dybdegående bruger. Dette skyldes dels det specialiserede emne og dels længde og form på indlæggene, som har karakter af en dagbog. Hvor i mod Moesgårds blog om udgravningen på Bispetorvet har mere “oplevelseskarakter” med kortere indlæg og derfor sagtens kan høre ind under “fritidslæring”.

Facebook er stedet, hvor det er muligt at henlede opmærksomheden på disse tiltag, men det kunne være interessant at lege med muligheden for at bruge Facebooks statusopdateringer til at give viden i  en kort form videre. Det kunne være fejring af kunstneres eller historiske personers fødselsdag eller små oplysninger om museets genstande.
Se i øvrigt forgående indlæg om, hvordan museerne bruger Facebook i dag.

Det er ikke kun museet, som fysisk bygning, der er et oplagt sted at tage udgangspunkt i vores individuelle læringsstrategier. Med internettet har museet fået endnu en platform og de sociale medier er i denne forbindelse mere end sociale.
At komponere et godt foto betyder at have øje for kompositionen.  Du må kunne se linjerne  i motivet og kunne skabe et rum for den historie du vil fortælle.  Flickr er et oplagt sted for de der føler sig godt hjemme i dette og det kan museerne udnytte. Det er der allerede museer der gør, men spørgsmålet er om de ser det som en formidlings-/læringsstrategi eller blot som PR?
Podcast er oplagt for den, der lærer mest ved at lytte og skabe sine egne billeder. Selv tilbragte jeg den anden aften to fornøjelig timer med en Artist-talk fra Tate. Den fandt jeg på deres ITunes side.
På YouTube forenes billede og lyd. Enten som tale eller musik. En del museer benytter her lejligheden til at fortælle om museets genstande på en måde som ikke er mulig i museet. Når jeg siger, at det ikke er muligt på museet, mener jeg dermed, at videoformen giver en mulighed for at dramatisere stoffet på en måde, som en omvisning på museet ikke kan. Et eksempel er Nationalmuseets video om Egtved-pigen.  Der findes også et hav af videoer på YouTube, hvor der sættes musik til et eller flere malerier som underlægningsmusik.  Det er mit indtryk, at musikken bliver brugt til at skabe en stemning og ikke så meget fordi, at den udtrykker maleriet/malerierne, men kan man overhovedet høre et maleri? Tate har eksperimenteret med dette og sat lyde til Jean Dubuffets maleri The Exemplary Life of the Soil (Texturology LXIII) fra 1958 og inspireret af dette og artiklen af Davis og Gardner prøvede jeg selv at sætte musik til maleriet. Det er egentlig ikke fordi, jeg selv er specielt synæstetisk, som jeg senere fandt ud, at det hedder, men eksperimentet var sjovt og efter sigende skulle vi alle være lidt synæstetiske ligesom vi vel alle rummer lidt af af hver af Gardners 7 intelligenser.

Her er maleriet:

Og, her den musik jeg satte til:

Det fik ihvertfald partiklerne til at bevæge sig!

Indlægget er krydsblogget på artblog i en forkortet form.