Her kommer i første omgang, hvad jeg har observeret omkring marketing.

Fig.8: Museers brug af Facebook til marketing i %

En sammenlægning af antallet af museer som bruger Facebook til marketing 50% eller derover viser, at procentdelen af museerne som ser på Facebook ud fra en traditionel marketingsstrategi er 75%.

Fig.9: Procentdel af museer på over 50% marketing fordelt på sider, grupper og profiler

Der er som tallene i fig.9 viser ikke en mindre andel af marketing, når det gælder museer, som har en profil eller en gruppe. Tværtimod er det modsatte tilfældet. Dette antyder, at denne form ikke er valgt for at have en mere personlig tilknytning til museets brugere, men af andre årsager. En af disse kunne være sprogligt at have en mere personlig stil, men hverken Arkens eller Koldinghus´profil adskiller sig i sprogvalg fra størstedelen af museer med sider. Til sammenligning har Skanderborg Museums side en meget personlig stil. Kun 19% af museets opslag er marketing, mens resten er formidling og sproget er med en tydelig personlig afsender. Jeg vender tilbage til Skanderborg Museum, når jeg ser på formidling.

Det er i høj grad annoncering af særarrangementer og særudstillinger, som museerne bruger Facebook til. 23 muser ud af de 40 i analysen (59 %) har udelukkende fortalt om sådanne arrangementer og udstillinger. Det er især kunstmuseerne som ”annoncerer” på denne måde. Ud af de 23 museer er 16 kunstmuseer (70 %). Det interessante ved dette er, at det kommer til at fremstå som om museet slet ikke har en samling. At de er rene udstillingssteder. Dertil kommer, at Statens Museum for Kunst i analyseperioden udelukkende har opslag om koncerter og et enkelt filmarrangement.

I marts offentliggjorte webbureauet Dwarf en survey undersøgelse af Facebook som kommercielt eller socialt medie. Undersøgelsen viser blandt andet, at museer og gallerier ligger på en 12. plads over virksomheder og organisationer som Facebook-brugerne synes godt om (s.33). Dette hænger i høj grad sammen med, at Facebook er knyttet til vores sociale liv. På listen topper Bolig/livstil, Cafe/Restaurant, TV/Radio/Medier. Alle ting som fylder meget for mange i fritiden. Det er oplagt for museerne at vise, at de er så meget mere end et udstillingssted. Dermed ikke være sagt, at de ikke skal annoncere for særarrangementer eller særudstillinger, men det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig, hvad der ville ske med besøgstallet, hvis museerne også gjorde opmærksom på deres faste samling.

Men det er jo ikke nok at være på Facebook. Der skal også være aktivitet. I første omgang har jeg valgt at se på tre måleparametre: dialog, marketing og formidling.Analysen er foretaget i uge 49 2009 – uge 8 2010. Derfor vil der være museer på opgørelsen pr. april 2010, som ikke er med i analysen. Der kan også være museer, som står som aktive, men ikke er med, da de ikke var aktive i analysens tre måneder.

Dialog dækker over om museet selv starter en dialog ved for eksempel at stille deres fans et spørgsmål. Senere går jeg nærmere ind i dialogen ved også at se på om museet svarer deres fans eller kommenterer på deres fans kommentarer.

Marketing er opslag om begivenheder og udstillinger. Der findes gråzone opslag indenfor denne kategori, hvor museet samtidig prøver at formidle om det pågældende emne. I den forbindelse er det marketing, hvis formidlingen er knyttet til et opslag om en begivenhed eller udstilling.

Formidling dækker over de opslag, hvor der er mulighed for at blive klogere. Det kan være noget så simpelt som det fotoalbum Fuglsang Kunstmuseum har liggende med fotos og data om udvalgte genstande i Jais Nielsen udstillingen. Eller det kan være blogindlæg, som hos f.eks. Handels- og Søfartsmuseet.

Jeg er endnu ikke begyndt at gå nærmere ind i tallene, men det er næppe overraskende, at langt de fleste museer bruger Facebook til marketing. Ud af de 40 museer, som er med i analysen har 17 udelukkende brugt Facebook til marketing. De resterende 23 har blandet marketing med dialog og formidling. Dog stadig i langt de fleste tilfælde med en overvægt af marketing. 7 har startet en dialog med deres fans og 20 har haft en eller anden form for formidling i større eller mindre omfang. Tallene kan ses i råmaterialet under fanen De tre måleparametre.

Tallene stemmer godt overens med de foreløbige resultater som Nordisk Center for Kulturarv er kommet frem til i deres projekt Kultuarv og sociale medier. Projektet har foruden kulturhistoriske museer også arkiver med i undersøgelsen. Det er muligt at følge med i projektet via deres blog, som Charlotte S.H. Jensen fra Nationalmuseet bestyrer

I analysen har jeg valgt udelukkende at se på de statslige og statsanerkendte museer. Dette valg har jeg foretaget for at sætte en naturlig begrænsning. De fonds-, forenings- og privatejede museer figurer derfor ikke i opgørelsen. Heller ikke et museum som Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg som sorterer under Slots- og Ejendomsstyrelsen er med i analysen. Eller Middelaldercentret i Nykøbing F. som er et eksperimental-arkæologisk Center og altså ikke et museum. Korriger mig endelig, hvis jeg tager fejl.

I valget af museer er jeg gået ud fra den liste over statslige og statsanerkendte museer, som er tilgængelig på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside

Danske museer på Facebook pr. april 2010

Fire museer er tilstede to gange. Danmarks Tekniske Museum har to profiler, hvoraf den ene er inaktiv. AROS har både en side og en gruppe. Begge er aktive. Koldinghus har både en profil og en gruppe, hvoraf gruppen er inaktiv. Museum Sønderjylland har to grupper, hvoraf den ene er inaktiv. Disse fire museers dobbelte tilstedeværelse er ikke talt med i det samlede antal museer (de tre øverste bokse), men de optræder to gange under opdelingen i sider, profiler og grupper. Da det kun er AROS, som er aktive begge steder, har det kun betydning i denne sammenhæng. AROS´side er den der er mest aktiv med 14 opslag i analyseperioden (uge 49 2009 – uge 8 2010) mod 7 i gruppen.

Af de 8 statslige museer er 5 repræsenteret på Facebook. 4 af disse er aktive. 2 hovedmuseer er repræsenteret (Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst). Statens Forsvarshistoriske Museum er repræsenteret 3 gange. Dels som Statens Forsvarshistoriske Museum (gruppe) og dels som henholdsvis Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet (sider). Statens Forsvarshistoriske Museums gruppe er inaktiv, mens Tøjhusmuseets og Orlogsmuseets sider er aktive. Begge sider er oprettet i første halvdel af 2010, mens gruppen er oprettet i november 2007.

Den række af sammenlægninger, der har været i den seneste tid afspejler sig ikke entydigt i måden museerne har valgt at optræde på Facebook. Det er stadig i langt overvejende grad det enkelte museum, som er tilstede. Derfor kræver det en helt anden inddeling at udregne procentdelen af museer på Facebook.

Med udgangspunkt i sammenlægningerne ser tallene således ud:

Ifølge Kulturarvsstyrelsens liste er der i alt 124 statslige og statsanerkendte museer i Danmark. Det vil sige at ≈43 % af disse er repræsenteret på Facebook. Langt de fleste sammenlagte museer er repræsenteret via et eller flere museer. På den måde kan man sige, at museet ikke er repræsenteret som sådan, men gennem en ”afdeling”, men da befolkningen næppe går rundt og tænker, at Skive Ny Kunstmuseum nu er Museum Salling, giver dette kun mening i en analyse og ikke i dagligdagen. Enkelte af de sammenlagte museer er foruden at være repræsenteret af en sådan ”afdeling” også repræsenteret i sin nye form. Dette gælder for Museum Lolland-Falster og som tidligere nævnt Statens Forsvarshistoriske Museum.

Ifølge listen fordeler de statslige og statsanerkendte museer sig på 88 kulturhistoriske museer, 34 kunstmuseer og 2 naturhistoriske museer. Deres repræsentation på Facebook fordeler sig på følgende vis:

De kulturhistoriske museer er dermed den gruppe med den laveste repræsentation i det kun 39,5% af de 88 museer er repræsenteret. Yderligere er kun 33% aktive. Dernæst kommer de naturhistoriske museer med en repræsentation på 50%. Og endelig kunstmuseerne med en repræsentation på 53% ud af 34 museer.

Det må vist være tal nok for denne gang.

Museet havde i uge 6 fire tiltag som affødte en række kommentarer. De to af dem var konkurrencer, en tredie var en opfordring til at linke til ens blog, hvis man havde skrevet om Tate. Jeg vil ikke gå nærmere ind på disse tre, men den fjerde var interessant og kan generaliseres. Det vil sige, den kan også være nyttig for andre museer med Facebook fansider. Tate spurgte nemlig deres fans, hvad de ønskede af Facebook siden.  Svarene har jeg forsøgt at kategorisere, for at få et overblik over om der tegner sig et billede og det vil jeg vove at påstå, at der gør.

13 af kommentarerne var useriøse eller gik på museet som sådan. De er derfor ikke talt med i nedenstående. Nogle fans havde flere ønsker og figurerer derfor flere gange. Tallet ved hver kategori viser, hvor mange der ønskede den nævnte kategori.

•    Introduktion til samling og baggrundsinformation om udstillinger: 37
•    Interviews med kuratorer og kunstnere: 16
•    Information om begivenheder på museet: 9
•    Konkurrencer, tilbud og vouchers: 6
•    Diskussion om kunst: 2
•    Interview med brugere af museet/ bruger udstillinger: 2
•    Chat med kunstnere: 1

Svarene viser med al tydelighed, at en Facebook fanside ikke skal ses som en direkte marketingsside. Fans af en museumsside ønsker at lære museet bedre at kende. En del gav direkte eller indirekte udtryk for, at de langt hellere ville høre kuratorernes stemme end marketingsafdelingens, som også kategori to viser. En del ønskede ligefrem interviews med kuratorerne for at høre, hvilke overvejelser disse gør sig i forbindelse med samlingen og særudstillinger. Selvom der var ni som ønskede at høre om events og begivenheder på museet, så var der også enkelte, der gav direkte eller indirekte udtryk for, at fansiden skulle adskille sig fra hjemmesiden ved at være mere interaktiv. En enkelt sagde direkte, at oplysninger af den art kunne han finde på hjemmesiden.

Konlusionen på undersøgelsen kan udtrykkes i dette, som en af de mange fans sagde: “Treat it as a curatorial space NOT as a marketing channel.”

Du kan se hele “samtalen” ved at gå ind på Tates Facebook side, vælge “Billeder”, herefter “Vægbilleder” og klikke på dette foto:

Da Brooklyn Museum udviklede applikationen opfordrede de andre museer til at være med, hvilket betyder at du i dag kan vælge mellem værker fra en lang række museer. De fleste selvfølgelig amerikanske, men også enkelte europæiske er med.

Applikationen fungerer på den måde, at når først du har installeret den, kan du vælge de værker du holder af enten ved at vælge museum eller ved at vælge at se alle værker. Man kan vælge at sætte applikationen ind enten på sin profil- eller informationsside (eller naturligvis begge) og så ser den ud som det øverste billede. Når ens venner trykker på “See all art I like” kommer det til at se sådan ud:

Hvad der er svært at se, hvis du ikke klikker på billedet er, at der ved hvert værk dels er et logo fra det museum der ejer det, og dels en beskrivelse af værket.

Når jeg er så begejstret for applikationen skyldes det flere ting. Der er selvfølgelig det helt personlige i at kunne lave sin egen samling og vise ens venner noget af det kunst man holder af. Men der er også det formidlingsmæssige i det. Via en applikation som denne kommer museernes samlinger ud til flere og da de involverede museer ikke udelukkende har valgt værker, som vi alle kender fra deres samling, er det muligt via applikationen også at opdage nye værker. Man får også en form for ejerskab af værkerne, forstået på den måde, at næste gang jeg kommer på det pågældende museum, så skal jeg da helt bestemt hen og se “mine” værker. Og, derfor ville det være rart hvis de ikke hang på et museum i USA, men på et dansk museum. Opfordringen er hermed givet videre.

En af de ting jeg hæfter mig ved er at 18% fortæller, at de har deltaget i en begivenhed på museet, fordi den blev annonceret på Facebook. Nu skal man selvfølgelig passe på med at tolke for meget, men hvis konklusionen er, at de ikke havde deltaget, hvis de ikke havde fået besked på Facebook, så er det vel ikke så ringe. Af den resterende del har enkelte lagt kommentarer, som indikerer, at de er glade for at kunne følge med i, hvad der sker på museet. Også selvom de ikke selv kan deltage.

Generelt tegner der sig et billede af, at en lang række mennesker ikke havde haft kendskab til begivenheder, hvis museet ikke havde været på Facebook. Dette skyldes i høj grad, at Facebook for nogle fungerer som et samlingspunkt for al social aktivitet.

M.h.t. hvorvidt der er for mange eller for få updates deler vandene sig. Nogle synes der er for få. Andre, at der er lige tilpas. Det er altid en balancegang, men efter min mening er det langt vigtigere, at et museums updates er relevante og i øvrigt skrevet, så de hurtigt giver et overblik over indholdet, end hvorvidt de skriver hver dag. Nogle museer går  i den anden grøft og skriver meget sjældent. Dermed må der nødvendigvis være nogle begivenheder, som ikke bliver annonceret. Og, desværre er der en tendens til at skrive alenlange updates, hvor der egentlig er vedhæftet et link, som fortæller det samme. Kort og præcist er nøgleordet.

Et andet interessant aspekt ved undersøgelsen er, hvorvidt de spurgte har fået kendskab til Museum of London gennem Facebook.  Hertil svarer 4% ja. Det er naturligvis ikke mange sat op mod de 20 %, som har lært museet at kende gennem venner. Alligevel siger det noget om, at der er muligheder for at nå et nyt publikum gennem Facebook. Det kunne for eksempel have været interessant at spørge de, der har lært museet at kende gennem venner, hvorvidt det var gennem Facebook, at deres venner gjorde dem opmærksom på museet.

Du kan læse hele undersøgelsen ved at klikke på dette link

hovedetpåbloggen: Facebook er borgerskabets netværk og Myspace et ghettoens

theworkinglifeof museumoflondon: Strategic social media for the cultural sector

officekonsulenterne: Fansider på Facebook

Det der satte noget i gang er bl.a. det Engebretsen kalder Selskabelighedsdiskursen. En diskurs, som han har udviklet, inspireret af Stig Hjarvads essaysamling Det selskabelige samfund

Selskabelighedsdiskursen definerer Engebretsen, som den diskurs, der giver sine deltagere mulighed for at præsentere sig selv for hverandre, hvem man er og hvad man mener. Deltagerne indgår i en social interaktion med hinanden for at få bekræftet dette hvem og hvad, for at opleve fællesskab og tilhørsforhold og for at forhandle om, hvordan deres fælles verden skal fortolkes. På nogenlunde samme måde som man gør, når man er ude i selskab med andre.  Og, som ude i selskabslivet, eksisterer der også på Internettet normer for god opførsel indenfor de forskellige genre. Af disse genre nævner Engebretsen netdebat, netchat, blog, netmøde og  digitale netværk.
Det er helt naturligt her for egen regning at tilføje de sociale medier.

Når et museum går på Facebook, Flickr, YouTube etc. indgår det altså i denne selskabelige diskurs.

Normerne er egentlig ikke så vanskelige at afkode. Det er ganske enkelt, som jeg ser det, almindelig god opførsel.  Men, hvordan er det med samtalen? Til et middagsselskab er der ofte to modpoler. Der er den, der taler i et væk og så er der den, som stort set intet siger, andet end hvis vedkommende bliver spurgt. Ind i mellem disse to poler er der dem, som både taler og lytter.  Til en større fest vil der være dem, der blander sig med de andre gæster – også dem de ikke kender og som er gode til at cirkulere. Og, så er dem der holder sig til dem de kender og ikke flytter sig meget i løbet af aftenen. Hvis vi vælger at se de sociale medier som en stor sammenkomst, hvor gode er museer så til at cirkulere? Med det mener jeg, at blande sig i samtaler andre steder end lige i ens eget forum? At opsøge de andre “gæster”, også dem de ikke kender? Og, skal et museum overhovedet det?

Et af de steder, hvor jeg fornyligt har set en fordel ved at cirkulere, er på Flickr.
I forbindelse med kalkmaleriprojektet har jeg oprettet en kalkmalerigruppe og på den måde fået øje på de diskussioner, der foregår i forbindelse med brugernes fotos. Det er ofte spørgsmål, som brugerne ikke har kunnet finde svar på og i forbindelse med kalkmalerierne er dette ofte ikonografiske spørgsmål eller dateringsspørgsmål. Det skulle være mærkeligt om dette er unikt for denne gruppe. For museer er det en oplagt chance til at øse af deres viden og samtidig bidrage til fællesskabet. Dertil kommer, at brugerne bliver opmærksomme på museets kerneområder og hvem ved måske får lyst til at komme på museet. Og, museet får måske en ide om, hvad der kan interessere deres museumsgæster.

Nu er det ikke en uskreven regel, at man SKAL blande sig og cirkulere, hvis man indskriver sig i det fællesskab, som de sociale medier udgør, men det var måske værd at overveje?

En anden tilgang til at definere sine brugere og rette sin formidling mod den blandede skare de består af, er at se på den forskning, der er indenfor museologien. Denne forskning trækker på forskning fra andre felter som for eksempel pædagogik.

Denne forskning ser på museet som et sted for læring. Dette udelukker dog ikke, at det kan være en oplevelse at være på museum. Oplevelse og læring kan sagtens gå hånd i hånd.

Den enkleste form for inddeling er en skelnen mellem de brugere som kommer på museet for at lære “for sjov”. Det er det Eilean Hooper-Greenhill kalder for “fritidslæring” . Og, så dem som efterspørger en mere dybtgående læring.

De som efterspørger “fritidslæring” har oftest børn med på museet. Da fokus er på børnenes oplevelse fortrækker gruppen informativ læring. Det kan være måden selve udstillingen er sat op på med kortere faktuelle oplysninger, oversigtstavler, film og events.

Den anden gruppe vil typisk søge de mere tidskrævende tilbud som omvisninger og foredrag, der går mere i dybden med et emne.

Begge grupper kan have glæde af museets brug af de sociale medier.

Flickr kan blive stedet, hvor familien lægger sine fotos fra dagen ud på museets side. I sær kan kunstmuseer, have fordel af at opfordre til at publikum uploader fotos, hvor de interagerer med de udstillede værker. Dette kan bidrage til at familien laver en aktivitet sammen, som samtidig har fokus på værkerne. Men også historiske museer kan bidrage til en familieaktivitet, hvor et foto af en genstand kan bidrage til en snak om den eller være genereret af denne. For den, som ønsker en mere dybdegående viden, kan Flickr være stedet, hvor hun uploader fotos af værker og supplerer med oplysninger om dette i stil med museets egne stamoplysninger eller lignende. Der er på Flickr eksempler på begge former. Der til kommer de direkte Flickr baserede aktiviteter som skattejagt på museet, hvor svaret er et foto af genstanden, der løser gåden. En skattejagt som London Transport Museum har haft succes med to år i træk.

YouTube er baseret på korte videoer af maksimum 10 minutters længde. Det giver naturligvis ikke den store mulighed for at gå i dybden, men mindre kan også gøre det. Alternativt kan en række af videoer samles i en temapakke, som Brooklyn Museums “Burning Down the House”. En video på 10 minutter eller derunder passer i øvrigt perfekt til en kaffepause, som dermed kan kombineres med at blive klogere. For dem som ønsker at gå yderligere i dybden, må museet ty til sin egen hjemmeside, hvor der kan skabes mulighed for at uploade videoer af længere varighed. YouTube kan i den forbindelse bruges til at lægge en appetitvækker ud med et link til hjemmesiden.

Blogs giver mulighed for at fortælle om museets daglige arbejde og henvender sig alt afhængig af form for så vidt til begge grupper. En blog som Nationalmuseets “Kokkepigen” henvender sig umiddelbart til den mere dybdegående bruger. Dette skyldes dels det specialiserede emne og dels længde og form på indlæggene, som har karakter af en dagbog. Hvor i mod Moesgårds blog om udgravningen på Bispetorvet har mere “oplevelseskarakter” med kortere indlæg og derfor sagtens kan høre ind under “fritidslæring”.

Facebook er stedet, hvor det er muligt at henlede opmærksomheden på disse tiltag, men det kunne være interessant at lege med muligheden for at bruge Facebooks statusopdateringer til at give viden i  en kort form videre. Det kunne være fejring af kunstneres eller historiske personers fødselsdag eller små oplysninger om museets genstande.
Se i øvrigt forgående indlæg om, hvordan museerne bruger Facebook i dag.

At være et lille museum i provinsen er ingen undskyldning for ikke at være på Facebook. Et museum som Fuglssang Kunstmuseum på Lolland har oprettet en side med et aktivitetsniveau, som matcher de større museer. Der i mod kan det undre, at landet næststørste kunstmuseum, AROS, ikke er på Facebook. Eller det vil sige, det er de måske. Der er en gruppe, som hedder AROS og som på sin vis ser meget officiel ud, men det er alligevel vanskeligt at gennemskue om gruppen er oprettet af museet selv eller af privatpersoner. Dette gælder også for Vestsjællands Kunstmuseum, som ligeledes har en gruppe.
Arken er måske også på Facebook med en profil, men det er igen svært at gennemskue og der er i hvertfald ingen aktivitet.

De museer som jeg fandt sider på er: Statens Museum for Kunst, Louisiana, Glyptoteket, Nationalmuseet, Moesgaard Museum og Fuglsang Kunstmuseum, men derudover ved jeg, at også Frilandsmuseet i Maribo samt Teknisk Museum i Helsingør har sider på Facebook.

Og, hvad foregår der så på disse sider? Generelt er siderne aktive med jævnlige statusopdateringer. Disse har for størstedelens vedkommende præg af at være begivenhedsorienterede. Det vil sige, at de gør opmærksom på udstillinger, koncerter o.lign., som foregår på museet.

Undtagelsen er Nationalmuseet, som også sender statusopdateringer ud omkring deres forskning. Det er links til artikler, som omhandler museets forskning og det er links til museets videoer på YouTube, som er en blanding af appetitvækkere og formidling af museets samling. Nationalmuseet prøver også i højere grad at opfordre til kommentarer og de har gjort meget ud af deres boksside, hvor der er en henvising til, hvor man kan downloade en lurfanfare til sin mobiltelefon samt wallpaper til samme. Folderen “Regnskovens indianere” er lagt ud i publisher. Der er fotos fra Flickr og videoer fra YouTube. Desuden henvisning til museets facebook-applikationer, samt noter om museets forskning. Det er en måde at bruge Facebook på, som jeg længe har savnet og som også udenlandske museer i stigende grad er begyndt at benytte.

Når jeg har savnet det, skyldes det, at jeg selvfølgelig er glad for at blive gjort opmærksom på et arrangement, som jeg måske kunne have lyst til at deltage i, men det giver mig ikke rigtig noget andet end en information jeg også kunne have fundet i dagspressen. Med Nationalmuseets måde at bruge statusopdateringer på har jeg en chance for at blive klogere.  Og, da jeg hører til de museumsbesøgende, som går på museum for at lære, tiltaler det mig naturligvis. Ved at blande de begivenhedsorienterede opdateringer med vidensopdateringer tilgodeser museet både de, der går på museum for at få en oplevelse og de som kommer der for at lære.

M.h.t. fan-aktiviteten er den meget blandet. På kommentarer scorer Louisiana højest.  Senest da de slog forlængelsen af udstillingen Green Architecture for the Future op. Der var lange feed-backs, som forholdt sig kritisk til udstillingen. Også et opslag om baby-omvisning generede mange kommentarer. Her var det i sær publikum, som via kommentarfeltet diskuterede med hinanden. Modsat kommentarerne til Green Architecture udstillingen, hvor kritiken var rettet mod museet.
Louisianas fans kommer fra hele verden og de har i sær et meget aktivt svensk publikum, som i starten især var dem, som kommenterede. Det gav mange kommentarer, men efterhånden er danskerne også ved at komme med i kommentarfeltet.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er vigtigt for et museum at være på Facebook, men jeg er samtidig heller ikke i tvivl om, at museerne bør tænke mere i at henvende sig til forskellige grupper af museumsbesøgende fremfor at se på publikum, som en homogen masse, der blot er interesseret i at vide, hvilke aktiviteter der er på museet.  Hvis det ikke sker bliver statusopdateringer på Facebook let til noget, som man enten “slukker for”  eller bare ignorer og så er effekten af at være på Facebook lig nul.

Du kan læse mere om danske museers brug af sociale medier i mine noter på min wiki. Her har jeg også set på YouTube, Flickr, Twitter og blogs.