Museet havde i uge 6 fire tiltag som affødte en række kommentarer. De to af dem var konkurrencer, en tredie var en opfordring til at linke til ens blog, hvis man havde skrevet om Tate. Jeg vil ikke gå nærmere ind på disse tre, men den fjerde var interessant og kan generaliseres. Det vil sige, den kan også være nyttig for andre museer med Facebook fansider. Tate spurgte nemlig deres fans, hvad de ønskede af Facebook siden.  Svarene har jeg forsøgt at kategorisere, for at få et overblik over om der tegner sig et billede og det vil jeg vove at påstå, at der gør.

13 af kommentarerne var useriøse eller gik på museet som sådan. De er derfor ikke talt med i nedenstående. Nogle fans havde flere ønsker og figurerer derfor flere gange. Tallet ved hver kategori viser, hvor mange der ønskede den nævnte kategori.

•    Introduktion til samling og baggrundsinformation om udstillinger: 37
•    Interviews med kuratorer og kunstnere: 16
•    Information om begivenheder på museet: 9
•    Konkurrencer, tilbud og vouchers: 6
•    Diskussion om kunst: 2
•    Interview med brugere af museet/ bruger udstillinger: 2
•    Chat med kunstnere: 1

Svarene viser med al tydelighed, at en Facebook fanside ikke skal ses som en direkte marketingsside. Fans af en museumsside ønsker at lære museet bedre at kende. En del gav direkte eller indirekte udtryk for, at de langt hellere ville høre kuratorernes stemme end marketingsafdelingens, som også kategori to viser. En del ønskede ligefrem interviews med kuratorerne for at høre, hvilke overvejelser disse gør sig i forbindelse med samlingen og særudstillinger. Selvom der var ni som ønskede at høre om events og begivenheder på museet, så var der også enkelte, der gav direkte eller indirekte udtryk for, at fansiden skulle adskille sig fra hjemmesiden ved at være mere interaktiv. En enkelt sagde direkte, at oplysninger af den art kunne han finde på hjemmesiden.

Konlusionen på undersøgelsen kan udtrykkes i dette, som en af de mange fans sagde: “Treat it as a curatorial space NOT as a marketing channel.”

Du kan se hele “samtalen” ved at gå ind på Tates Facebook side, vælge “Billeder”, herefter “Vægbilleder” og klikke på dette foto:

• Andre blogs om emnet
• Social inklusion
• Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
• Brugergenereret indhold på museerne
• Community building
• Copyright på kunstmuseer
• YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Løsningen kunne sagtens udvikles i forhold til de betænkeligheder museer har ved at have et kommentarfelt. Nu vil der næppe opstå upassende kommentarer på en museumshjemmeside,  men der kan være andre forhold som et museum gerne vil sikre sig imod. Et er dog, hvad museet er betænkeligt ved, et andet er, hvad der reelt sker. Indtil videre har jeg ikke oplevet, at det har været nødvendigt at have mulighed for sanktioner på en museumshjemmeside. Måske også fordi der ikke er så mange muligheder for at kommentere.

En anden løsning kan være at styre diskussionen i den retning museet ønsker. Et eksempel er Guggenheim Forum. I en serie af moderede online diskussioner lægger museet op til samtale omkring kunst, arkitektur og design. Målsætningen er at invitere museets brugere til at diskutere udfra et eller flere oplæg. Disse oplæg vil komme fra eksperter indenfor de nævnte felter og vil være relaterede til museets udstillingsprogram. Sidst tog diskussionerne udgangspunkt i museets Kandinsky udstilling og havde spiritualitet i kunsten som overordnet emne.

En anden mulighed er at tage begrebet brugerundersøgelse et skridt videre og integrere dette på museets hjemmeside. Her nærmer vi os muligvis et af de områder, hvor mange museer har betænkeligheder. Men en start kunne være, at det var muligt at sætte et kryds ved de samme svarmuligheder som  et online spørgeskema giver. Et eksempel er Statens Museum for Kunst. Museet har en brugergruppe, som har indvilget i med jævne mellemrum at besvare en række spørgsmål i forhold til museets digitale tiltag. En anden mulighed end dette – eller et supplement til – ville være at give brugere af hjemmesiden mulighed for at besvare en række af de samme spørgsmål direkte under for eksempel den video, som museet ønsker at kende reaktionen på.

Hvad angår direkte kommentarer til en udstilling kan man på Brooklyn Museums hjemmeside efterlade en kommentar. Denne vil både være synlig på museet og på hjemmesiden og fungerer som en elektronisk gæstebog. Der er overvejende positive kommentarer og den kritik der er har mere karakter af at være konstruktiv end direkte negativ eller upassende.

Hverken brugerundersøgelser eller gæstebøger/opslagstavler med mulighed for at kommentere en udstilling er ukendte for danske museer. Det der mangler er at tænke disse tiltag ind i museets digitale profil.  Og, skulle jeg have overset danske museer, som allerede gør dette, så skyldes det udelukkende en uvidenhed som der kan rettes op på i kommentarfeltet. Upassende indlæg bliver fjernet uden yderligere brugerinddragelse

Rhiannon Mason har inddelt disse i 6 “communities” defineret ud fra forskellige kriterier. En af disse er gruppen af brugere som besidder en eller anden form for specialist viden.

Det kan være, at de er fagligt involveret i feltet, men det kan også være en altopslugende hobby, som vedkommende har studeret.

Gruppen af specialister vil have en helt anden tilgang til museets samlinger end den som kommer uden noget større forhåndskendskab. Samtidig er denne gruppe en ”guldgrube” for det museum som ønsker at involvere sine brugere mere aktivt. Det kan være fysisk i kraft af laug som på for eksempel Moesgård Museum, men det kan også være i forhold til deling af viden gennem de sociale medier.

Et eksempel udenfor museumsverden er modebranchen, som også Charlotte S.H.Jensen nævner. Der findes et hav af bloggere, som viser deres egen stil frem og som skriver om mode. De når et globalt publikum og danner et fællesskab ved at linke til hinanden. I stedet for at se dem som konkurrenter inkluderer modebranchen dem og anerkender deres viden om emnet.

Bloggere bliver inviteret til modeshows på første række og et fima som Burberry har lavet en hjemmeside – Art of the Trench – hvor folk kan uploade deres egen fortolkning af trenchcoaten. Altså vise, hvordan de tilpasser trenchcoaten deres egen stil. Siden er en blanding af modefotos og brugernes egne fotos og ved at bruge filteret ”user submitted” er det muligt udelukkende at se de fotos brugerne selv har uploadet. Og, dem er der en del af.

Modebladene inddrager ligeledes bloggerne. I vinteren 2010 brugte modebladet Glamour en række modebloggere til at vise, hvordan vinterens garderobe kan peppes op. Ligesom bladene bruger bloggerne som skribenter. Den samme tendens viser sig indenfor indretning.

På nuværende tidspunkt har det ikke været muligt at finde museer der på samme vis inddrager bloggernes viden, men der er meget at lære af både modebrancen og de blade som bekæftiger sig med mode og indretning. For det første er emnerne nemlig slet ikke ukendte for museer som for eksempel Brede Værk og Nationalmuseet (Krop og forklædning samt Tidens Tøj), Kunstindustrimuseet og Den Gamle By i Århus i det mange bloggere blander  nutidens mode med vintage. Det betyder blot, at museerne skal dreje deres læringsvinkel en halv omgang og fremfor at være dem der dikterer viden, indgå i en vidensdeling med bloggerne. For det andet kan accepten af den viden som hobby specialisten besidder sagtens overføres til andre mere nicheprægede emner. Det er “blot” at oversætte museets fysiske laug til internettet. Og, det betyder ikke at disse ”internetlaug” aldrig sætter deres fod på museet. Tvært i mod er det oplagt at invitere specialisterne til et særskilt arrangement på museet, hvor de kan møde hinanden og museets personale indenfor det givne emne.

Hvad angår mode og indretning har det faktisk længe undret mig, at det ikke er blevet taget op af  museer med samlinger der matcher dette. Disse to emner er nemlig rene læsermagneter ude i blogverden. Jeg bliver grøn af misundelse, når jeg ser deres læsertal og sammenligner dem med læsertallet på mine blogs. Samtidig har jeg dog med sindsro konstateret at kunst (artblog) og Kalkmalerier bare ikke har den samme gennemslagskraft. Forstå det dem, der vil

Selvfølgelig er det et stort arbejde at finde disse bloggere, hvis man ikke selv læser dem, men jeg kunne sagtens forestille mig at der ville komme et frugtbart samarbejde ud af det. Udover at linke til dem og tilføje dem som kontakter på Flickr er det også oplagt at invitere dem til et særarrangement på museet. Giv dem adgang til samlingen og magasinet. Gå i dialog og lad dem være med til at udforme aktiviteter på internettet. Lad dem holde deres næste blogger træf på museet.

Og, selvom jeg ikke normalt går rundt og skilter med det, så hopper jeg nu ud af skabet og indrømmer, at jeg da kender et par enkelte modeblogs. F.eks. den skånske Elinkan og den amerikanske The Clothes Horse og jeg kunne nok godt hårdt presset også komme i tanker om flere indretningsblogs end den svenske Om livet i ett skatbo og den irske Homebug

Den lokale Elite Købmand

Egentlig handler denne blog jo ikke om reklamer, men denne fra Elite købmand spiller på nogle af de samme strenge, som de sociale  medier gør, når de er bedst: nemlig  fællesskab.

Manden på billedet er min købmand. Karsten lige nede om hjørnet, som jeg hilser på om morgenen og køber ind hos jævnligt. Den første gang jeg lagde mærke til reklamerne fra Elite var for nogle måneder siden. Da var det nemlig Karstens bror Eigil, som reklamerede. Ikke, at jeg kan huske, hvad tilbudet var og det er også først nu, at jeg ser, der er tilbud på Cultura. For mig er det ikke tilbudet, der er det væsentlige.  Det er det, at Elite aktivt bruger deres slogan om at være den nære købmand. Selvom jeg altid føler mig velkommen hos Karsten og Eigil, så skaber reklamen et ekstra bånd i mellem os. Der er sikkert nogle reklamefolk, der kan forklare det her meget bedre end jeg.

Pointen er, at det kunne være sjovt at se lignende reklamer for et museum. Vagterne på Statens Museum for Kunst, som viser deres yndlingsværk frem. Billetpersonalet på Nationalmuseet, som står med deres yndlingsgenstand fra samlingen. Ved at vælge frontpersonalet, dem vi møder på museet, ville det skabe det ekstra bånd, som reklamen fra Elite gør i forhold til min lokale købmand. Museet ville blive personliggjort og gæsterne ville føle sig mere som en del af et fællesskab.

Der er allerede en tendens der peger mod at personliggøre museet og vise, at der findes mennesker af kød og blod bag.

For eksempel havde Museum of London i december et blogindlæg om deres årlige julefrokost hos borgmesteren. Den inkluderer en konkurrence om, hvem der har lavet den bedste hat – det er jo England. Og, sørme om Museum of London vandt igen i år på en delt førsteplads.

Tanya Pollard fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Carol Thompson fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Et andet eksempel er Brooklyn Museums “Behind the Scenes” serie på Flickr. Du kan komme bag scenen hos “The Commons” projektet og bag scenen ved adskillige udstillingsopbygninger, f.eks. opbygningen af Judith Chicagos The Dinner Party

Herhjemme har Nationalmuseet lavet noget lignende, da Istedløven skulle have et eftersyn

Ingen tvivl om, at det er det gode budskab om at sprede kærlighed der rammer, men også det sociale budskab spiller ind. Ellers kunne folk jo bare have tweetet en hvilken som helst video med “All you need is love”.  Samtidig får Starbucks en god omgang positiv reklame og får gjort opmærksom på, at de er et firma med socialt ansvar.  Desuden  forener de det fokus de har på musik – du kan købe cd´ er i butikkerne samt online – med deres verdensomspændende forretning.

Starbucks har også et “community”. Et ord der er vanskeligt at oversætte til dansk. Det nærmeste vi kommer er vel “fællesskab”. Dette består af “MyStarbucksIdea.com”, hvor kunderne kan komme med gode ideer til Starbucks, diskutere andres og på denne måde have indflydelse på firmaets produkter. Dette er ikke enestående for Starbucks og det er oplagt også at bruge denne tilgang i museumsverden. Måske er der allerede museer der gør det?

Derudover består deres “community” af  Starbucks V2V, som skal samle og inspirere til at gøre noget for den gode sag eller som firmaet udtrykker det “en sag større end dig selv”. En måde at forene firmaets sociale profil med “community building”.

Den sociale profil kommer også til udtryk i Starbucks Red, hvor firmaet støtter folk i Afrika der har HIV. Og, endelig samles den i Starbucks Shared Planet, hvor firmaet gør rede for deres virksomhedsprofil.

Og, så er Starbucks selvfølgelig på Facebook, Twitter og YouTube.

Tak til Ib Potter, som via sin blog gjorde mig opmærksom på bitly.tv.