Det var derfor sparsomt,  hvad jeg fik ud af Anddrew Hoskins oplæg om sociale medier og hukommelse, men lidt lykkedes det mig da at opfange.

JULIUS VON BISMARCK
The Space Beyond Me, 2010. Projektion på selvlysende væg med ombygget 16mm kamera

Fra udstillingen Efterbilleder, Nikolaj Kunstbygning

Foto: Nikolaj Kunstbygning

Vores hukommelse, kreativitet og minder er alle under indflydelse af de sociale medier.

En væsentlig forandring, som kommer med den digitale verden er, at vores hukommelse bliver svækket. Vi træner den ganske enkelt ikke.  Har vi brug for en bestemt viden, slår vi den op, når vi skal bruge den. Vi læser ikke et kort og prøver at memorere vejen, når vi skal til et bestemt sted. Adressen taster vi ind på Google maps via vores mobiltelefon lige inden vi går.

Også kreativiteten kan blive svækket gennem de sociale mediers standarder. Når vi vænner os til at kommunikation foregår i en formular udvikler vi ikke vores kreative evner. Man kan sige, at det er bagsiden af web 2.0, som jo netop gennem standarder gør det muligt for os alle at skabe indhold til internettet.

“Screenteens” kalder Andrew Hoskins de unge som er vokset op med internet og mobiltelefon og for dem kan voksenlivets erindringer om ungdommen komme til at se noget anderledes ud end for tidligere generationer. Digitale fotos af dig og eks-kæresten på Facebook kan du ikke rive i stykker eller smide ud. De bliver højst sandsynligt ved med at cirkulere og dukker ikke kun op i dit eget digitale fotoalbum, men også i vennernes – online. Billederne fra festen i din pure ungdom, hvor du drak lidt for meget kan dukke op 10 år senere – online og i al offentlighed. “Screenteens” får ikke samme mulighed for at glemme, lægge ungdommen bag sig og komme videre som vi andre.

Udvalgte bøger om emnet samt kataloget til udstillingen “Efterbilleder” kan købes i Kunsthallen Nikolajs boghandel.

Mit bidrag til Flickr-gruppen “Museum watchers watching”

Jan Gehl deler aktiviteterne i byrummet op i følgende:

Nødvendige aktiviteter – Det kan være at transportere sig fra a til b. Disse aktiviteter påvirkes ikke af omgivelserne. Vi skal jo frem om det er let eller besværligt.

Valgfri aktiviteter – Det kan være, at vi undervejs finder en bænk i en solplet og sætter os ned. De valgfri aktiviteter opstår, når de ydre vilkår er virkeligt gode.

Sociale aktiviteter – Gehl deler de sociale aktiviteter op i passiv kontakt og personlig kontakt. Den passive kontakt kan være, at vi, mens vi sidder på bænken, betragter de andre mennesker i gaden.  Denne form for kontakt kan føre til, at vi får en samtale i gang eller blot siger hej til nogen, som går forbi. Forudsætningen er meget naturligt tilstedeværelse af andre mennesker i fællesrummene.

“Dancers” Cesar Santos. Vinder af Metropolitan Museum of Arts Flickr konkurrence “It´s Time We Met 2010″

Overført til internettet svarer dette til, at en bruger klikker sig ind på et museums hjemmeside for at undersøge åbningstiderne. Det er en nødvendig aktivitet, som kun er påvirket af hjemmesidens “rum” i den forstand, at det kan være let eller besværligt at finde informationen. Er der ikke “en bænk at sidde på” forlader brugeren hjemmesiden så snart den nødvendige aktivitet er ovre. Er der der i mod gjort noget for, at brugeren synes det er rart eller på anden måde givende at opholde sig på siden lidt længere, er der en mulighed for at vælge at blive på siden for en tid. Det kan være, at der på forsiden er forskellige emner at klikke sig videre ind på eller en side med fotos. Er der så oven i købet et “rum”, hvor det er muligt at betragte andre menneskers aktivitet og komme i dialog med museets ansatte og andre museumsbrugere, er der en stor sandsynlighed for, at brugeren vælger at blive endnu længere. For at kunne fungere i sociale sammenhænge har vi nemlig alle behov for løbende at orientere os om den omgivende verden. Vi har behov for at vide mere og for at følge med i store og små begivenheder. Muligheden for at se og høre andre mennesker giver os  ideer og inspiration til handlinger. Oplevelsen af andre mennesker repræsenterer på denne måde et særligt farverigt og stimulusrigt oplevelsestilbud. Gehls pointe er, at vi interesserer os for andre mennesker. Bygninger og andre stillestående emner har ikke samme kvalitet.Og, det behøver ikke være så kompliceret.

Aktivitet som attraktion
Menneskelig aktivitet tiltrækker andre mennesker. Gehl bruger selv eksemplet med en byggeplads i det offentlige rum. Så længe bygningsarbejderne er i aktivitet stopper folk op og ser på. Så snart håndværkerne er gået hjem, er der ingen som har interesse for byggepladsen. Mennesker orienterer sig mod andre mennesker. Vi kan godt lide at opholde os og færdes sammen med andre. Og andre mennesker og menneskelig aktivitet er genstand for større opmærksomhed og interesse end noget andet emne. Det er aktiviteter som kendetegner et rums attraktion. Dette gælder også for internettet. Museumsblogs, hvor museets ansatte fortæller om deres arbejde hører ind under denne kategori. Fotos fra “behind the scenes” og videointerview med kuratorer er andre eksempler.

“Anonymous man re-wrapping: Day 4″ fra Brooklyn Museums Flickr fotoalbum.

Det karakteristiske ved den passive kontakt, der ligger i blot at være i rum med andre og betragte dem er, at det er en kontakt på et beskedent niveau, men dog en kontakt. Dette gælder også for internettet. Samtidig er det en mulig indgang til kontakt på andre niveauer og det er derfor, at det er vigtigt med en delefunktion og et kommentarfelt. Ved at give brugerne mulighed for let at dele, skaber museet grundlag for, at brugerne kan dele informationen med andre på for eksempel Facebook og få en dialog i gang der samt vedligeholde allerede etablerede kontakter. Kommentarfeltet der i mod giver en mulighed for at komme med kommentarer, men også at betragte andres kommentarer og lade sig inspirere af dem. Kommentarfeltet bliver på denne måde en kilde til information om den sociale omverden samt en kilde til inspiration. Altså et stimulerende oplevelsestilbud

Da Dwarf i foråret lavede deres undersøgelse af danskerne på Facebook, var konklusionen at en stor gruppe Facebook-brugere blot ser på. Resultaterne fra mit speciale viser, at denne gruppe er endnu større, når det gælder museers Facebook-sider. Med denne viden om passiv kontakt er det måske slet ikke så alarmerende, at de færreste kommenterer. Blot at klikke ind på et museums Facebook-side kan give en ekstra mulighed for at være sammen med andre på en stilfærdig og uforpligtende måde. Blot dette at se og høre andre er en positiv oplevelse. Og, det kan være en mulig indgang til kontakt på andre niveauer. Gennem Facebook, Flickr eller andre sociale medier kan andre former for kontakt gro frem. Mødet, tilstedeværelsen i det samme rum er den første forudsætning. Det der er vigtig er, at den fysiske struktur understøtter den sociale struktur.

• Andre blogs om emnet
• Social inklusion
• Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
• Brugergenereret indhold på museerne
• Community building
• Copyright på kunstmuseer
• YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Ingen tvivl om, at det er det gode budskab om at sprede kærlighed der rammer, men også det sociale budskab spiller ind. Ellers kunne folk jo bare have tweetet en hvilken som helst video med “All you need is love”.  Samtidig får Starbucks en god omgang positiv reklame og får gjort opmærksom på, at de er et firma med socialt ansvar.  Desuden  forener de det fokus de har på musik – du kan købe cd´ er i butikkerne samt online – med deres verdensomspændende forretning.

Starbucks har også et “community”. Et ord der er vanskeligt at oversætte til dansk. Det nærmeste vi kommer er vel “fællesskab”. Dette består af “MyStarbucksIdea.com”, hvor kunderne kan komme med gode ideer til Starbucks, diskutere andres og på denne måde have indflydelse på firmaets produkter. Dette er ikke enestående for Starbucks og det er oplagt også at bruge denne tilgang i museumsverden. Måske er der allerede museer der gør det?

Derudover består deres “community” af  Starbucks V2V, som skal samle og inspirere til at gøre noget for den gode sag eller som firmaet udtrykker det “en sag større end dig selv”. En måde at forene firmaets sociale profil med “community building”.

Den sociale profil kommer også til udtryk i Starbucks Red, hvor firmaet støtter folk i Afrika der har HIV. Og, endelig samles den i Starbucks Shared Planet, hvor firmaet gør rede for deres virksomhedsprofil.

Og, så er Starbucks selvfølgelig på Facebook, Twitter og YouTube.

Tak til Ib Potter, som via sin blog gjorde mig opmærksom på bitly.tv.

Før jul blev jeg med rette slået en lille smule ud af kurs. En venlig underviser stillede mig det meget relevante spørgsmål: “Har du en mission?”. Ups, det har jeg jo nok,  men må også erkende, at et speciale  ikke er det samme som et manifest. På den igen.

Et speciale er heller ikke en håndbog, selvom det måske nok mere er min boldgade. Der skal både teori og analyse til for at opfylde genrens kriterier. Det kunne jo sagtens være at se på, hvad museerne gør på de sociale medier i dag, men det ville både være omfattende, meget lidt udbytterigt og ikke særlig spændende for mig. Trods alt skal jeg leve med dette projekt i 9 måneder endnu.

Langt mere spændende er det at se på, hvilke områder museet begiver sig ind på ved at bruge de sociale medier. Og, hvordan disse områder kan udnyttes til museets fordel. Gerne til formidling, som jo er min oprindelige problemformulering.

Så de tre begreber, der tumlede rundt i hovedet på mig i formiddags var: opmærksomhedsøkonomi, oplevelsesøkonomi, brugergeneret indhold.

Ens for dem alle er at, hvis du ikke forstår dem, kan du ikke udnytte dem fuldt ud.

Oplevelsesøkonomien forsvandt hurtigt, men står på en krøllet lap et sted i skrivebordsroderiet. Opmærksomhedsøkonomi lavede jeg research på og jeg lægger links nederst i indlægget til andre, der har skrevet meget bedre om det, end jeg kan gøre. Det viste sig nemlig ret hurtigt at være “brugergenereret indhold”, der endnu engang fangede mig mest.

En hurtig brainstorm endte med to essentielle begreber:

• “social networking”
• “communitybuilding”

Alt for mange – både firmaer og museer – kaster sig hovedkuls ud i brugergenereret indhold uden at have en klar plan med det. Eller de gør det slet ikke, fordi de er usikre på, hvad det er og hvad det fører til.

For mig at se er brugergenereret indhold i høj grad med til at skabe sociale netværk omkring et bestemt emne. Det som man også kan kalde interessefællesskab. Community building dækker både over et fællesskab omkring et emne og over et fællesskab, som bygges op omkring en bestemt region eller et lokalområde. Begrebet er ikke ukendt indenfor museologien, hvor et museum som Brooklyn Museum, har haft stor succes med at bygge et fællesskab op omkring museet.

Den afklaring gav mig et par titler til litteraturlisten, så nu vil jeg synke ned i lænestolen og starte med at læse Jono Bacons The Art of Community.

Bogen kan downloades gratis og det gav en fattig studerende råd til at bestille Tara Hunts The Whuffie Factor,  som kommer en af de nærmeste dage med posten.

Her et par links til opmærksomhedsøkonomi:

Edge Perspectives with John Hagel

Seismonaut

Tag gode, interessante og relevante fotos
Med et kvalitets digitalkamera er det i dag ikke svært at tage et godt foto og selvom det selvfølgelig vil være rart for et museum at se deres foto på Flickrs liste over interessante fotos, mener jeg ikke andet end, at det selvfølgelig skal være skarpt, have den rette belysning og den rette beskæring. Det er langt vigtigere for et museum at fokusere på, hvad der er interessant og relevant. Hvilke genstande eller værker i museets samling har interesse for en stor gruppe af mennesker. Hvad er det publikum oftest dvæler ved og diskuterer. Er der noget i samlingen, som rammer et emne, der bliver diskuteret lige nu.

Titler, tags og geotags
En af de mest effektive måder at henlede folks opmærksomhed på museets Flickr profil er ved, at fotografierne dukker op i en søgning på Google billeder. Her er alfa og omega fotografiets titel. Gør den så rammende og relevant som muligt. Altså giv fotografiet en titel, der rammer indholdet præcist og som der en sandsynlighed for, at der er nogen, der søger på. Du kan eventuelt bruge Google Adwords Key Tool eller måske har du en erfaring med søgeord relateret til museets hjemmeside.
Det samme gælder for de tags og den beskrivelse du giver fotografiet.
Du kan læse mere om at optimere fotos til google billedsøgning på bloggen “killr flickr tips”
Geotagging hjælper folk, som ikke kender museets beliggenhed med at placere det på et kort. Store museer synes måske ikke, at dette er nødvendigt, men tænk på, at det måske ikke kun er danskere, som besøger jeres Flickr-profil. Tilfældige besøgende fra udlandet ved måske ikke lige, hvor Århus ligger.

Gør noget ud af museets profil beskrivelse
Sørg for, at navnet på profilen svarer overens med museets navn. Dette lyder måske som logik for burhøns, men nogle af de søgninger jeg har lavet viser, at det er det ikke.
Skriv profilbeskrivelsen så der ikke kan herske tvivl om, at dette er museets officielle Flickr profil. Brug museets logo som profilbillede. Gør noget ud af at fortælle, hvad man kan se på museet. Læg et link i beskrivelsen til museets gruppe, hvor jeres besøgende kan lægge deres egne fotos fra museet. Læg også gerne et link til museets andre profiler på de sociale medier. Måske vil vedkommende gerne være fan af jer på Facebook, se jeres videoer på YouTube eller følge jeres tweets på Twitter. Skriv gerne på både dansk og engelsk. Og sørg for at linke til hjemmesiden.
Har profilen mange fotos, så saml dem i sæt med relevante titler. Og er der ekstra mange og nogle af sættene kan samles under en titel, så lav kollektioner.
Gør det til en vane allerede fra starten aldrig at uploade mere end 5 fotos pr. dag og vær opmærksom på, at det sidste foto skal være det bedste, mest interessante og relevante. Det er en vane du får gavn af, når først museet har fået kontakter. Vælger en flickr-bruger at tilføje jer som kontakt kan denne nemlig vælge at sætte “uploads from contacts” til at vise 5 eller 1 foto. Alt over 5 er altså en slags spild og har vedkommende valgt kun at få vist et, vil det altid være det sidst uploadede, som bliver vist.

Grupper
Lav en gruppe, hvor jeres besøgende kan tilføje deres egne fotos fra museet. De fleste er glade for at vise deres fotos frem i et fællesskab. Og, så giver det jer et godt indblik i hvem jeres besøgende er og hvilke øvrige interesser de har. I kan vælge at lade gruppen være helt åben eller I kan vælge, at man først skal spørge om medlemsskab. Selv er jeg klart fortaler for det første. Skulle der være nogen, som ikke kan finde ud af at overholde reglerne i gruppen findes der værktøjer til at sortliste dem. Alt dette kan du læse om på Flickr.
Hvis gruppen skal fungere optimalt kræver det dog lidt benarbejde. Det er ikke nok blot at oprette gruppen og så sætte sig ned og vente.
Som noget af det første må du igang med søgeværktøjet. Søg på museets navn og find alle de fotos folk har taget på museet. Læg en opfordring i fotografiets kommentarfelt om at tilføje det enkelte foto til jeres gruppe. Dette er en søgning, som du bør foretage med jævne mellemrum. Læg også en opfordring ud på Facebook og sørg for at lave en statusopdatering hver gang, der er nye fotos i gruppen. Det giver blod på tanden til de andre fans. Sørg også for, at det er tydeligt på selve museet, at der findes en Flickr-gruppe, hvor de besøgende kan tilføje deres fotos fra dagen.

Bidrag desuden selv til grupper på Flickr, som rammer det indhold I har på jeres profil. Det er ikke noget man skal overdrive, men vælg en håndfuld grupper som er relevante for jer og tilføj fotos med jævne mellemrum. Hvor mange og hvor ofte kommer helt an på gruppereglerne og størrelsen af gruppen. I en stor gruppe drukner man hurtigt og i en lille skal man passe på ikke at dominere. Find selv en god balancegang.

Vær social!
Grundessensen i de sociale medier er at skabe relationer mennesker imellem. Dette gælder også for museer! Så vis jeres besøgende at I gerne vil bidrage til at skabe et fællesskab omkring museet. Der er flere måder at gøre dette på Flickr. Først og fremmest så tilføj gruppemedlemmerne som jeres profils kontakter. Har I et tema, så lav et galleri på jeres profil, hvor I tilføjer fotos fra gruppen, som passer ind i temaet. Hvis nogen har taget et foto på museet, som I synes er godt, så tilføj det til jeres favoritter. Men gør det kun, hvis I synes fotografiet er rigtig godt ellers bliver princippet udvandet. Kommenter gerne på gruppens fotos. Måske er der en diskussion i gang, hvor I kan bidrage med fakta. Eller måske synes I bare, at dette foto giver en speciel god vinkel på en genstand eller et værk i samlingen. Hvis I finder andre fotos af en genstand eller et værk, som I selv har et foto af på jeres profil, så link til disse. Eventuelt kan I bidrage til en brugers “testemonials”, hvis I synes vedkommende har nogle gode og relevante fotos i forhold til museets genstandsfelt. Bidrag til andre grupper på Flickr.
Endelig kan I vælge at bruge gruppens fotos andre steder, hvor museet har et ansigt udadtil. For eksempel på hjemmesiden. Men husk at spørge fotografen først om det er ok!

Spred det gode budskab
Jeg har allerede givet nogle tips til, hvordan I kan gøre opmærksom på, at museet er på Flickr, så her blot et par tilføjelser. Udover de allerede nævnte, så husk at lige meget, hvor I er repræsenteret med en profil på Internettet, så henled opmærksomheden på, at I også er andre steder. Er I på YouTube, så nævn foruden hjemmesiden også jeres Flickr, Facebook, Twitter etc. Læg et link til Flickr på hjemmesiden. Har I en blog, så integrer et Flickr- lysbilledshow på bloggen. Læg fotos på bloggen via Flickr. Når folk klikker på fotoet bliver de ledt direkte til jeres Flickr-profil. Du konfigurerer til dette inde i “Extending Flickr”. Og, hvorfor ikke sende en opfordring til medlemmerne af museumsgruppen. De om nogen vil blive glade for at tilføje deres fotos til Flickr-gruppen.

Gode råd opstår ikke bare ud af den blå luft. Jeg har derfor især ladet mig inspirere af bloggen “killr flickr tips” samt Thomas Hawks “Top 10 tips for getting attention on Flickr”

Hvis du har lyst til at se et godt eksempel på et museums brug af Flickr, så gå til Brooklyn Museums Flickr – profil. Museet er samtidig et godt eksempel på, hvordan brugen af de sociale medier indgår i en overordnet strategi. Den kan du læse om ved at klikke på dette link.

På bloggen museum2.0 kan du læse et indlæg om, hvor meget web2.0 dit museum kan nå med x antal timer afsat. Selvom jeg tror tidsopgørelsen i indlægget er lige optimistisk nok, giver det alligevel et meget godt overblik.

Da Beth Harris og Steven Zucker heller ikke var tilfredse med de webresourcer, som var tilgængelige, da de skabte smarthistory, tog de udgangspunkt i deres egen undervisning og omsatte den til podcast og video.

Princippet er samtalen. De to kunsthistorikere stiller sig foran et værk på museet og taler om det de ser. Som for eksempel i denne video om Ingres portræt af Prinsesse de Broglie fra 1851-53

Når først den amerikanske entusiasme og begejstring, som for en dansker kan virke en lille smule overdrevet, er sorteret fra, virker det faktisk ganske godt. Vi får ikke en masse kunsthistorisk snak om inspirationskilder, årstal og kunstnerens liv, men en reel samtale om at se. Ind i mellem kommer de to samtalepartnere med overvejelser, som de gør sig foran værket.

Grunden til, at det virker, er fordi Harris og Zucker for det første ligger vægt på at se og for det andet på ingen måde er docerende. Det kunne også være en samtale, som to kunstinteresserede havde på et museum uden at have fødderne godt plantet i det kunsthistoriske felt.

Jeg får i hvertfald voldsomt lyst til at styrte ud på et kunstmuseum sammen med en god ven og lade mig suge ind i et maleri gennem samtalen.

Du kan læse om baggrunden for smarthistory ved at følge dette link

Gode tips til, hvordan du selv kan omsætte principperne på smarthistory ved at følge dette link

Og, du kan selvfølgelig også bare kaste dig ud i nyde det materiale, der findes på smarthistory

Skulle du få lyst til at sprede det gode budskab har smarthistory en YouTube kanal. Ligesom Beth Harris har en, hvor mange af de gamle videoer ligger samt meget andet godt og inspirerende.