I analysen har jeg valgt udelukkende at se på de statslige og statsanerkendte museer. Dette valg har jeg foretaget for at sætte en naturlig begrænsning. De fonds-, forenings- og privatejede museer figurer derfor ikke i opgørelsen. Heller ikke et museum som Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg som sorterer under Slots- og Ejendomsstyrelsen er med i analysen. Eller Middelaldercentret i Nykøbing F. som er et eksperimental-arkæologisk Center og altså ikke et museum. Korriger mig endelig, hvis jeg tager fejl.

I valget af museer er jeg gået ud fra den liste over statslige og statsanerkendte museer, som er tilgængelig på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside

Danske museer på Facebook pr. april 2010

Fire museer er tilstede to gange. Danmarks Tekniske Museum har to profiler, hvoraf den ene er inaktiv. AROS har både en side og en gruppe. Begge er aktive. Koldinghus har både en profil og en gruppe, hvoraf gruppen er inaktiv. Museum Sønderjylland har to grupper, hvoraf den ene er inaktiv. Disse fire museers dobbelte tilstedeværelse er ikke talt med i det samlede antal museer (de tre øverste bokse), men de optræder to gange under opdelingen i sider, profiler og grupper. Da det kun er AROS, som er aktive begge steder, har det kun betydning i denne sammenhæng. AROS´side er den der er mest aktiv med 14 opslag i analyseperioden (uge 49 2009 – uge 8 2010) mod 7 i gruppen.

Af de 8 statslige museer er 5 repræsenteret på Facebook. 4 af disse er aktive. 2 hovedmuseer er repræsenteret (Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst). Statens Forsvarshistoriske Museum er repræsenteret 3 gange. Dels som Statens Forsvarshistoriske Museum (gruppe) og dels som henholdsvis Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet (sider). Statens Forsvarshistoriske Museums gruppe er inaktiv, mens Tøjhusmuseets og Orlogsmuseets sider er aktive. Begge sider er oprettet i første halvdel af 2010, mens gruppen er oprettet i november 2007.

Den række af sammenlægninger, der har været i den seneste tid afspejler sig ikke entydigt i måden museerne har valgt at optræde på Facebook. Det er stadig i langt overvejende grad det enkelte museum, som er tilstede. Derfor kræver det en helt anden inddeling at udregne procentdelen af museer på Facebook.

Med udgangspunkt i sammenlægningerne ser tallene således ud:

Ifølge Kulturarvsstyrelsens liste er der i alt 124 statslige og statsanerkendte museer i Danmark. Det vil sige at ≈43 % af disse er repræsenteret på Facebook. Langt de fleste sammenlagte museer er repræsenteret via et eller flere museer. På den måde kan man sige, at museet ikke er repræsenteret som sådan, men gennem en ”afdeling”, men da befolkningen næppe går rundt og tænker, at Skive Ny Kunstmuseum nu er Museum Salling, giver dette kun mening i en analyse og ikke i dagligdagen. Enkelte af de sammenlagte museer er foruden at være repræsenteret af en sådan ”afdeling” også repræsenteret i sin nye form. Dette gælder for Museum Lolland-Falster og som tidligere nævnt Statens Forsvarshistoriske Museum.

Ifølge listen fordeler de statslige og statsanerkendte museer sig på 88 kulturhistoriske museer, 34 kunstmuseer og 2 naturhistoriske museer. Deres repræsentation på Facebook fordeler sig på følgende vis:

De kulturhistoriske museer er dermed den gruppe med den laveste repræsentation i det kun 39,5% af de 88 museer er repræsenteret. Yderligere er kun 33% aktive. Dernæst kommer de naturhistoriske museer med en repræsentation på 50%. Og endelig kunstmuseerne med en repræsentation på 53% ud af 34 museer.

Det må vist være tal nok for denne gang.

Karakteristisk for økomuseet er, at fremfor at basere sig på udefra kommende ”eksperter” – personificeret i det typiske museumspersonale bestående af forskere og formidlere – opfordrer museet de lokale ”communities” til selv at identificere og tage kontrol over deres kulturarv.

Et andet karakteristika er, at det foregår in situ. Fremfor at fjerne kulturarven fra dens oprindelige tilhørsforhold over i et museum udenfor lokalområdet, som der har været tradition for, forbliver arven i dens oprindelige kontekst, i lokalmiljøet .

Økomuseer kan have mange udformninger og betegnelsen øko er ikke udtryk for, at museet beskæftiger sig med miljø i en økologisk eller biologisk forstand, men skal forstås bredere. Miljø betegner i denne sammenhæng et geografisk område med alt hvad dette indebærer af geologi, planter, dyr, mennesker, landskabet som de har formet, deres traditioner, materielle kultur og måde at leve på .

Oprindeligt stammer ideen fra Frankrig, som i løbet af 1960´erne og 70´erne udviklede konceptet. Dets to største fortalere var Hugues de Varine og Georges Henri Riviére. Varine var meget optaget af demokratiseringen af museerne og satte derfor betydningen af ”communities” ind i en økonomisk og politisk ramme. Riviére havde sine rødder i fransk etnografi og var derfor optaget af at forbinde historien, dens objekter og kulturgenstande med det lokale miljø.

De to første økomuseer var Ecomusée des Monts d´Arrée og Ecomusée de I´lle de Ouessant og var knyttet til udviklingen af Parc Naturel Régional d´Amorique in Finistére (Bretagne). De blev etableret i slutningen af 1960´erne med bistand fra Riviére.

Karakteristisk for økomuseet er altså, at det forener indbyggernes historie med landskabet og de spor indbyggerne har sat i dette. Et andet karakteristika er, at museet ikke er samlet i et afgrænset område, men består af flere lokaliteter spredt ud i landskabet. I den skandinaviske model for økomuseet, som får sin udbredelse i 1980´erne, er der ofte tale om meget store geografiske arealer, hvor kulturlokaliteter forbindes med hinanden. Og, dets måske vigtigste karakteristika er, at økomuseet er, hvad de lokale indbyggere i samarbejde med museumspersonalet kan blive enige om, at det er. Økomuseet er altså først og fremmest de lokales museum og tæt knyttet til dette ”community”.

Der findes flere forskellige modeller for økomuseet men den der tydeligst har fremlagt forskellen på det traditionelle museum og økomuseet er René Rivard. Han betegner det traditionelle museum med fire ord: bygning + samling + eksperter + publikum og sammenligner dette med de fire ord, som betegner økomuseet: område + kulturarv + erindring + indbyggere .

Med den store vægt der i økomuseet er på kulturarv er det oplagt at spørge sig selv om elementer fra økomuseet kan indkopereres i kunstmuseet, men et projekt som Myplace viser, at dette godt kan lade sig gøre.

Myplace var et projekt som udsprang af et samarbejde mellem Fuglsang Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum, Museet for Samtidskunst, KØS- Museum for kunst i det offentlige rum samt Vestsjællands Kunstmuseum. Projektet var knyttet til udstillingerne Havnen, Torvet, Højen, Søen og Træet – samlet under betegnelsen KURS -, hvor en række samtidskunstnere fortolkede disse fem stedbegreber. Stederne var udvalgt af museerne som karakteristiske for det enkelte museums beliggenhed. På Myplace kunne brugerne uploade deres egne foto-fortolkninger af disse fem. De respektive fotos blev indsat på et kort, så det var muligt at se på, hvilken lokalitet de var taget. Projektet indeholdt hermed væsentlige elementer af økomuseet. Fortolkningen af en lokalitet, båndet mellem en lokalitet og dens indbyggere – her først og fremmest museets egen forståelse af dets omgivelser, som blev omsat til brugernes forståelse af deres – og brugernes egen fortolkning af en lokalitet i samspil med kunstnernes fortolkning af samme. Samtidig var lokaliteterne spredt ud over et større geografisk område, men samtidig samlet på sitet Myplace, der på denne måde kan ses som en pendant til økomuseet. Desuden viste projektet, hvordan det er muligt at bruge elementer fra de sociale medier eller det man også kalder web 2.0 til at danne et ”community” omkring et bestemt emne.

Erklærede økomuseer i Danmark er: Samsø Økomuseum, Søhøjlandets Økomuseum, Vestjyllands Økomuseum og Sydfalster Økomuseum. De to sidste har ikke nogen hjemmeside, så det er lidt usikkert, hvor etablerede de er.

Museet havde i uge 6 fire tiltag som affødte en række kommentarer. De to af dem var konkurrencer, en tredie var en opfordring til at linke til ens blog, hvis man havde skrevet om Tate. Jeg vil ikke gå nærmere ind på disse tre, men den fjerde var interessant og kan generaliseres. Det vil sige, den kan også være nyttig for andre museer med Facebook fansider. Tate spurgte nemlig deres fans, hvad de ønskede af Facebook siden.  Svarene har jeg forsøgt at kategorisere, for at få et overblik over om der tegner sig et billede og det vil jeg vove at påstå, at der gør.

13 af kommentarerne var useriøse eller gik på museet som sådan. De er derfor ikke talt med i nedenstående. Nogle fans havde flere ønsker og figurerer derfor flere gange. Tallet ved hver kategori viser, hvor mange der ønskede den nævnte kategori.

•    Introduktion til samling og baggrundsinformation om udstillinger: 37
•    Interviews med kuratorer og kunstnere: 16
•    Information om begivenheder på museet: 9
•    Konkurrencer, tilbud og vouchers: 6
•    Diskussion om kunst: 2
•    Interview med brugere af museet/ bruger udstillinger: 2
•    Chat med kunstnere: 1

Svarene viser med al tydelighed, at en Facebook fanside ikke skal ses som en direkte marketingsside. Fans af en museumsside ønsker at lære museet bedre at kende. En del gav direkte eller indirekte udtryk for, at de langt hellere ville høre kuratorernes stemme end marketingsafdelingens, som også kategori to viser. En del ønskede ligefrem interviews med kuratorerne for at høre, hvilke overvejelser disse gør sig i forbindelse med samlingen og særudstillinger. Selvom der var ni som ønskede at høre om events og begivenheder på museet, så var der også enkelte, der gav direkte eller indirekte udtryk for, at fansiden skulle adskille sig fra hjemmesiden ved at være mere interaktiv. En enkelt sagde direkte, at oplysninger af den art kunne han finde på hjemmesiden.

Konlusionen på undersøgelsen kan udtrykkes i dette, som en af de mange fans sagde: “Treat it as a curatorial space NOT as a marketing channel.”

Du kan se hele “samtalen” ved at gå ind på Tates Facebook side, vælge “Billeder”, herefter “Vægbilleder” og klikke på dette foto:

Før jul blev jeg med rette slået en lille smule ud af kurs. En venlig underviser stillede mig det meget relevante spørgsmål: “Har du en mission?”. Ups, det har jeg jo nok,  men må også erkende, at et speciale  ikke er det samme som et manifest. På den igen.

Et speciale er heller ikke en håndbog, selvom det måske nok mere er min boldgade. Der skal både teori og analyse til for at opfylde genrens kriterier. Det kunne jo sagtens være at se på, hvad museerne gør på de sociale medier i dag, men det ville både være omfattende, meget lidt udbytterigt og ikke særlig spændende for mig. Trods alt skal jeg leve med dette projekt i 9 måneder endnu.

Langt mere spændende er det at se på, hvilke områder museet begiver sig ind på ved at bruge de sociale medier. Og, hvordan disse områder kan udnyttes til museets fordel. Gerne til formidling, som jo er min oprindelige problemformulering.

Så de tre begreber, der tumlede rundt i hovedet på mig i formiddags var: opmærksomhedsøkonomi, oplevelsesøkonomi, brugergeneret indhold.

Ens for dem alle er at, hvis du ikke forstår dem, kan du ikke udnytte dem fuldt ud.

Oplevelsesøkonomien forsvandt hurtigt, men står på en krøllet lap et sted i skrivebordsroderiet. Opmærksomhedsøkonomi lavede jeg research på og jeg lægger links nederst i indlægget til andre, der har skrevet meget bedre om det, end jeg kan gøre. Det viste sig nemlig ret hurtigt at være “brugergenereret indhold”, der endnu engang fangede mig mest.

En hurtig brainstorm endte med to essentielle begreber:

• “social networking”
• “communitybuilding”

Alt for mange – både firmaer og museer – kaster sig hovedkuls ud i brugergenereret indhold uden at have en klar plan med det. Eller de gør det slet ikke, fordi de er usikre på, hvad det er og hvad det fører til.

For mig at se er brugergenereret indhold i høj grad med til at skabe sociale netværk omkring et bestemt emne. Det som man også kan kalde interessefællesskab. Community building dækker både over et fællesskab omkring et emne og over et fællesskab, som bygges op omkring en bestemt region eller et lokalområde. Begrebet er ikke ukendt indenfor museologien, hvor et museum som Brooklyn Museum, har haft stor succes med at bygge et fællesskab op omkring museet.

Den afklaring gav mig et par titler til litteraturlisten, så nu vil jeg synke ned i lænestolen og starte med at læse Jono Bacons The Art of Community.

Bogen kan downloades gratis og det gav en fattig studerende råd til at bestille Tara Hunts The Whuffie Factor,  som kommer en af de nærmeste dage med posten.

Her et par links til opmærksomhedsøkonomi:

Edge Perspectives with John Hagel

Seismonaut