Foto fra Den Gamle Bys Facebook-album

Mit speciale om danske museer og fællesskaber kan nu hentes ved at klikke på linket i titlen: “Danske museer og fællesskaber – med særligt fokus på nye fællesskaber i de sociale medier”. Det kan også om kort tid lånes på Museologisk Bibliotek, Vartorv, Farvergade 27A, København. En kort pixiudgave med de væsentligste analyseresultater kan læses i blogindlægget “Museer på Facebook og brugermotivation”.

Mit bidrag til Flickr-gruppen “Museum watchers watching”

Jan Gehl deler aktiviteterne i byrummet op i følgende:

Nødvendige aktiviteter – Det kan være at transportere sig fra a til b. Disse aktiviteter påvirkes ikke af omgivelserne. Vi skal jo frem om det er let eller besværligt.

Valgfri aktiviteter – Det kan være, at vi undervejs finder en bænk i en solplet og sætter os ned. De valgfri aktiviteter opstår, når de ydre vilkår er virkeligt gode.

Sociale aktiviteter – Gehl deler de sociale aktiviteter op i passiv kontakt og personlig kontakt. Den passive kontakt kan være, at vi, mens vi sidder på bænken, betragter de andre mennesker i gaden.  Denne form for kontakt kan føre til, at vi får en samtale i gang eller blot siger hej til nogen, som går forbi. Forudsætningen er meget naturligt tilstedeværelse af andre mennesker i fællesrummene.

“Dancers” Cesar Santos. Vinder af Metropolitan Museum of Arts Flickr konkurrence “It´s Time We Met 2010″

Overført til internettet svarer dette til, at en bruger klikker sig ind på et museums hjemmeside for at undersøge åbningstiderne. Det er en nødvendig aktivitet, som kun er påvirket af hjemmesidens “rum” i den forstand, at det kan være let eller besværligt at finde informationen. Er der ikke “en bænk at sidde på” forlader brugeren hjemmesiden så snart den nødvendige aktivitet er ovre. Er der der i mod gjort noget for, at brugeren synes det er rart eller på anden måde givende at opholde sig på siden lidt længere, er der en mulighed for at vælge at blive på siden for en tid. Det kan være, at der på forsiden er forskellige emner at klikke sig videre ind på eller en side med fotos. Er der så oven i købet et “rum”, hvor det er muligt at betragte andre menneskers aktivitet og komme i dialog med museets ansatte og andre museumsbrugere, er der en stor sandsynlighed for, at brugeren vælger at blive endnu længere. For at kunne fungere i sociale sammenhænge har vi nemlig alle behov for løbende at orientere os om den omgivende verden. Vi har behov for at vide mere og for at følge med i store og små begivenheder. Muligheden for at se og høre andre mennesker giver os  ideer og inspiration til handlinger. Oplevelsen af andre mennesker repræsenterer på denne måde et særligt farverigt og stimulusrigt oplevelsestilbud. Gehls pointe er, at vi interesserer os for andre mennesker. Bygninger og andre stillestående emner har ikke samme kvalitet.Og, det behøver ikke være så kompliceret.

Aktivitet som attraktion
Menneskelig aktivitet tiltrækker andre mennesker. Gehl bruger selv eksemplet med en byggeplads i det offentlige rum. Så længe bygningsarbejderne er i aktivitet stopper folk op og ser på. Så snart håndværkerne er gået hjem, er der ingen som har interesse for byggepladsen. Mennesker orienterer sig mod andre mennesker. Vi kan godt lide at opholde os og færdes sammen med andre. Og andre mennesker og menneskelig aktivitet er genstand for større opmærksomhed og interesse end noget andet emne. Det er aktiviteter som kendetegner et rums attraktion. Dette gælder også for internettet. Museumsblogs, hvor museets ansatte fortæller om deres arbejde hører ind under denne kategori. Fotos fra “behind the scenes” og videointerview med kuratorer er andre eksempler.

“Anonymous man re-wrapping: Day 4″ fra Brooklyn Museums Flickr fotoalbum.

Det karakteristiske ved den passive kontakt, der ligger i blot at være i rum med andre og betragte dem er, at det er en kontakt på et beskedent niveau, men dog en kontakt. Dette gælder også for internettet. Samtidig er det en mulig indgang til kontakt på andre niveauer og det er derfor, at det er vigtigt med en delefunktion og et kommentarfelt. Ved at give brugerne mulighed for let at dele, skaber museet grundlag for, at brugerne kan dele informationen med andre på for eksempel Facebook og få en dialog i gang der samt vedligeholde allerede etablerede kontakter. Kommentarfeltet der i mod giver en mulighed for at komme med kommentarer, men også at betragte andres kommentarer og lade sig inspirere af dem. Kommentarfeltet bliver på denne måde en kilde til information om den sociale omverden samt en kilde til inspiration. Altså et stimulerende oplevelsestilbud

Da Dwarf i foråret lavede deres undersøgelse af danskerne på Facebook, var konklusionen at en stor gruppe Facebook-brugere blot ser på. Resultaterne fra mit speciale viser, at denne gruppe er endnu større, når det gælder museers Facebook-sider. Med denne viden om passiv kontakt er det måske slet ikke så alarmerende, at de færreste kommenterer. Blot at klikke ind på et museums Facebook-side kan give en ekstra mulighed for at være sammen med andre på en stilfærdig og uforpligtende måde. Blot dette at se og høre andre er en positiv oplevelse. Og, det kan være en mulig indgang til kontakt på andre niveauer. Gennem Facebook, Flickr eller andre sociale medier kan andre former for kontakt gro frem. Mødet, tilstedeværelsen i det samme rum er den første forudsætning. Det der er vigtig er, at den fysiske struktur understøtter den sociale struktur.

Det der især har interesseret mig er motivationen for fællesskabet. Når jeg i specialet taler om fællesskabsstruktur har jeg især haft fokus på den “lim”, der holder fællesskabet oppe. Og selve analysen har da også brugerne som udgangspunkt. Jeg endte med at se nærmere på Nationalmuseet og Louisianas Facebook-sider, men har også haft en kontrolgruppe på 5 kulturhistoriske museer og 5 kunstmuseer. Clay Shirky´s model for brugermotivation (tilsagn, værktøj, forhandling), som jeg omtalte i forrige indlæg, viste sig at være meget anvendelig. Derudover brugte jeg Nielsens 90/9/1 model over bruger aktivitet i de sociale medier og sammenlignede med Dwarfs undersøgelse af danskernes aktivitet på Facebook, som jeg lavede om til en 51/44/5 model. Tallene står for “betragtere”, aktive og meget aktive. Ikke særligt overraskende viste det sig, at brugerne i forhold til museer lægger sig op ad Nielsens model. Der er ikke det tætte følelsesmæssige bånd, som brugerne har til deres nærmeste netværk af venner og kolleger.  Tre museer lå forholdsvis tæt på Nielsens model:

Nationalmuseet 89,4/10,4/0,2
Handels- og Søfartsmuseet 91,3/8,7/0
Industrimuseet Frederiks Værk 93,3/5,6/1,03

Det der karakteriserer disse tre museer er, at de har en høj grad af aktivitet. De har alle mange opslag, kommenterer ofte på brugernes kommentarer og så har de alle tre stillet deres brugere spørgsmål. Det sidste er der også andre museer, der har gjort, men tallene viser, at dette ikke kan stå alene. Via de tre omtalte “ingredienser” giver museerne inddirekte brugerne et tilsagn om, at de betyder noget for museet. En model som der sagtens kan arbejdes videre med. Det kunne for eksempel være interessant at se, hvad det ville betyde for brugernes motivation, hvis museerne også brugte brugergenereret indhold. Nationalmuseet har gjort det en gang, men de to andre har ikke benyttet sig af dette.

Som den kvikke læser allerede har set, så er alle tre museer kulturhistoriske museer. Ingen af de 6 kunstmuseer i undersøgelsen kom i nærheden af at have en høj brugeraktivitet. Selvom det på Louisianas Facebook-side ser ud som om, at der er en høj brugeraktivitet, viste det sig, at 98 % af deres brugere er “betragtere”. Lignende tal kom frem i forbindelse med kontrolgruppen. Hvad dette skyldes har jeg ikke undersøgt nærmere. Måske en kulturforskel?

Hele specialet kan hentes ved at klikke på linket i titlen: “Danske museer og fællesskaber – med særligt fokus på nye fællesskaber i de sociale medier”

Ser man på det seneste udspil fra Kulturministeriet: ”Kultur for alle” (2009) er ord som vidensdeling og dialog samt begreber som brugerinddragelse og social inklusion i fokus. Kulturen skal ud til alle, også de der i dag ikke bruger museerne.

”Kultur for alle” bygger videre på intentionerne fra rapporten ”Reach out” fra 2008, men hvor ”Reach out” var et inspirationskatalog er der i ”Kultur for alle” krav om, at museerne lever op til intentionerne. Museerne skal gå i dialog med brugere og ikke-brugere og de skal dele deres viden med hinanden og resten af samfundet.

Ser man på intentioner og krav i forhold til nye medier, så spiller de stadig en forholdsvis lille, men dog vigtig rolle. I ”Kultur for alle” bliver der lagt vægt på, at digitaliseringen af kulturarven fortsættes. En konklusion der bygger videre på rapporten ”Digitalisering af Kulturarven” fra 2009, hvor et udvalg under Kulturministeriet kom med forslag til digitalisering af udvalgte dele af kulturarven. Desuden er der i ”Kultur for alle” et pålæg om at fremme brugen af nye teknologier i museernes formidling. Ligeledes gøres der i ansøgningsvejledningen til de generelle midler under museumsloven opmærksom på, at et af Kulturministeriets fokusområder de kommende år er ”Nye medier” .

Med Formidlingsplanen har kulturarvsstyrelsen haft fokus på museernes formidling i perioden 2007-2010. Formidling på internettet fylder meget i og med, at der både kan søges til digital formidling gennem digitaliseringspuljen og formidlingspuljen . Desuden kan der søges til digitalisering gennem Kulturnet Danmark puljen. Af de projekter, som i perioden har fået tilskud gennem formidlingspuljen, er der kun et, som tager sit udgangspunkt i de sociale medier. Nemlig Nationalmuseets ”Flirt, filosofi og facebook”. Digitalisering bliver altså i høj grad tolket som selvstændige projekter på egne platforme. En tendens som også kommer til udtryk i bogen ”Digital museumsformidling – i brugerperspektiv” fra 2009.

I ”Kultur for alle” lægges der også stor vægt på en udvikling af museernes markedsføring, således at så mange borgere som muligt får oplysninger om de kulturtilbud museerne har. Der lægges op til, at museerne i højere grad tænker på, hvor brugerne henter deres oplysninger og krav om, at de i højere grad end i dag, når andre borgere end museets kernebrugere. Internettet bliver ikke nævnt i denne sammenhæng, men der lægges op til, at museerne går nye veje for at nå brugerne. Med ”Nye medier” som et fokusområder er det nærliggende at antage, at der i denne sammenhæng også bliver tænkt på disse.

Intentionerne fra kulturministeriet går hånd i hånd med den internationale udvikling indenfor museologien som går under betegnelsen ”ny museologi”. Udviklingen er dels drevet indefra, men også i udlandet har museerne mærket et politisk pres i retning af en større åbenhed og mere fokus på brugerne af museerne. Spørgsmålet er, hvor stor en del af personalet på de danske museer, som er fortalere for “ny museologi” og om alle disse nye tiltag, krav og forventninger bliver set som en opbakning til tiltag, som allerede er igang? Det er aldrig nemt at sige, hvem der kom først: hønen eller ægget?

Fig.9: Museers brug af Facebook til formidling

Når vi ser bort fra, at 19 museer slet ikke bruger Facebook til formidling, så har de fleste museer som bruger Facebook til dette 25-49% opslag af denne art. Kun 20 % bruger mellem 50-100 % af deres tilstedeværelse på Facebook til formidling.Kunstmuseerne er i undertal idet kun et kunstmuseum befinder sig i denne kategori. Nemlig Bornholms Kunstmuseum. Det er dog ikke museum, som er særligt aktivt på Facebook.

De øvrige museer er alle kulturhistoriske.

3 museer bruger i høj grad deres blogs på Facebook. Disse er Nationalmuseet, Moesgård Museum og Handels – og Søfartsmuseet. De integrerer hermed et andet socialt medie på Facebook og opnår på denne måde både at gøre opmærksom på dette medies eksistens samt at formidle museets forskning. Nationalmuseet og Moesgård Museum har begge flere blogs, mens Handels- og Søfartsmuseet har en, hvor museet samlet formidler museets forskning samt giver et indblik ”bag scenen” på museet. Alle Handels- og Søfartsmuseets blogindlæg slås op på Facebook og udgør, med en enkelt undtagelse, opslagene. På Nationalmuseet og Moesgård museums Facebook sider er det ikke på samme måde alle blogindlæg, som bliver slået op.

Museum Sønderjylland har ingen blog, men bruger noterne og fotoalbummet på Facebook til at formidle om deres udgravninger. Dette er en fin løsning for et lille museum med begrænsede resourcer.

Vikingeskibsmuseet integrerer den formidling, der er på museets hjemmeside. Desuden bruger museet video i formidlingen på Facebook samt henviser til andre medier som DR og fagmagasiner. Dog kun hvis disse mediers indslag omhandler formidling fra Vikingeskibsmuseet. Det samme gælder for Nationalmuseet.

Skanderborg Museum linker også til eksterne sites, dog i et langt større omfang end Vikingeskibsmuseet, idet museet også linker til sites som generelt omhandler museets kerneområder. Signalet er tydeligvis, at museet er interesseret i at underbygge og udvide brugernes viden om områderne. Desuden viser museet på denne måde, at det ser sig selv som en del et netværk på internettet. Dette er et skred i den generelle museumsopfattelse, hvor museer generelt giver indtryk af oftest at se sig selv, som unikke størrelser, der højest linker til andre museer. Internettets struktur påvirker på denne måde museets selvopfattelse.
Museet bruger desuden fotoalbummet til at formidle museets fund.

Glud Museum har i analyseperioden ligesom Bornholms Kunstmuseum ikke været særligt aktive. Dette skyldes dog, at museet er et frilandsmuseum og derfor ikke har udadvendte aktiviteter i vinterperioden.

I analysen har jeg valgt udelukkende at se på de statslige og statsanerkendte museer. Dette valg har jeg foretaget for at sætte en naturlig begrænsning. De fonds-, forenings- og privatejede museer figurer derfor ikke i opgørelsen. Heller ikke et museum som Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg som sorterer under Slots- og Ejendomsstyrelsen er med i analysen. Eller Middelaldercentret i Nykøbing F. som er et eksperimental-arkæologisk Center og altså ikke et museum. Korriger mig endelig, hvis jeg tager fejl.

I valget af museer er jeg gået ud fra den liste over statslige og statsanerkendte museer, som er tilgængelig på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside

Danske museer på Facebook pr. april 2010

Fire museer er tilstede to gange. Danmarks Tekniske Museum har to profiler, hvoraf den ene er inaktiv. AROS har både en side og en gruppe. Begge er aktive. Koldinghus har både en profil og en gruppe, hvoraf gruppen er inaktiv. Museum Sønderjylland har to grupper, hvoraf den ene er inaktiv. Disse fire museers dobbelte tilstedeværelse er ikke talt med i det samlede antal museer (de tre øverste bokse), men de optræder to gange under opdelingen i sider, profiler og grupper. Da det kun er AROS, som er aktive begge steder, har det kun betydning i denne sammenhæng. AROS´side er den der er mest aktiv med 14 opslag i analyseperioden (uge 49 2009 – uge 8 2010) mod 7 i gruppen.

Af de 8 statslige museer er 5 repræsenteret på Facebook. 4 af disse er aktive. 2 hovedmuseer er repræsenteret (Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst). Statens Forsvarshistoriske Museum er repræsenteret 3 gange. Dels som Statens Forsvarshistoriske Museum (gruppe) og dels som henholdsvis Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet (sider). Statens Forsvarshistoriske Museums gruppe er inaktiv, mens Tøjhusmuseets og Orlogsmuseets sider er aktive. Begge sider er oprettet i første halvdel af 2010, mens gruppen er oprettet i november 2007.

Den række af sammenlægninger, der har været i den seneste tid afspejler sig ikke entydigt i måden museerne har valgt at optræde på Facebook. Det er stadig i langt overvejende grad det enkelte museum, som er tilstede. Derfor kræver det en helt anden inddeling at udregne procentdelen af museer på Facebook.

Med udgangspunkt i sammenlægningerne ser tallene således ud:

Ifølge Kulturarvsstyrelsens liste er der i alt 124 statslige og statsanerkendte museer i Danmark. Det vil sige at ≈43 % af disse er repræsenteret på Facebook. Langt de fleste sammenlagte museer er repræsenteret via et eller flere museer. På den måde kan man sige, at museet ikke er repræsenteret som sådan, men gennem en ”afdeling”, men da befolkningen næppe går rundt og tænker, at Skive Ny Kunstmuseum nu er Museum Salling, giver dette kun mening i en analyse og ikke i dagligdagen. Enkelte af de sammenlagte museer er foruden at være repræsenteret af en sådan ”afdeling” også repræsenteret i sin nye form. Dette gælder for Museum Lolland-Falster og som tidligere nævnt Statens Forsvarshistoriske Museum.

Ifølge listen fordeler de statslige og statsanerkendte museer sig på 88 kulturhistoriske museer, 34 kunstmuseer og 2 naturhistoriske museer. Deres repræsentation på Facebook fordeler sig på følgende vis:

De kulturhistoriske museer er dermed den gruppe med den laveste repræsentation i det kun 39,5% af de 88 museer er repræsenteret. Yderligere er kun 33% aktive. Dernæst kommer de naturhistoriske museer med en repræsentation på 50%. Og endelig kunstmuseerne med en repræsentation på 53% ud af 34 museer.

Det må vist være tal nok for denne gang.

Danske museer på Facebook pr. marts 2010

Sider (32 museer)
AROS
Kunstindustrimuseet
Danish Technical Museum
Danmarks Industrimuseum Horsens
Danmarks Tekniske Museum
Den Gamle By
Det Nationalhistoriske Museum
Frilandsmuseet i Maribo
Fuglsang Kunstmusum
Fyns Kunstmuseum
Glud Museum
Handels- og Søfartsmuseet Kronborg
HEART
Horsens Kunstmuseum
Industrimuseet Frederiks Værk
Karen Blixen Museet
Kvindemuseet
Louisiana
Medicinsk Museion
Moesgård Museum
Museet for Fotokunst
Museum Lolland-Falster
Nationalmuseet
Naturama
Ny Carlsberg Glyptotek
Ordrupgaard
Skagens Museum
Skagens By- og Egnsmuseum
SNYK Skive Kunstmusem
Statens Museum for Kunst
Teatermuseet
Trapholt
Vikingeskibsmuseet

Profiler (3 museer)
Arken
Museet på Koldinghus
Museet på Sønderskov

Grupper (4 museer)

AROS
Koldinghus
Bornholms Kunstmuseum
Vestsjællands Kunstmuseum

Danmarks Tekniske Museum har nu to Sider. Den ene er dannet i juni 2008 og den anden i marts 2010.  Med den første Side (fra 2008) var museet blandt de første museer på Facebook, kun overgået af Moesgård Museum, som var allerførst i februar 2008. Desværre gik museet hurtigt “dødt” og der er kun to poster på Væggen. Museet kom på Facebook i en tid, hvor der var stor usikkerhed omkring, hvad det skulle bruges til. Måske er det også derfor at Siden fra 2008 har det engelske navn: Danish Technical Museum. Jeg var i samme periode selv initiativtager til at starte en side for FARMA (Farmaceutisk Fakultet, Kbh.s Universitet), hvor jeg arbejdede på det tidspunkt og kan godt huske fornemmelsen af at famle i blinde. Det er ikke altid optimalt at være først. Da museet er dansk er det fornuftigt at vælge den danske titel til den nye side. Måske skulle de lave lidt reklame for denne side via den gamle? Der er trods alt 146 fans på den gamle og de kunne da være rare at få med over.

Langt de fleste har, som det er tydeligt at se, en Side, men enkelte har valgt at lave en Profil. Det ligner lidt en trend, hvis jeg skal dømme efter de anmodninger jeg personligt får og jeg er ikke ubetinget begejstret. For mig er det lettere grænseoverskridende, at et museum kan følge med i mine statusopdateringer og, at vi på denne måde skal være “tæt” på hinanden. Jeg har indtil videre kun kigget løst på to profiler: Arkens og Museet på Koldinghus´. Hvor Arken ser ud til at benytte Profilen til en lettere og mere kammeratlig tone, ligner Koldinghus´Profil umiddelbart mere de andre museers. Koldinghus har samtidig vaklet lidt og først lavet en Gruppe, som et par måneder efter er blevet afløst af Profilen (henholdsvis juni 2009 og september 2009).  Det er ikke nemt.

Grupper giver i sammenhæng med museer ikke så meget mening. Slet ikke nu, hvor de er fjernet fra startsiden og dermed er mere eller mindre usynlige. Det eneste skulle da være, hvis en meget aktiv venskabsforening ønskede at lave en gruppe for dens medlemmer eller museet havde et specielt emne, som det ønskede at samle en gruppe omkring. Personligt har jeg dog endnu ikke set nogen grupper fungere optimalt. Måske for nogen med en dedikeret interesse for et bestemt emne.

Christian Kjær fra Officekonsulenterne havde i september sidste år et blogindlæg om Sider vs Grupper, som jeg kan anbefale at læse.

Hvis jeg har glemt nogen, vil jeg sætte stor pris på en kommentar.

Karakteristisk for økomuseet er, at fremfor at basere sig på udefra kommende ”eksperter” – personificeret i det typiske museumspersonale bestående af forskere og formidlere – opfordrer museet de lokale ”communities” til selv at identificere og tage kontrol over deres kulturarv.

Et andet karakteristika er, at det foregår in situ. Fremfor at fjerne kulturarven fra dens oprindelige tilhørsforhold over i et museum udenfor lokalområdet, som der har været tradition for, forbliver arven i dens oprindelige kontekst, i lokalmiljøet .

Økomuseer kan have mange udformninger og betegnelsen øko er ikke udtryk for, at museet beskæftiger sig med miljø i en økologisk eller biologisk forstand, men skal forstås bredere. Miljø betegner i denne sammenhæng et geografisk område med alt hvad dette indebærer af geologi, planter, dyr, mennesker, landskabet som de har formet, deres traditioner, materielle kultur og måde at leve på .

Oprindeligt stammer ideen fra Frankrig, som i løbet af 1960´erne og 70´erne udviklede konceptet. Dets to største fortalere var Hugues de Varine og Georges Henri Riviére. Varine var meget optaget af demokratiseringen af museerne og satte derfor betydningen af ”communities” ind i en økonomisk og politisk ramme. Riviére havde sine rødder i fransk etnografi og var derfor optaget af at forbinde historien, dens objekter og kulturgenstande med det lokale miljø.

De to første økomuseer var Ecomusée des Monts d´Arrée og Ecomusée de I´lle de Ouessant og var knyttet til udviklingen af Parc Naturel Régional d´Amorique in Finistére (Bretagne). De blev etableret i slutningen af 1960´erne med bistand fra Riviére.

Karakteristisk for økomuseet er altså, at det forener indbyggernes historie med landskabet og de spor indbyggerne har sat i dette. Et andet karakteristika er, at museet ikke er samlet i et afgrænset område, men består af flere lokaliteter spredt ud i landskabet. I den skandinaviske model for økomuseet, som får sin udbredelse i 1980´erne, er der ofte tale om meget store geografiske arealer, hvor kulturlokaliteter forbindes med hinanden. Og, dets måske vigtigste karakteristika er, at økomuseet er, hvad de lokale indbyggere i samarbejde med museumspersonalet kan blive enige om, at det er. Økomuseet er altså først og fremmest de lokales museum og tæt knyttet til dette ”community”.

Der findes flere forskellige modeller for økomuseet men den der tydeligst har fremlagt forskellen på det traditionelle museum og økomuseet er René Rivard. Han betegner det traditionelle museum med fire ord: bygning + samling + eksperter + publikum og sammenligner dette med de fire ord, som betegner økomuseet: område + kulturarv + erindring + indbyggere .

Med den store vægt der i økomuseet er på kulturarv er det oplagt at spørge sig selv om elementer fra økomuseet kan indkopereres i kunstmuseet, men et projekt som Myplace viser, at dette godt kan lade sig gøre.

Myplace var et projekt som udsprang af et samarbejde mellem Fuglsang Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum, Museet for Samtidskunst, KØS- Museum for kunst i det offentlige rum samt Vestsjællands Kunstmuseum. Projektet var knyttet til udstillingerne Havnen, Torvet, Højen, Søen og Træet – samlet under betegnelsen KURS -, hvor en række samtidskunstnere fortolkede disse fem stedbegreber. Stederne var udvalgt af museerne som karakteristiske for det enkelte museums beliggenhed. På Myplace kunne brugerne uploade deres egne foto-fortolkninger af disse fem. De respektive fotos blev indsat på et kort, så det var muligt at se på, hvilken lokalitet de var taget. Projektet indeholdt hermed væsentlige elementer af økomuseet. Fortolkningen af en lokalitet, båndet mellem en lokalitet og dens indbyggere – her først og fremmest museets egen forståelse af dets omgivelser, som blev omsat til brugernes forståelse af deres – og brugernes egen fortolkning af en lokalitet i samspil med kunstnernes fortolkning af samme. Samtidig var lokaliteterne spredt ud over et større geografisk område, men samtidig samlet på sitet Myplace, der på denne måde kan ses som en pendant til økomuseet. Desuden viste projektet, hvordan det er muligt at bruge elementer fra de sociale medier eller det man også kalder web 2.0 til at danne et ”community” omkring et bestemt emne.

Erklærede økomuseer i Danmark er: Samsø Økomuseum, Søhøjlandets Økomuseum, Vestjyllands Økomuseum og Sydfalster Økomuseum. De to sidste har ikke nogen hjemmeside, så det er lidt usikkert, hvor etablerede de er.

Museet havde i uge 6 fire tiltag som affødte en række kommentarer. De to af dem var konkurrencer, en tredie var en opfordring til at linke til ens blog, hvis man havde skrevet om Tate. Jeg vil ikke gå nærmere ind på disse tre, men den fjerde var interessant og kan generaliseres. Det vil sige, den kan også være nyttig for andre museer med Facebook fansider. Tate spurgte nemlig deres fans, hvad de ønskede af Facebook siden.  Svarene har jeg forsøgt at kategorisere, for at få et overblik over om der tegner sig et billede og det vil jeg vove at påstå, at der gør.

13 af kommentarerne var useriøse eller gik på museet som sådan. De er derfor ikke talt med i nedenstående. Nogle fans havde flere ønsker og figurerer derfor flere gange. Tallet ved hver kategori viser, hvor mange der ønskede den nævnte kategori.

•    Introduktion til samling og baggrundsinformation om udstillinger: 37
•    Interviews med kuratorer og kunstnere: 16
•    Information om begivenheder på museet: 9
•    Konkurrencer, tilbud og vouchers: 6
•    Diskussion om kunst: 2
•    Interview med brugere af museet/ bruger udstillinger: 2
•    Chat med kunstnere: 1

Svarene viser med al tydelighed, at en Facebook fanside ikke skal ses som en direkte marketingsside. Fans af en museumsside ønsker at lære museet bedre at kende. En del gav direkte eller indirekte udtryk for, at de langt hellere ville høre kuratorernes stemme end marketingsafdelingens, som også kategori to viser. En del ønskede ligefrem interviews med kuratorerne for at høre, hvilke overvejelser disse gør sig i forbindelse med samlingen og særudstillinger. Selvom der var ni som ønskede at høre om events og begivenheder på museet, så var der også enkelte, der gav direkte eller indirekte udtryk for, at fansiden skulle adskille sig fra hjemmesiden ved at være mere interaktiv. En enkelt sagde direkte, at oplysninger af den art kunne han finde på hjemmesiden.

Konlusionen på undersøgelsen kan udtrykkes i dette, som en af de mange fans sagde: “Treat it as a curatorial space NOT as a marketing channel.”

Du kan se hele “samtalen” ved at gå ind på Tates Facebook side, vælge “Billeder”, herefter “Vægbilleder” og klikke på dette foto:

Før jul blev jeg med rette slået en lille smule ud af kurs. En venlig underviser stillede mig det meget relevante spørgsmål: “Har du en mission?”. Ups, det har jeg jo nok,  men må også erkende, at et speciale  ikke er det samme som et manifest. På den igen.

Et speciale er heller ikke en håndbog, selvom det måske nok mere er min boldgade. Der skal både teori og analyse til for at opfylde genrens kriterier. Det kunne jo sagtens være at se på, hvad museerne gør på de sociale medier i dag, men det ville både være omfattende, meget lidt udbytterigt og ikke særlig spændende for mig. Trods alt skal jeg leve med dette projekt i 9 måneder endnu.

Langt mere spændende er det at se på, hvilke områder museet begiver sig ind på ved at bruge de sociale medier. Og, hvordan disse områder kan udnyttes til museets fordel. Gerne til formidling, som jo er min oprindelige problemformulering.

Så de tre begreber, der tumlede rundt i hovedet på mig i formiddags var: opmærksomhedsøkonomi, oplevelsesøkonomi, brugergeneret indhold.

Ens for dem alle er at, hvis du ikke forstår dem, kan du ikke udnytte dem fuldt ud.

Oplevelsesøkonomien forsvandt hurtigt, men står på en krøllet lap et sted i skrivebordsroderiet. Opmærksomhedsøkonomi lavede jeg research på og jeg lægger links nederst i indlægget til andre, der har skrevet meget bedre om det, end jeg kan gøre. Det viste sig nemlig ret hurtigt at være “brugergenereret indhold”, der endnu engang fangede mig mest.

En hurtig brainstorm endte med to essentielle begreber:

• “social networking”
• “communitybuilding”

Alt for mange – både firmaer og museer – kaster sig hovedkuls ud i brugergenereret indhold uden at have en klar plan med det. Eller de gør det slet ikke, fordi de er usikre på, hvad det er og hvad det fører til.

For mig at se er brugergenereret indhold i høj grad med til at skabe sociale netværk omkring et bestemt emne. Det som man også kan kalde interessefællesskab. Community building dækker både over et fællesskab omkring et emne og over et fællesskab, som bygges op omkring en bestemt region eller et lokalområde. Begrebet er ikke ukendt indenfor museologien, hvor et museum som Brooklyn Museum, har haft stor succes med at bygge et fællesskab op omkring museet.

Den afklaring gav mig et par titler til litteraturlisten, så nu vil jeg synke ned i lænestolen og starte med at læse Jono Bacons The Art of Community.

Bogen kan downloades gratis og det gav en fattig studerende råd til at bestille Tara Hunts The Whuffie Factor,  som kommer en af de nærmeste dage med posten.

Her et par links til opmærksomhedsøkonomi:

Edge Perspectives with John Hagel

Seismonaut