De sidste par dage har jeg haft lejlighed til at smugkigge lidt på sitet og jeg er imponeret! Jeg har tilbragt nogle fornøjelige timer med at følge spor gennem kunsthistorien, kigge nærmere på enkelte værker og kunstnere samt læse historier. Og, der er til mange timer endnu.

Der er gjort meget ud af brugervenligheden uden at gå nævneværdigt på kompromis med æstetiken.

Dette er selvfølgelig en påstand med modifikationer og kun en kommende brugertest vil vise om dette generelt gælder alle brugere. Selv hører jeg til de meget utålmodige brugere, men idet jeg tilbringer meget af min vågne tilstand på internettet er det en nærliggende konklusion, at jeg ikke er prototypen på en almindelig bruger.

Der er da også basis for forbedringer. For eksempel er det ikke altid helt klart, hvordan man kommer tilbage til udgangspunktet, når man har valgt en menu under eksempelvis en bestemt kunstner.

Et eksempel er, da jeg kiggede nærmere på L.A.Ring. Her valgte jeg menuen “Forbindelser” og trykkede på “Symbolske træer”. Da jeg ville tilbage til L.A. Ring tog det mig en rum tid at regne ud, at jeg blot skulle klikke på bjælken øverst, hvor der stod L.A.Ring.

Det var også en ren tilfældighed, der gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg kunne zoome ind på et værk. Derefter var det ret svært at gennemskue, hvordan jeg kom tilbage til billedet i normal størrelse. Mit bud er, at det ikke er alle, der ligesom mig, lystigt klikker på alt indtil løsningen er der.

I de seneste dage er mine Facebook-venner blevet bombarderet med links fra sitet, mens jeg har testet dele funktionen.

Det er for mig at se meget vigtigt at kunne dele specifikke sider med ens netværk. Det har stor betydning for dialogen i al sin mangfoldighed. At dele for eksempel et yndlingsværk på Facebook er at give noget til fællesskabet, som kan være til fælles fornøjelse, glæde eller måske sågar noget som kan bidrage til viden. Derudover viser jeg dels noget af mig selv og får dels lejlighed til en dialog omkring værket. Er det for eksempel også andre venners yndlingsværk eller har de andre bud?

I den sammenhæng er det vigtigt, at linket viser hen til den specifikke side jeg ønsker at dele. Det forvirrer og er utilfredsstillende både for den der deler linket og den som åbner det, hvis linket viser hen til en anden side. Hensigten med delingen ryger ganske enkelt og det bliver et irritationsmoment for både afsender og modtager. Funktionen er de seneste dage blevet optimeret, men rummer stadig et udviklingspotentiale.

Jeg har med succes delt mit yndlingsværk og det gav mig blod på tanden. Som et forsøg delte jeg den før omtalte forbindelse “Symbolske træer”, som også går under betegnelsen “spor”. Den side jeg troede jeg delte var bare ikke den side der dukkede op på Facebook. I stedet for kom forsiden til sporet op, hvilket krævede et klik på en bjælke for at komme til den side jeg oprindeligt ønskede at dele. Ikke godt.

Et andet område, hvor der er mulighed for udvikling er boksen som kommer op på Facebook i forbindelse med delingen. Den rummer desværre ikke de store oplysninger om, hvad det er jeg deler. Ved delingen af mit yndlingsværk står der for eksempel blot “Statens Museum for Kunst:Værker”. Ikke, at det er L.A.Rings “I havedøren. Kunstnerens hustru” fra 1897. En lille bitte information, som alligevel betyder meget.

Intet er perfekt og det gode ved den digitale verden er, at et produkt aldrig er færdigt men altid kan ændres. Mens udviklingsteamet på smk digital arbejder videre, hygger mig imens med at gå på opdagelse i kunsthistorierne. Og, jeg er overbevist om, at næste gang jeg går på Statens Museum for Kunst, ser jeg på værkerne med nye øjne og anderledes vinkler.

Møn Museum (Stege) har sin helt egen charme, idet der formidlingsmæssigt ikke er foretaget ændringer i mange, mange år. Nu er der tiltag i gang, som skal bringe formidlingen mere “up to date”. Afdelingen der omhandler oldtiden har fået et frisk pust. Jeg har lagt nogle fotos ud på Flickr, som viser denne forandring. For der, hvor det virkelig rykker er ude i sidebygningen, som rummer særudstillingerne. Møn Museum deltager nemlig i kunstfestivalen Tumult og har inviteret kunstnerne Kristina Ask, Christian Hillesø, Till Junkel og Line Skywalker Karlström indenfor. Samtidig udfolder andre kunstnere sig rundt om på Møn og i Stege især. Der er rigtig mange gode værker, men dette indlæg koncentrerer sig om fire  af  de værker, som går direkte i klinch med museet som begreb og metode. Nemlig Kristina Ask´s “At animere et arkiv” og Till Junker´s “Lydbølger gennem byen” på selve museet, samt Astrid Winsløw Hammer og Mia Sloth Møller´s “Kulturbureau” i Stege og Thomas Gunnar Bagge´s “Svensmarkes monumenter” i Svensmarke. Alle fem kunstnere er med i gruppeprojektet “Arkiv Stakit Kasket”, som har Møns lokalhistorie som omdrejningspunkt. Med arkivet som udgangspunkt undersøger de synlige og usynlige samt tilgængelige og  utilgængelige spor efter det levede liv.

I “Kulturbureau” benytter de to kunstnere sig af levende kilder. I august var de på landevejen med deres lille kontor for at indsamle historier og genstande om livet på Møn i 2010. Det indsamlede materiale er blevet registreret,  katalogiseret og arkiveret og kan ses i campingvognen på Stege Torv. De to kunstnere har indsamlet et stykke dansk kulturhistorie ved at benytte sig af museets egne metoder, men som det blandt andet ses herunder har projektet et twist, som gør, at det alligevel adskiller sig fra, hvad et museum selv ville have gjort.

I “Svensmarkes monumenter” har Thomas Gunnar Bagge opsat en række informationstavler, som de der er opsat ved kulturarvssteder i landskabet. Det er dog ikke historiske facts vi bliver informeret om, men hverdagens monumenter, som herunder den nedlagte transformaterstation.

I “At animere et arkiv” tager Kristina Ask udgangspunkt i museets opmagasinerede genstande. Hendes særlig fokus er alle de genstande som private har indleveret til museet og som aldrig bliver vist. Disse kobler hun til museets tilblivelses historie gennem oplæsninger fra blandt andet Møns Folkeblad.

Og endelig er der Till Junker´s byvandring “Lydbølger gennem byen”. Gennem et par ældre mønboeres fortællinger bliver vi guidet gennem Storegade og byens historie fortalt via bygningerne og de oplevelser fortællerne knytter til disse. Selv gik jeg rundt med et stort smil og af og til trang til at slå en stor latter op, for der er ind i mellem nogle værre røverhistorier, som er ganske sande. Som for eksempel, hvordan visse piger havde et særligt godt udsyn når de unge mænd var til session. Med en mormor som er vokset op på Møn, var der lige pludselig også nogle af hendes fortællinger som faldt på plads. Guiden kan downloades til eget udstyr, men man kan også låne den  på museet.

Lydbølger igennem byen from Ida Meisling on Vimeo.

Det som kunsten kan i dette tilfælde er, at den kan pege på nogle vinkler, som ofte er overset indenfor den museale kontekst. Både når det angår indhold og formidling. Disse fire værker tager et tydeligt udgangspunkt i museets metoder, mens en lang række af de andre værker, som deltager i kunstfestivalen, tager andre kunstneriske udgangspunkter. Der kommer helt sikkert mere Tumult på Artblog i den kommende tid.

Men jeg kan alligevel ikke helt holde mig fra museumsverden og inspireret af Martins Museumsblog er jeg begyndt at planlægge et par museumsstop, når nu jeg alligevel skal til Jylland.

En af de udstillinger jeg er meget fristet til at lægge ind i programmet er Byens Puls på Kulturhistorisk Museum Randers.

Karakteristisk for økomuseet er, at fremfor at basere sig på udefra kommende ”eksperter” – personificeret i det typiske museumspersonale bestående af forskere og formidlere – opfordrer museet de lokale ”communities” til selv at identificere og tage kontrol over deres kulturarv.

Et andet karakteristika er, at det foregår in situ. Fremfor at fjerne kulturarven fra dens oprindelige tilhørsforhold over i et museum udenfor lokalområdet, som der har været tradition for, forbliver arven i dens oprindelige kontekst, i lokalmiljøet .

Økomuseer kan have mange udformninger og betegnelsen øko er ikke udtryk for, at museet beskæftiger sig med miljø i en økologisk eller biologisk forstand, men skal forstås bredere. Miljø betegner i denne sammenhæng et geografisk område med alt hvad dette indebærer af geologi, planter, dyr, mennesker, landskabet som de har formet, deres traditioner, materielle kultur og måde at leve på .

Oprindeligt stammer ideen fra Frankrig, som i løbet af 1960´erne og 70´erne udviklede konceptet. Dets to største fortalere var Hugues de Varine og Georges Henri Riviére. Varine var meget optaget af demokratiseringen af museerne og satte derfor betydningen af ”communities” ind i en økonomisk og politisk ramme. Riviére havde sine rødder i fransk etnografi og var derfor optaget af at forbinde historien, dens objekter og kulturgenstande med det lokale miljø.

De to første økomuseer var Ecomusée des Monts d´Arrée og Ecomusée de I´lle de Ouessant og var knyttet til udviklingen af Parc Naturel Régional d´Amorique in Finistére (Bretagne). De blev etableret i slutningen af 1960´erne med bistand fra Riviére.

Karakteristisk for økomuseet er altså, at det forener indbyggernes historie med landskabet og de spor indbyggerne har sat i dette. Et andet karakteristika er, at museet ikke er samlet i et afgrænset område, men består af flere lokaliteter spredt ud i landskabet. I den skandinaviske model for økomuseet, som får sin udbredelse i 1980´erne, er der ofte tale om meget store geografiske arealer, hvor kulturlokaliteter forbindes med hinanden. Og, dets måske vigtigste karakteristika er, at økomuseet er, hvad de lokale indbyggere i samarbejde med museumspersonalet kan blive enige om, at det er. Økomuseet er altså først og fremmest de lokales museum og tæt knyttet til dette ”community”.

Der findes flere forskellige modeller for økomuseet men den der tydeligst har fremlagt forskellen på det traditionelle museum og økomuseet er René Rivard. Han betegner det traditionelle museum med fire ord: bygning + samling + eksperter + publikum og sammenligner dette med de fire ord, som betegner økomuseet: område + kulturarv + erindring + indbyggere .

Med den store vægt der i økomuseet er på kulturarv er det oplagt at spørge sig selv om elementer fra økomuseet kan indkopereres i kunstmuseet, men et projekt som Myplace viser, at dette godt kan lade sig gøre.

Myplace var et projekt som udsprang af et samarbejde mellem Fuglsang Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum, Museet for Samtidskunst, KØS- Museum for kunst i det offentlige rum samt Vestsjællands Kunstmuseum. Projektet var knyttet til udstillingerne Havnen, Torvet, Højen, Søen og Træet – samlet under betegnelsen KURS -, hvor en række samtidskunstnere fortolkede disse fem stedbegreber. Stederne var udvalgt af museerne som karakteristiske for det enkelte museums beliggenhed. På Myplace kunne brugerne uploade deres egne foto-fortolkninger af disse fem. De respektive fotos blev indsat på et kort, så det var muligt at se på, hvilken lokalitet de var taget. Projektet indeholdt hermed væsentlige elementer af økomuseet. Fortolkningen af en lokalitet, båndet mellem en lokalitet og dens indbyggere – her først og fremmest museets egen forståelse af dets omgivelser, som blev omsat til brugernes forståelse af deres – og brugernes egen fortolkning af en lokalitet i samspil med kunstnernes fortolkning af samme. Samtidig var lokaliteterne spredt ud over et større geografisk område, men samtidig samlet på sitet Myplace, der på denne måde kan ses som en pendant til økomuseet. Desuden viste projektet, hvordan det er muligt at bruge elementer fra de sociale medier eller det man også kalder web 2.0 til at danne et ”community” omkring et bestemt emne.

Erklærede økomuseer i Danmark er: Samsø Økomuseum, Søhøjlandets Økomuseum, Vestjyllands Økomuseum og Sydfalster Økomuseum. De to sidste har ikke nogen hjemmeside, så det er lidt usikkert, hvor etablerede de er.

• Andre blogs om emnet
• Social inklusion
• Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
• Brugergenereret indhold på museerne
• Community building
• Copyright på kunstmuseer
• YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Initiativtagerne lister selv følgende fordele:

• For museums: Increased the visibility of your collections, reaching new audiences and increased visitor numbers, having photographs of the collections taken that you can use, …

• For Wikimedia: Making more freely licensed images available of important objects in museums, which can be used to illustrate Wikipedia articles and inspire the creation of new articles

• For the public: Winning prizes; having their images used on Wikipedia, experiencing new types and techniques of photography, viewing museum’s collections with a different perspective, …

Du kan læse mere om projektet her ved at klikke på dette link, hvor der også er links til andre Wikimedia projekter relateret til museer samt gode råd til kultursektorens brug af Wikipedia.

Derudover vil jeg gerne opfordre alle kunstnere til at udgive billeder af deres værker under creative common license. Det er der flere grunde til, men den altafgørende for kunstneren selv er, at internettet fungerer efter det budistiske princip: jo mere du giver, jo mere får du tilbage! Hvis du tillader andre  at udgive dine billeder på internettet giver du dine “fans” en mulighed for at udtrykke deres begejstring for dine værker. Det fører til at flere får kendskab til disse. Det giver også dig en god portion social kapital, som er den vigtigste økonomi på internettet. Når jeg en gang i mellem leder efter fotos til et blogindlæg på artblog og støder på en kunstner som har låst sine billeder, så tænker jeg uvilkårligt:”gnier”. Af og til fører det også til, at jeg alligevel ikke skriver om denne kunstner. Hvis vedkommende ikke har forstået, at jeg jo bare gerne vil udbrede kendskabet til en kunstner jeg er begejstret for, så har vedkommende heller ikke fortjent at få omtale. Og, tænk på, at jeg er godt op i 40´erne og tilhører en anden generation end den som nu vokser op med internettet fra de kan trykke på en computertast og derfor har en langt mere radikal indstilling til copyright og det at dele.

Der findes et utal af succeshistorier om, hvordan kunstnere – især musikere – er kommet frem ved at følge det enkle princip at lægge alt ud på internettet til gratis afbenyttelse. Og, der er rigtig gode kunstnere i blandt, som vi ellers ikke ville have kendt. Det er for mig en af de største gevinster ved internettet. Indkomster for disse kunstnere kommer oftest fra andre indtægtskilder, som er opstået som en følgevirkning af, at de deler med hele verden. De laver koncerter, sælger merchandise og nogle lægger deres musik ud både gratis og som køb. Rent faktisk sker det, at en der har downloadet et nummer gratis kommer tilbage og køber det!

I den visuelle kunstverden er David Shrigley et godt eksempel. Alle hans animationer ligger på YouTube og på hans hjemmeside finder du links til, hvor du kan købe det utal af bøger og cd´er, som han har udgivet. Du kan også købe t-shirts og så kan du se fotos af Shrigley tatoveringer, som folk har fået lavet – uden at han er kommet efter dem med copyrightloven i hånden. Tværtimod opfordrer han alle, der har fået lavet en, til at sende et foto til ham.

Og, rent tilfældigt illustrerer denne Shrigley video i virkeligheden nok ganske godt, hvad jeg prøver at pointere:

New friends, David Shrigley

Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa

Før jul blev jeg med rette slået en lille smule ud af kurs. En venlig underviser stillede mig det meget relevante spørgsmål: “Har du en mission?”. Ups, det har jeg jo nok,  men må også erkende, at et speciale  ikke er det samme som et manifest. På den igen.

Et speciale er heller ikke en håndbog, selvom det måske nok mere er min boldgade. Der skal både teori og analyse til for at opfylde genrens kriterier. Det kunne jo sagtens være at se på, hvad museerne gør på de sociale medier i dag, men det ville både være omfattende, meget lidt udbytterigt og ikke særlig spændende for mig. Trods alt skal jeg leve med dette projekt i 9 måneder endnu.

Langt mere spændende er det at se på, hvilke områder museet begiver sig ind på ved at bruge de sociale medier. Og, hvordan disse områder kan udnyttes til museets fordel. Gerne til formidling, som jo er min oprindelige problemformulering.

Så de tre begreber, der tumlede rundt i hovedet på mig i formiddags var: opmærksomhedsøkonomi, oplevelsesøkonomi, brugergeneret indhold.

Ens for dem alle er at, hvis du ikke forstår dem, kan du ikke udnytte dem fuldt ud.

Oplevelsesøkonomien forsvandt hurtigt, men står på en krøllet lap et sted i skrivebordsroderiet. Opmærksomhedsøkonomi lavede jeg research på og jeg lægger links nederst i indlægget til andre, der har skrevet meget bedre om det, end jeg kan gøre. Det viste sig nemlig ret hurtigt at være “brugergenereret indhold”, der endnu engang fangede mig mest.

En hurtig brainstorm endte med to essentielle begreber:

• “social networking”
• “communitybuilding”

Alt for mange – både firmaer og museer – kaster sig hovedkuls ud i brugergenereret indhold uden at have en klar plan med det. Eller de gør det slet ikke, fordi de er usikre på, hvad det er og hvad det fører til.

For mig at se er brugergenereret indhold i høj grad med til at skabe sociale netværk omkring et bestemt emne. Det som man også kan kalde interessefællesskab. Community building dækker både over et fællesskab omkring et emne og over et fællesskab, som bygges op omkring en bestemt region eller et lokalområde. Begrebet er ikke ukendt indenfor museologien, hvor et museum som Brooklyn Museum, har haft stor succes med at bygge et fællesskab op omkring museet.

Den afklaring gav mig et par titler til litteraturlisten, så nu vil jeg synke ned i lænestolen og starte med at læse Jono Bacons The Art of Community.

Bogen kan downloades gratis og det gav en fattig studerende råd til at bestille Tara Hunts The Whuffie Factor,  som kommer en af de nærmeste dage med posten.

Her et par links til opmærksomhedsøkonomi:

Edge Perspectives with John Hagel

Seismonaut

En af de ting jeg hæfter mig ved er at 18% fortæller, at de har deltaget i en begivenhed på museet, fordi den blev annonceret på Facebook. Nu skal man selvfølgelig passe på med at tolke for meget, men hvis konklusionen er, at de ikke havde deltaget, hvis de ikke havde fået besked på Facebook, så er det vel ikke så ringe. Af den resterende del har enkelte lagt kommentarer, som indikerer, at de er glade for at kunne følge med i, hvad der sker på museet. Også selvom de ikke selv kan deltage.

Generelt tegner der sig et billede af, at en lang række mennesker ikke havde haft kendskab til begivenheder, hvis museet ikke havde været på Facebook. Dette skyldes i høj grad, at Facebook for nogle fungerer som et samlingspunkt for al social aktivitet.

M.h.t. hvorvidt der er for mange eller for få updates deler vandene sig. Nogle synes der er for få. Andre, at der er lige tilpas. Det er altid en balancegang, men efter min mening er det langt vigtigere, at et museums updates er relevante og i øvrigt skrevet, så de hurtigt giver et overblik over indholdet, end hvorvidt de skriver hver dag. Nogle museer går  i den anden grøft og skriver meget sjældent. Dermed må der nødvendigvis være nogle begivenheder, som ikke bliver annonceret. Og, desværre er der en tendens til at skrive alenlange updates, hvor der egentlig er vedhæftet et link, som fortæller det samme. Kort og præcist er nøgleordet.

Et andet interessant aspekt ved undersøgelsen er, hvorvidt de spurgte har fået kendskab til Museum of London gennem Facebook.  Hertil svarer 4% ja. Det er naturligvis ikke mange sat op mod de 20 %, som har lært museet at kende gennem venner. Alligevel siger det noget om, at der er muligheder for at nå et nyt publikum gennem Facebook. Det kunne for eksempel have været interessant at spørge de, der har lært museet at kende gennem venner, hvorvidt det var gennem Facebook, at deres venner gjorde dem opmærksom på museet.

Du kan læse hele undersøgelsen ved at klikke på dette link