Karakteristisk for økomuseet er, at fremfor at basere sig på udefra kommende ”eksperter” – personificeret i det typiske museumspersonale bestående af forskere og formidlere – opfordrer museet de lokale ”communities” til selv at identificere og tage kontrol over deres kulturarv.

Et andet karakteristika er, at det foregår in situ. Fremfor at fjerne kulturarven fra dens oprindelige tilhørsforhold over i et museum udenfor lokalområdet, som der har været tradition for, forbliver arven i dens oprindelige kontekst, i lokalmiljøet .

Økomuseer kan have mange udformninger og betegnelsen øko er ikke udtryk for, at museet beskæftiger sig med miljø i en økologisk eller biologisk forstand, men skal forstås bredere. Miljø betegner i denne sammenhæng et geografisk område med alt hvad dette indebærer af geologi, planter, dyr, mennesker, landskabet som de har formet, deres traditioner, materielle kultur og måde at leve på .

Oprindeligt stammer ideen fra Frankrig, som i løbet af 1960´erne og 70´erne udviklede konceptet. Dets to største fortalere var Hugues de Varine og Georges Henri Riviére. Varine var meget optaget af demokratiseringen af museerne og satte derfor betydningen af ”communities” ind i en økonomisk og politisk ramme. Riviére havde sine rødder i fransk etnografi og var derfor optaget af at forbinde historien, dens objekter og kulturgenstande med det lokale miljø.

De to første økomuseer var Ecomusée des Monts d´Arrée og Ecomusée de I´lle de Ouessant og var knyttet til udviklingen af Parc Naturel Régional d´Amorique in Finistére (Bretagne). De blev etableret i slutningen af 1960´erne med bistand fra Riviére.

Karakteristisk for økomuseet er altså, at det forener indbyggernes historie med landskabet og de spor indbyggerne har sat i dette. Et andet karakteristika er, at museet ikke er samlet i et afgrænset område, men består af flere lokaliteter spredt ud i landskabet. I den skandinaviske model for økomuseet, som får sin udbredelse i 1980´erne, er der ofte tale om meget store geografiske arealer, hvor kulturlokaliteter forbindes med hinanden. Og, dets måske vigtigste karakteristika er, at økomuseet er, hvad de lokale indbyggere i samarbejde med museumspersonalet kan blive enige om, at det er. Økomuseet er altså først og fremmest de lokales museum og tæt knyttet til dette ”community”.

Der findes flere forskellige modeller for økomuseet men den der tydeligst har fremlagt forskellen på det traditionelle museum og økomuseet er René Rivard. Han betegner det traditionelle museum med fire ord: bygning + samling + eksperter + publikum og sammenligner dette med de fire ord, som betegner økomuseet: område + kulturarv + erindring + indbyggere .

Med den store vægt der i økomuseet er på kulturarv er det oplagt at spørge sig selv om elementer fra økomuseet kan indkopereres i kunstmuseet, men et projekt som Myplace viser, at dette godt kan lade sig gøre.

Myplace var et projekt som udsprang af et samarbejde mellem Fuglsang Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum, Museet for Samtidskunst, KØS- Museum for kunst i det offentlige rum samt Vestsjællands Kunstmuseum. Projektet var knyttet til udstillingerne Havnen, Torvet, Højen, Søen og Træet – samlet under betegnelsen KURS -, hvor en række samtidskunstnere fortolkede disse fem stedbegreber. Stederne var udvalgt af museerne som karakteristiske for det enkelte museums beliggenhed. På Myplace kunne brugerne uploade deres egne foto-fortolkninger af disse fem. De respektive fotos blev indsat på et kort, så det var muligt at se på, hvilken lokalitet de var taget. Projektet indeholdt hermed væsentlige elementer af økomuseet. Fortolkningen af en lokalitet, båndet mellem en lokalitet og dens indbyggere – her først og fremmest museets egen forståelse af dets omgivelser, som blev omsat til brugernes forståelse af deres – og brugernes egen fortolkning af en lokalitet i samspil med kunstnernes fortolkning af samme. Samtidig var lokaliteterne spredt ud over et større geografisk område, men samtidig samlet på sitet Myplace, der på denne måde kan ses som en pendant til økomuseet. Desuden viste projektet, hvordan det er muligt at bruge elementer fra de sociale medier eller det man også kalder web 2.0 til at danne et ”community” omkring et bestemt emne.

Erklærede økomuseer i Danmark er: Samsø Økomuseum, Søhøjlandets Økomuseum, Vestjyllands Økomuseum og Sydfalster Økomuseum. De to sidste har ikke nogen hjemmeside, så det er lidt usikkert, hvor etablerede de er.

• Andre blogs om emnet
• Social inklusion
• Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
• Brugergenereret indhold på museerne
• Community building
• Copyright på kunstmuseer
• YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Initiativtagerne lister selv følgende fordele:

• For museums: Increased the visibility of your collections, reaching new audiences and increased visitor numbers, having photographs of the collections taken that you can use, …

• For Wikimedia: Making more freely licensed images available of important objects in museums, which can be used to illustrate Wikipedia articles and inspire the creation of new articles

• For the public: Winning prizes; having their images used on Wikipedia, experiencing new types and techniques of photography, viewing museum’s collections with a different perspective, …

Du kan læse mere om projektet her ved at klikke på dette link, hvor der også er links til andre Wikimedia projekter relateret til museer samt gode råd til kultursektorens brug af Wikipedia.

Derudover vil jeg gerne opfordre alle kunstnere til at udgive billeder af deres værker under creative common license. Det er der flere grunde til, men den altafgørende for kunstneren selv er, at internettet fungerer efter det budistiske princip: jo mere du giver, jo mere får du tilbage! Hvis du tillader andre  at udgive dine billeder på internettet giver du dine “fans” en mulighed for at udtrykke deres begejstring for dine værker. Det fører til at flere får kendskab til disse. Det giver også dig en god portion social kapital, som er den vigtigste økonomi på internettet. Når jeg en gang i mellem leder efter fotos til et blogindlæg på artblog og støder på en kunstner som har låst sine billeder, så tænker jeg uvilkårligt:”gnier”. Af og til fører det også til, at jeg alligevel ikke skriver om denne kunstner. Hvis vedkommende ikke har forstået, at jeg jo bare gerne vil udbrede kendskabet til en kunstner jeg er begejstret for, så har vedkommende heller ikke fortjent at få omtale. Og, tænk på, at jeg er godt op i 40´erne og tilhører en anden generation end den som nu vokser op med internettet fra de kan trykke på en computertast og derfor har en langt mere radikal indstilling til copyright og det at dele.

Der findes et utal af succeshistorier om, hvordan kunstnere – især musikere – er kommet frem ved at følge det enkle princip at lægge alt ud på internettet til gratis afbenyttelse. Og, der er rigtig gode kunstnere i blandt, som vi ellers ikke ville have kendt. Det er for mig en af de største gevinster ved internettet. Indkomster for disse kunstnere kommer oftest fra andre indtægtskilder, som er opstået som en følgevirkning af, at de deler med hele verden. De laver koncerter, sælger merchandise og nogle lægger deres musik ud både gratis og som køb. Rent faktisk sker det, at en der har downloadet et nummer gratis kommer tilbage og køber det!

I den visuelle kunstverden er David Shrigley et godt eksempel. Alle hans animationer ligger på YouTube og på hans hjemmeside finder du links til, hvor du kan købe det utal af bøger og cd´er, som han har udgivet. Du kan også købe t-shirts og så kan du se fotos af Shrigley tatoveringer, som folk har fået lavet – uden at han er kommet efter dem med copyrightloven i hånden. Tværtimod opfordrer han alle, der har fået lavet en, til at sende et foto til ham.

Og, rent tilfældigt illustrerer denne Shrigley video i virkeligheden nok ganske godt, hvad jeg prøver at pointere:

New friends, David Shrigley

Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa

Før jul blev jeg med rette slået en lille smule ud af kurs. En venlig underviser stillede mig det meget relevante spørgsmål: “Har du en mission?”. Ups, det har jeg jo nok,  men må også erkende, at et speciale  ikke er det samme som et manifest. På den igen.

Et speciale er heller ikke en håndbog, selvom det måske nok mere er min boldgade. Der skal både teori og analyse til for at opfylde genrens kriterier. Det kunne jo sagtens være at se på, hvad museerne gør på de sociale medier i dag, men det ville både være omfattende, meget lidt udbytterigt og ikke særlig spændende for mig. Trods alt skal jeg leve med dette projekt i 9 måneder endnu.

Langt mere spændende er det at se på, hvilke områder museet begiver sig ind på ved at bruge de sociale medier. Og, hvordan disse områder kan udnyttes til museets fordel. Gerne til formidling, som jo er min oprindelige problemformulering.

Så de tre begreber, der tumlede rundt i hovedet på mig i formiddags var: opmærksomhedsøkonomi, oplevelsesøkonomi, brugergeneret indhold.

Ens for dem alle er at, hvis du ikke forstår dem, kan du ikke udnytte dem fuldt ud.

Oplevelsesøkonomien forsvandt hurtigt, men står på en krøllet lap et sted i skrivebordsroderiet. Opmærksomhedsøkonomi lavede jeg research på og jeg lægger links nederst i indlægget til andre, der har skrevet meget bedre om det, end jeg kan gøre. Det viste sig nemlig ret hurtigt at være “brugergenereret indhold”, der endnu engang fangede mig mest.

En hurtig brainstorm endte med to essentielle begreber:

• “social networking”
• “communitybuilding”

Alt for mange – både firmaer og museer – kaster sig hovedkuls ud i brugergenereret indhold uden at have en klar plan med det. Eller de gør det slet ikke, fordi de er usikre på, hvad det er og hvad det fører til.

For mig at se er brugergenereret indhold i høj grad med til at skabe sociale netværk omkring et bestemt emne. Det som man også kan kalde interessefællesskab. Community building dækker både over et fællesskab omkring et emne og over et fællesskab, som bygges op omkring en bestemt region eller et lokalområde. Begrebet er ikke ukendt indenfor museologien, hvor et museum som Brooklyn Museum, har haft stor succes med at bygge et fællesskab op omkring museet.

Den afklaring gav mig et par titler til litteraturlisten, så nu vil jeg synke ned i lænestolen og starte med at læse Jono Bacons The Art of Community.

Bogen kan downloades gratis og det gav en fattig studerende råd til at bestille Tara Hunts The Whuffie Factor,  som kommer en af de nærmeste dage med posten.

Her et par links til opmærksomhedsøkonomi:

Edge Perspectives with John Hagel

Seismonaut

En af de ting jeg hæfter mig ved er at 18% fortæller, at de har deltaget i en begivenhed på museet, fordi den blev annonceret på Facebook. Nu skal man selvfølgelig passe på med at tolke for meget, men hvis konklusionen er, at de ikke havde deltaget, hvis de ikke havde fået besked på Facebook, så er det vel ikke så ringe. Af den resterende del har enkelte lagt kommentarer, som indikerer, at de er glade for at kunne følge med i, hvad der sker på museet. Også selvom de ikke selv kan deltage.

Generelt tegner der sig et billede af, at en lang række mennesker ikke havde haft kendskab til begivenheder, hvis museet ikke havde været på Facebook. Dette skyldes i høj grad, at Facebook for nogle fungerer som et samlingspunkt for al social aktivitet.

M.h.t. hvorvidt der er for mange eller for få updates deler vandene sig. Nogle synes der er for få. Andre, at der er lige tilpas. Det er altid en balancegang, men efter min mening er det langt vigtigere, at et museums updates er relevante og i øvrigt skrevet, så de hurtigt giver et overblik over indholdet, end hvorvidt de skriver hver dag. Nogle museer går  i den anden grøft og skriver meget sjældent. Dermed må der nødvendigvis være nogle begivenheder, som ikke bliver annonceret. Og, desværre er der en tendens til at skrive alenlange updates, hvor der egentlig er vedhæftet et link, som fortæller det samme. Kort og præcist er nøgleordet.

Et andet interessant aspekt ved undersøgelsen er, hvorvidt de spurgte har fået kendskab til Museum of London gennem Facebook.  Hertil svarer 4% ja. Det er naturligvis ikke mange sat op mod de 20 %, som har lært museet at kende gennem venner. Alligevel siger det noget om, at der er muligheder for at nå et nyt publikum gennem Facebook. Det kunne for eksempel have været interessant at spørge de, der har lært museet at kende gennem venner, hvorvidt det var gennem Facebook, at deres venner gjorde dem opmærksom på museet.

Du kan læse hele undersøgelsen ved at klikke på dette link

Tag gode, interessante og relevante fotos
Med et kvalitets digitalkamera er det i dag ikke svært at tage et godt foto og selvom det selvfølgelig vil være rart for et museum at se deres foto på Flickrs liste over interessante fotos, mener jeg ikke andet end, at det selvfølgelig skal være skarpt, have den rette belysning og den rette beskæring. Det er langt vigtigere for et museum at fokusere på, hvad der er interessant og relevant. Hvilke genstande eller værker i museets samling har interesse for en stor gruppe af mennesker. Hvad er det publikum oftest dvæler ved og diskuterer. Er der noget i samlingen, som rammer et emne, der bliver diskuteret lige nu.

Titler, tags og geotags
En af de mest effektive måder at henlede folks opmærksomhed på museets Flickr profil er ved, at fotografierne dukker op i en søgning på Google billeder. Her er alfa og omega fotografiets titel. Gør den så rammende og relevant som muligt. Altså giv fotografiet en titel, der rammer indholdet præcist og som der en sandsynlighed for, at der er nogen, der søger på. Du kan eventuelt bruge Google Adwords Key Tool eller måske har du en erfaring med søgeord relateret til museets hjemmeside.
Det samme gælder for de tags og den beskrivelse du giver fotografiet.
Du kan læse mere om at optimere fotos til google billedsøgning på bloggen “killr flickr tips”
Geotagging hjælper folk, som ikke kender museets beliggenhed med at placere det på et kort. Store museer synes måske ikke, at dette er nødvendigt, men tænk på, at det måske ikke kun er danskere, som besøger jeres Flickr-profil. Tilfældige besøgende fra udlandet ved måske ikke lige, hvor Århus ligger.

Gør noget ud af museets profil beskrivelse
Sørg for, at navnet på profilen svarer overens med museets navn. Dette lyder måske som logik for burhøns, men nogle af de søgninger jeg har lavet viser, at det er det ikke.
Skriv profilbeskrivelsen så der ikke kan herske tvivl om, at dette er museets officielle Flickr profil. Brug museets logo som profilbillede. Gør noget ud af at fortælle, hvad man kan se på museet. Læg et link i beskrivelsen til museets gruppe, hvor jeres besøgende kan lægge deres egne fotos fra museet. Læg også gerne et link til museets andre profiler på de sociale medier. Måske vil vedkommende gerne være fan af jer på Facebook, se jeres videoer på YouTube eller følge jeres tweets på Twitter. Skriv gerne på både dansk og engelsk. Og sørg for at linke til hjemmesiden.
Har profilen mange fotos, så saml dem i sæt med relevante titler. Og er der ekstra mange og nogle af sættene kan samles under en titel, så lav kollektioner.
Gør det til en vane allerede fra starten aldrig at uploade mere end 5 fotos pr. dag og vær opmærksom på, at det sidste foto skal være det bedste, mest interessante og relevante. Det er en vane du får gavn af, når først museet har fået kontakter. Vælger en flickr-bruger at tilføje jer som kontakt kan denne nemlig vælge at sætte “uploads from contacts” til at vise 5 eller 1 foto. Alt over 5 er altså en slags spild og har vedkommende valgt kun at få vist et, vil det altid være det sidst uploadede, som bliver vist.

Grupper
Lav en gruppe, hvor jeres besøgende kan tilføje deres egne fotos fra museet. De fleste er glade for at vise deres fotos frem i et fællesskab. Og, så giver det jer et godt indblik i hvem jeres besøgende er og hvilke øvrige interesser de har. I kan vælge at lade gruppen være helt åben eller I kan vælge, at man først skal spørge om medlemsskab. Selv er jeg klart fortaler for det første. Skulle der være nogen, som ikke kan finde ud af at overholde reglerne i gruppen findes der værktøjer til at sortliste dem. Alt dette kan du læse om på Flickr.
Hvis gruppen skal fungere optimalt kræver det dog lidt benarbejde. Det er ikke nok blot at oprette gruppen og så sætte sig ned og vente.
Som noget af det første må du igang med søgeværktøjet. Søg på museets navn og find alle de fotos folk har taget på museet. Læg en opfordring i fotografiets kommentarfelt om at tilføje det enkelte foto til jeres gruppe. Dette er en søgning, som du bør foretage med jævne mellemrum. Læg også en opfordring ud på Facebook og sørg for at lave en statusopdatering hver gang, der er nye fotos i gruppen. Det giver blod på tanden til de andre fans. Sørg også for, at det er tydeligt på selve museet, at der findes en Flickr-gruppe, hvor de besøgende kan tilføje deres fotos fra dagen.

Bidrag desuden selv til grupper på Flickr, som rammer det indhold I har på jeres profil. Det er ikke noget man skal overdrive, men vælg en håndfuld grupper som er relevante for jer og tilføj fotos med jævne mellemrum. Hvor mange og hvor ofte kommer helt an på gruppereglerne og størrelsen af gruppen. I en stor gruppe drukner man hurtigt og i en lille skal man passe på ikke at dominere. Find selv en god balancegang.

Vær social!
Grundessensen i de sociale medier er at skabe relationer mennesker imellem. Dette gælder også for museer! Så vis jeres besøgende at I gerne vil bidrage til at skabe et fællesskab omkring museet. Der er flere måder at gøre dette på Flickr. Først og fremmest så tilføj gruppemedlemmerne som jeres profils kontakter. Har I et tema, så lav et galleri på jeres profil, hvor I tilføjer fotos fra gruppen, som passer ind i temaet. Hvis nogen har taget et foto på museet, som I synes er godt, så tilføj det til jeres favoritter. Men gør det kun, hvis I synes fotografiet er rigtig godt ellers bliver princippet udvandet. Kommenter gerne på gruppens fotos. Måske er der en diskussion i gang, hvor I kan bidrage med fakta. Eller måske synes I bare, at dette foto giver en speciel god vinkel på en genstand eller et værk i samlingen. Hvis I finder andre fotos af en genstand eller et værk, som I selv har et foto af på jeres profil, så link til disse. Eventuelt kan I bidrage til en brugers “testemonials”, hvis I synes vedkommende har nogle gode og relevante fotos i forhold til museets genstandsfelt. Bidrag til andre grupper på Flickr.
Endelig kan I vælge at bruge gruppens fotos andre steder, hvor museet har et ansigt udadtil. For eksempel på hjemmesiden. Men husk at spørge fotografen først om det er ok!

Spred det gode budskab
Jeg har allerede givet nogle tips til, hvordan I kan gøre opmærksom på, at museet er på Flickr, så her blot et par tilføjelser. Udover de allerede nævnte, så husk at lige meget, hvor I er repræsenteret med en profil på Internettet, så henled opmærksomheden på, at I også er andre steder. Er I på YouTube, så nævn foruden hjemmesiden også jeres Flickr, Facebook, Twitter etc. Læg et link til Flickr på hjemmesiden. Har I en blog, så integrer et Flickr- lysbilledshow på bloggen. Læg fotos på bloggen via Flickr. Når folk klikker på fotoet bliver de ledt direkte til jeres Flickr-profil. Du konfigurerer til dette inde i “Extending Flickr”. Og, hvorfor ikke sende en opfordring til medlemmerne af museumsgruppen. De om nogen vil blive glade for at tilføje deres fotos til Flickr-gruppen.

Gode råd opstår ikke bare ud af den blå luft. Jeg har derfor især ladet mig inspirere af bloggen “killr flickr tips” samt Thomas Hawks “Top 10 tips for getting attention on Flickr”

Hvis du har lyst til at se et godt eksempel på et museums brug af Flickr, så gå til Brooklyn Museums Flickr – profil. Museet er samtidig et godt eksempel på, hvordan brugen af de sociale medier indgår i en overordnet strategi. Den kan du læse om ved at klikke på dette link.

På bloggen museum2.0 kan du læse et indlæg om, hvor meget web2.0 dit museum kan nå med x antal timer afsat. Selvom jeg tror tidsopgørelsen i indlægget er lige optimistisk nok, giver det alligevel et meget godt overblik.

Da Beth Harris og Steven Zucker heller ikke var tilfredse med de webresourcer, som var tilgængelige, da de skabte smarthistory, tog de udgangspunkt i deres egen undervisning og omsatte den til podcast og video.

Princippet er samtalen. De to kunsthistorikere stiller sig foran et værk på museet og taler om det de ser. Som for eksempel i denne video om Ingres portræt af Prinsesse de Broglie fra 1851-53

Når først den amerikanske entusiasme og begejstring, som for en dansker kan virke en lille smule overdrevet, er sorteret fra, virker det faktisk ganske godt. Vi får ikke en masse kunsthistorisk snak om inspirationskilder, årstal og kunstnerens liv, men en reel samtale om at se. Ind i mellem kommer de to samtalepartnere med overvejelser, som de gør sig foran værket.

Grunden til, at det virker, er fordi Harris og Zucker for det første ligger vægt på at se og for det andet på ingen måde er docerende. Det kunne også være en samtale, som to kunstinteresserede havde på et museum uden at have fødderne godt plantet i det kunsthistoriske felt.

Jeg får i hvertfald voldsomt lyst til at styrte ud på et kunstmuseum sammen med en god ven og lade mig suge ind i et maleri gennem samtalen.

Du kan læse om baggrunden for smarthistory ved at følge dette link

Gode tips til, hvordan du selv kan omsætte principperne på smarthistory ved at følge dette link

Og, du kan selvfølgelig også bare kaste dig ud i nyde det materiale, der findes på smarthistory

Skulle du få lyst til at sprede det gode budskab har smarthistory en YouTube kanal. Ligesom Beth Harris har en, hvor mange af de gamle videoer ligger samt meget andet godt og inspirerende.

En sjov lille video fra pinkyshow med nogle rigtig gode pointer om museet.