De sidste par dage har jeg haft lejlighed til at smugkigge lidt på sitet og jeg er imponeret! Jeg har tilbragt nogle fornøjelige timer med at følge spor gennem kunsthistorien, kigge nærmere på enkelte værker og kunstnere samt læse historier. Og, der er til mange timer endnu.

Der er gjort meget ud af brugervenligheden uden at gå nævneværdigt på kompromis med æstetiken.

Dette er selvfølgelig en påstand med modifikationer og kun en kommende brugertest vil vise om dette generelt gælder alle brugere. Selv hører jeg til de meget utålmodige brugere, men idet jeg tilbringer meget af min vågne tilstand på internettet er det en nærliggende konklusion, at jeg ikke er prototypen på en almindelig bruger.

Der er da også basis for forbedringer. For eksempel er det ikke altid helt klart, hvordan man kommer tilbage til udgangspunktet, når man har valgt en menu under eksempelvis en bestemt kunstner.

Et eksempel er, da jeg kiggede nærmere på L.A.Ring. Her valgte jeg menuen “Forbindelser” og trykkede på “Symbolske træer”. Da jeg ville tilbage til L.A. Ring tog det mig en rum tid at regne ud, at jeg blot skulle klikke på bjælken øverst, hvor der stod L.A.Ring.

Det var også en ren tilfældighed, der gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg kunne zoome ind på et værk. Derefter var det ret svært at gennemskue, hvordan jeg kom tilbage til billedet i normal størrelse. Mit bud er, at det ikke er alle, der ligesom mig, lystigt klikker på alt indtil løsningen er der.

I de seneste dage er mine Facebook-venner blevet bombarderet med links fra sitet, mens jeg har testet dele funktionen.

Det er for mig at se meget vigtigt at kunne dele specifikke sider med ens netværk. Det har stor betydning for dialogen i al sin mangfoldighed. At dele for eksempel et yndlingsværk på Facebook er at give noget til fællesskabet, som kan være til fælles fornøjelse, glæde eller måske sågar noget som kan bidrage til viden. Derudover viser jeg dels noget af mig selv og får dels lejlighed til en dialog omkring værket. Er det for eksempel også andre venners yndlingsværk eller har de andre bud?

I den sammenhæng er det vigtigt, at linket viser hen til den specifikke side jeg ønsker at dele. Det forvirrer og er utilfredsstillende både for den der deler linket og den som åbner det, hvis linket viser hen til en anden side. Hensigten med delingen ryger ganske enkelt og det bliver et irritationsmoment for både afsender og modtager. Funktionen er de seneste dage blevet optimeret, men rummer stadig et udviklingspotentiale.

Jeg har med succes delt mit yndlingsværk og det gav mig blod på tanden. Som et forsøg delte jeg den før omtalte forbindelse “Symbolske træer”, som også går under betegnelsen “spor”. Den side jeg troede jeg delte var bare ikke den side der dukkede op på Facebook. I stedet for kom forsiden til sporet op, hvilket krævede et klik på en bjælke for at komme til den side jeg oprindeligt ønskede at dele. Ikke godt.

Et andet område, hvor der er mulighed for udvikling er boksen som kommer op på Facebook i forbindelse med delingen. Den rummer desværre ikke de store oplysninger om, hvad det er jeg deler. Ved delingen af mit yndlingsværk står der for eksempel blot “Statens Museum for Kunst:Værker”. Ikke, at det er L.A.Rings “I havedøren. Kunstnerens hustru” fra 1897. En lille bitte information, som alligevel betyder meget.

Intet er perfekt og det gode ved den digitale verden er, at et produkt aldrig er færdigt men altid kan ændres. Mens udviklingsteamet på smk digital arbejder videre, hygger mig imens med at gå på opdagelse i kunsthistorierne. Og, jeg er overbevist om, at næste gang jeg går på Statens Museum for Kunst, ser jeg på værkerne med nye øjne og anderledes vinkler.

Meget af det vi snakkede om på konferencen kan overføres til de sociale medier, så derfor kommer her to bud på forskellige læringsformer på Facebook.

1.

Fra Seattle Art Museums Facebook opdatering i går:

The earliest Irish silver teapots, made around 1700, were inspired by Chinese porcelain teapots. Stylistically, Irish silver followed the broad trends of English silver; the apple form of this Irish provincial teapot, as well as the straight spout, baluster finial, and double-scroll handle are inspirations from the earlier Queen Anne style. But the whimsically chased foliated scrolls and exotic bird and floral motifs proclaim the resourcefulness and great technical skill of the Irish silversmiths, as they developed a rococo decorative style quite distinct from that of their English counterparts.

“Teapot,” ca. 1740, made by George Hodder (Irish, first mentioned 1738; died 1771), in Cork, Ireland, sterling silver, 6 1/4 x 9 1/4 in., Gift of the Decorative Arts Council in honor of the museum’s 50th year, 84.18. Not currently on view.

En af kommentarerne lød sådan: “I think facebook is a great way to showcase the depth of the SAM catalog in a way that expands the museum’s reach beyond the brick and mortar. More please!”

2.

Fra The Womens Museums Facebook opdatering 3. marts: “Quiz time! Name 2 women who have been featured on U.S. coins that have been placed into circulation.” 6 personer deltog og ingen svarede forkert. Mon ikke nogen har tænkt over spørgsmålet uden at svare.

I øvrigt bliver al materiale fra konferencen lagt på Formidlingsnet og skulle lysten være der til at høre oplægsholderne kommer de indenfor de nærmeste dage også til at ligge der i videoform.

Da Beth Harris og Steven Zucker heller ikke var tilfredse med de webresourcer, som var tilgængelige, da de skabte smarthistory, tog de udgangspunkt i deres egen undervisning og omsatte den til podcast og video.

Princippet er samtalen. De to kunsthistorikere stiller sig foran et værk på museet og taler om det de ser. Som for eksempel i denne video om Ingres portræt af Prinsesse de Broglie fra 1851-53

Når først den amerikanske entusiasme og begejstring, som for en dansker kan virke en lille smule overdrevet, er sorteret fra, virker det faktisk ganske godt. Vi får ikke en masse kunsthistorisk snak om inspirationskilder, årstal og kunstnerens liv, men en reel samtale om at se. Ind i mellem kommer de to samtalepartnere med overvejelser, som de gør sig foran værket.

Grunden til, at det virker, er fordi Harris og Zucker for det første ligger vægt på at se og for det andet på ingen måde er docerende. Det kunne også være en samtale, som to kunstinteresserede havde på et museum uden at have fødderne godt plantet i det kunsthistoriske felt.

Jeg får i hvertfald voldsomt lyst til at styrte ud på et kunstmuseum sammen med en god ven og lade mig suge ind i et maleri gennem samtalen.

Du kan læse om baggrunden for smarthistory ved at følge dette link

Gode tips til, hvordan du selv kan omsætte principperne på smarthistory ved at følge dette link

Og, du kan selvfølgelig også bare kaste dig ud i nyde det materiale, der findes på smarthistory

Skulle du få lyst til at sprede det gode budskab har smarthistory en YouTube kanal. Ligesom Beth Harris har en, hvor mange af de gamle videoer ligger samt meget andet godt og inspirerende.

Det er ikke kun museet, som fysisk bygning, der er et oplagt sted at tage udgangspunkt i vores individuelle læringsstrategier. Med internettet har museet fået endnu en platform og de sociale medier er i denne forbindelse mere end sociale.
At komponere et godt foto betyder at have øje for kompositionen.  Du må kunne se linjerne  i motivet og kunne skabe et rum for den historie du vil fortælle.  Flickr er et oplagt sted for de der føler sig godt hjemme i dette og det kan museerne udnytte. Det er der allerede museer der gør, men spørgsmålet er om de ser det som en formidlings-/læringsstrategi eller blot som PR?
Podcast er oplagt for den, der lærer mest ved at lytte og skabe sine egne billeder. Selv tilbragte jeg den anden aften to fornøjelig timer med en Artist-talk fra Tate. Den fandt jeg på deres ITunes side.
På YouTube forenes billede og lyd. Enten som tale eller musik. En del museer benytter her lejligheden til at fortælle om museets genstande på en måde som ikke er mulig i museet. Når jeg siger, at det ikke er muligt på museet, mener jeg dermed, at videoformen giver en mulighed for at dramatisere stoffet på en måde, som en omvisning på museet ikke kan. Et eksempel er Nationalmuseets video om Egtved-pigen.  Der findes også et hav af videoer på YouTube, hvor der sættes musik til et eller flere malerier som underlægningsmusik.  Det er mit indtryk, at musikken bliver brugt til at skabe en stemning og ikke så meget fordi, at den udtrykker maleriet/malerierne, men kan man overhovedet høre et maleri? Tate har eksperimenteret med dette og sat lyde til Jean Dubuffets maleri The Exemplary Life of the Soil (Texturology LXIII) fra 1958 og inspireret af dette og artiklen af Davis og Gardner prøvede jeg selv at sætte musik til maleriet. Det er egentlig ikke fordi, jeg selv er specielt synæstetisk, som jeg senere fandt ud, at det hedder, men eksperimentet var sjovt og efter sigende skulle vi alle være lidt synæstetiske ligesom vi vel alle rummer lidt af af hver af Gardners 7 intelligenser.

Her er maleriet:

Og, her den musik jeg satte til:

Det fik ihvertfald partiklerne til at bevæge sig!

Indlægget er krydsblogget på artblog i en forkortet form.

Dette har TATE taget til sig og på museets hjemmeside finder du en hel side med e-læring.
Et af disse programmer er forbundet med museets åben universitets dage og på siden kan alle (gen)se dagens forelæsninger. Det tager desværre ret lang tid at overføre de enkelte videoer, men det kan sagtens skyldes min computers langsommelighed.
Et andet program er et samarbejde med iTunes U, den del af iTunes, hvor du finder undervisningsmateriale.
Og endelig er der blandt de 10 tilbud siden byder på en serie med artist talks – BT series. En introduktion til tre kunstnere (Tracey Emin, Antony Gormly og Rachel Whiteread) blandet med spørgsmål til kunstneren. Spørgsmålene er stillet på forhånd og det er desværre ikke lykkedes mig at gennemskue om de kommer fra museets brugere eller den der har udført interviewet, men spørgsmålene giver nogle nedslag i kunstnerens arbejde.

Ideen bag e-læring folder TATE også ud på YouTube, hvor du blandt andet kan se dette interview med Elmgreen og Dragstedt.

Krydsblogget på artblog