De sidste par dage har jeg haft lejlighed til at smugkigge lidt på sitet og jeg er imponeret! Jeg har tilbragt nogle fornøjelige timer med at følge spor gennem kunsthistorien, kigge nærmere på enkelte værker og kunstnere samt læse historier. Og, der er til mange timer endnu.

Der er gjort meget ud af brugervenligheden uden at gå nævneværdigt på kompromis med æstetiken.

Dette er selvfølgelig en påstand med modifikationer og kun en kommende brugertest vil vise om dette generelt gælder alle brugere. Selv hører jeg til de meget utålmodige brugere, men idet jeg tilbringer meget af min vågne tilstand på internettet er det en nærliggende konklusion, at jeg ikke er prototypen på en almindelig bruger.

Der er da også basis for forbedringer. For eksempel er det ikke altid helt klart, hvordan man kommer tilbage til udgangspunktet, når man har valgt en menu under eksempelvis en bestemt kunstner.

Et eksempel er, da jeg kiggede nærmere på L.A.Ring. Her valgte jeg menuen “Forbindelser” og trykkede på “Symbolske træer”. Da jeg ville tilbage til L.A. Ring tog det mig en rum tid at regne ud, at jeg blot skulle klikke på bjælken øverst, hvor der stod L.A.Ring.

Det var også en ren tilfældighed, der gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg kunne zoome ind på et værk. Derefter var det ret svært at gennemskue, hvordan jeg kom tilbage til billedet i normal størrelse. Mit bud er, at det ikke er alle, der ligesom mig, lystigt klikker på alt indtil løsningen er der.

I de seneste dage er mine Facebook-venner blevet bombarderet med links fra sitet, mens jeg har testet dele funktionen.

Det er for mig at se meget vigtigt at kunne dele specifikke sider med ens netværk. Det har stor betydning for dialogen i al sin mangfoldighed. At dele for eksempel et yndlingsværk på Facebook er at give noget til fællesskabet, som kan være til fælles fornøjelse, glæde eller måske sågar noget som kan bidrage til viden. Derudover viser jeg dels noget af mig selv og får dels lejlighed til en dialog omkring værket. Er det for eksempel også andre venners yndlingsværk eller har de andre bud?

I den sammenhæng er det vigtigt, at linket viser hen til den specifikke side jeg ønsker at dele. Det forvirrer og er utilfredsstillende både for den der deler linket og den som åbner det, hvis linket viser hen til en anden side. Hensigten med delingen ryger ganske enkelt og det bliver et irritationsmoment for både afsender og modtager. Funktionen er de seneste dage blevet optimeret, men rummer stadig et udviklingspotentiale.

Jeg har med succes delt mit yndlingsværk og det gav mig blod på tanden. Som et forsøg delte jeg den før omtalte forbindelse “Symbolske træer”, som også går under betegnelsen “spor”. Den side jeg troede jeg delte var bare ikke den side der dukkede op på Facebook. I stedet for kom forsiden til sporet op, hvilket krævede et klik på en bjælke for at komme til den side jeg oprindeligt ønskede at dele. Ikke godt.

Et andet område, hvor der er mulighed for udvikling er boksen som kommer op på Facebook i forbindelse med delingen. Den rummer desværre ikke de store oplysninger om, hvad det er jeg deler. Ved delingen af mit yndlingsværk står der for eksempel blot “Statens Museum for Kunst:Værker”. Ikke, at det er L.A.Rings “I havedøren. Kunstnerens hustru” fra 1897. En lille bitte information, som alligevel betyder meget.

Intet er perfekt og det gode ved den digitale verden er, at et produkt aldrig er færdigt men altid kan ændres. Mens udviklingsteamet på smk digital arbejder videre, hygger mig imens med at gå på opdagelse i kunsthistorierne. Og, jeg er overbevist om, at næste gang jeg går på Statens Museum for Kunst, ser jeg på værkerne med nye øjne og anderledes vinkler.

Mona Hatoums “Under spænding” – fra Arkens YouTube-kanal

Helt basalt handler det om at give den potentielle museumsbruger en smagsprøve på, hvad hun får, når hun køber en billet. YouTube videoer er en oplagt mulighed. For eksempel videoer som viser genstande i samlingen eller fra særudstillingen.

“Min yndlingsgenstand” – fra Nationalmuseets YouTube-kanal

Det kan også være stemningsbilleder som her fra Den Gamle Bys Facebook-album “Jul i Den Gamle By”. Der er trods alt kun 2 måneder til jul…

Eller et blogindlæg, som viser sider af museet, som den almindelige bruger måske ikke var klar over eksisterede. Som for eksempel “Nyt Fra biblioteket” på Handels- og Søfartsmuseets blog Fyrskibet.

I virkeligheden er det kun kreativiteten som sætter grænser og de allerbedste til at definere museets “varer” er de ansatte selv og brugerne af museet.  Måske er der hjørner af museet, som trænger til at blive trukket frem i lyset, fordi de er en god smagsprøve på, hvad man kan opleve på museet. Måske burde museet vise mange flere genstande/værker fra samlingen eller brugere i “aktion”. Dog tror jeg, at det er vigtigt at disse “vareprøver” ligger så mange forskellige steder som muligt. En video skal ikke kun ligge på YouTube eller hjemmesiden. Den nyeste eller bedste skal ligge begge steder og gerne også på Facebook. Den skal også være let at dele lige meget, hvor den ligger.

Det kunne være sjovt, hvis ansatte og brugere lavede en brainstorm på, hvad museet kan tilbyde. Mon ikke der ville komme nye uopdagede vinkler frem?

Byvandringen var delt op i to spor. Et fiktivt og et historisk. Den fiktive historie handlede om et borgeroprør anno 2010 og udgjorde starten på byvandringen.

Drevet frem af fortællingen, som vi fik skilt for skilt kom vi rundt i hele byen og helt klart steder vi ellers ikke ville være kommet. Slutningen fik vi ved byens naturområde og det var her den historiske byvandring startede.

I maj 1931 samledes de arbejdsløse i Nakskov for at protestere mod det socialdemokratiske styre. En lovet forbedring af de arbejdsløses kår var blevet trukket tilbage efter pres fra regeringen. Årets 1. maj demonstration var præget af vrede og førte til, at politiet slog hårdt ned på de demonstrerende. D.2. maj mødtes arbejderne derfor til et protestmøde mod polititerror. Det blev dog kun værre endnu, da en gruppe besluttede sig for at gå i demonstration mod politistationen. Over nogle dage udviklede det sig til indhentning af forstærkning fra politiet i København samt fra militæret. Der blev nedlagt demonstrationsforbud og foretaget anholdelser på tvivlsomme grundlag.  Skilt for skilt blev historien rullet ud og vi blev ført til de steder, hvor begivenhederne havde udspillet sig. Samtidig blev enkelte tråde fra den fiktive historie forbundet med den historiske.

Vi har begge været i Nakskov før, men byvandringen gav os et helt anderledes positivt syn på byen. Byvandringer har vi også ofte været på. Altid kompetente og berigende, men denne var lige en tand mere spændende og sandsynligheden for, at vi husker den er betydeligt større. Det ville være oplagt for Nakskov at købe værket, så det stod permanent i byen, men som tjeneren på frokostrestauranten sagde: “Det er Nakskov!”. Ærgerligt.

Det er den anden byvandring jeg var på under Tumult. Begge viser nye veje for genren. Heldigvis kan man stadig downloade Till Junkels byvandring i Stege, men også her burde denne befinde sig permanent til udlån på Møn Museum.

Hvis du er blevet interesseret i emnet, kan jeg anbefale at læse Noe Habermanns artikel “Kunst-skal det nu være byudvikling”.

På Flickr har jeg lagt flere fotos ud fra kunstfestivalen.

Møn Museum (Stege) har sin helt egen charme, idet der formidlingsmæssigt ikke er foretaget ændringer i mange, mange år. Nu er der tiltag i gang, som skal bringe formidlingen mere “up to date”. Afdelingen der omhandler oldtiden har fået et frisk pust. Jeg har lagt nogle fotos ud på Flickr, som viser denne forandring. For der, hvor det virkelig rykker er ude i sidebygningen, som rummer særudstillingerne. Møn Museum deltager nemlig i kunstfestivalen Tumult og har inviteret kunstnerne Kristina Ask, Christian Hillesø, Till Junkel og Line Skywalker Karlström indenfor. Samtidig udfolder andre kunstnere sig rundt om på Møn og i Stege især. Der er rigtig mange gode værker, men dette indlæg koncentrerer sig om fire  af  de værker, som går direkte i klinch med museet som begreb og metode. Nemlig Kristina Ask´s “At animere et arkiv” og Till Junker´s “Lydbølger gennem byen” på selve museet, samt Astrid Winsløw Hammer og Mia Sloth Møller´s “Kulturbureau” i Stege og Thomas Gunnar Bagge´s “Svensmarkes monumenter” i Svensmarke. Alle fem kunstnere er med i gruppeprojektet “Arkiv Stakit Kasket”, som har Møns lokalhistorie som omdrejningspunkt. Med arkivet som udgangspunkt undersøger de synlige og usynlige samt tilgængelige og  utilgængelige spor efter det levede liv.

I “Kulturbureau” benytter de to kunstnere sig af levende kilder. I august var de på landevejen med deres lille kontor for at indsamle historier og genstande om livet på Møn i 2010. Det indsamlede materiale er blevet registreret,  katalogiseret og arkiveret og kan ses i campingvognen på Stege Torv. De to kunstnere har indsamlet et stykke dansk kulturhistorie ved at benytte sig af museets egne metoder, men som det blandt andet ses herunder har projektet et twist, som gør, at det alligevel adskiller sig fra, hvad et museum selv ville have gjort.

I “Svensmarkes monumenter” har Thomas Gunnar Bagge opsat en række informationstavler, som de der er opsat ved kulturarvssteder i landskabet. Det er dog ikke historiske facts vi bliver informeret om, men hverdagens monumenter, som herunder den nedlagte transformaterstation.

I “At animere et arkiv” tager Kristina Ask udgangspunkt i museets opmagasinerede genstande. Hendes særlig fokus er alle de genstande som private har indleveret til museet og som aldrig bliver vist. Disse kobler hun til museets tilblivelses historie gennem oplæsninger fra blandt andet Møns Folkeblad.

Og endelig er der Till Junker´s byvandring “Lydbølger gennem byen”. Gennem et par ældre mønboeres fortællinger bliver vi guidet gennem Storegade og byens historie fortalt via bygningerne og de oplevelser fortællerne knytter til disse. Selv gik jeg rundt med et stort smil og af og til trang til at slå en stor latter op, for der er ind i mellem nogle værre røverhistorier, som er ganske sande. Som for eksempel, hvordan visse piger havde et særligt godt udsyn når de unge mænd var til session. Med en mormor som er vokset op på Møn, var der lige pludselig også nogle af hendes fortællinger som faldt på plads. Guiden kan downloades til eget udstyr, men man kan også låne den  på museet.

Lydbølger igennem byen from Ida Meisling on Vimeo.

Det som kunsten kan i dette tilfælde er, at den kan pege på nogle vinkler, som ofte er overset indenfor den museale kontekst. Både når det angår indhold og formidling. Disse fire værker tager et tydeligt udgangspunkt i museets metoder, mens en lang række af de andre værker, som deltager i kunstfestivalen, tager andre kunstneriske udgangspunkter. Der kommer helt sikkert mere Tumult på Artblog i den kommende tid.

Ser man på det seneste udspil fra Kulturministeriet: ”Kultur for alle” (2009) er ord som vidensdeling og dialog samt begreber som brugerinddragelse og social inklusion i fokus. Kulturen skal ud til alle, også de der i dag ikke bruger museerne.

”Kultur for alle” bygger videre på intentionerne fra rapporten ”Reach out” fra 2008, men hvor ”Reach out” var et inspirationskatalog er der i ”Kultur for alle” krav om, at museerne lever op til intentionerne. Museerne skal gå i dialog med brugere og ikke-brugere og de skal dele deres viden med hinanden og resten af samfundet.

Ser man på intentioner og krav i forhold til nye medier, så spiller de stadig en forholdsvis lille, men dog vigtig rolle. I ”Kultur for alle” bliver der lagt vægt på, at digitaliseringen af kulturarven fortsættes. En konklusion der bygger videre på rapporten ”Digitalisering af Kulturarven” fra 2009, hvor et udvalg under Kulturministeriet kom med forslag til digitalisering af udvalgte dele af kulturarven. Desuden er der i ”Kultur for alle” et pålæg om at fremme brugen af nye teknologier i museernes formidling. Ligeledes gøres der i ansøgningsvejledningen til de generelle midler under museumsloven opmærksom på, at et af Kulturministeriets fokusområder de kommende år er ”Nye medier” .

Med Formidlingsplanen har kulturarvsstyrelsen haft fokus på museernes formidling i perioden 2007-2010. Formidling på internettet fylder meget i og med, at der både kan søges til digital formidling gennem digitaliseringspuljen og formidlingspuljen . Desuden kan der søges til digitalisering gennem Kulturnet Danmark puljen. Af de projekter, som i perioden har fået tilskud gennem formidlingspuljen, er der kun et, som tager sit udgangspunkt i de sociale medier. Nemlig Nationalmuseets ”Flirt, filosofi og facebook”. Digitalisering bliver altså i høj grad tolket som selvstændige projekter på egne platforme. En tendens som også kommer til udtryk i bogen ”Digital museumsformidling – i brugerperspektiv” fra 2009.

I ”Kultur for alle” lægges der også stor vægt på en udvikling af museernes markedsføring, således at så mange borgere som muligt får oplysninger om de kulturtilbud museerne har. Der lægges op til, at museerne i højere grad tænker på, hvor brugerne henter deres oplysninger og krav om, at de i højere grad end i dag, når andre borgere end museets kernebrugere. Internettet bliver ikke nævnt i denne sammenhæng, men der lægges op til, at museerne går nye veje for at nå brugerne. Med ”Nye medier” som et fokusområder er det nærliggende at antage, at der i denne sammenhæng også bliver tænkt på disse.

Intentionerne fra kulturministeriet går hånd i hånd med den internationale udvikling indenfor museologien som går under betegnelsen ”ny museologi”. Udviklingen er dels drevet indefra, men også i udlandet har museerne mærket et politisk pres i retning af en større åbenhed og mere fokus på brugerne af museerne. Spørgsmålet er, hvor stor en del af personalet på de danske museer, som er fortalere for “ny museologi” og om alle disse nye tiltag, krav og forventninger bliver set som en opbakning til tiltag, som allerede er igang? Det er aldrig nemt at sige, hvem der kom først: hønen eller ægget?

Videoerne
Det mest tidskonsumerende var videoerne. Det siger selvfølgelig lidt sig selv, at det er tidskrævende at lave 9 videointerview (én kunstner ønskede ikke et interview), men det var ikke så meget det enkelte interview, der krævede tid. Til hvert interview havde jeg sat en time af. Lidt tid til at snakke og drikke kaffe og så maks ti minutters optagelse. Det sidste var for at minimere tidsforbruget, når jeg skulle klippe. Alt i alt med transport tog hvert interview i gennemsnit to timer. Dog skulle jeg to gange til Fyn, da nogle af kunstnerne bor der og det er klart, at transporttiden i disse tilfælde var højere. Den reelle gennemsnitstid er derfor omkring 2,5 timer.

Det, der for alvor trak tænder ud, var redigeringen. Det skyldes dels, at jeg ikke havde prøvet det før og dels, at det ganske enkelt er tidskrævende. Hver video var først i gennem en råsortering, hvor jeg klippede det fra, som helt sikkert ikke kunne bruges. Så fik videoen lov til at hvile til næste dag, hvor jeg lavede den endelige redigering. Til sidst lavede jeg den indledende overskrift og satte fotos ind.

Nu burde jeg selvfølgelig have siddet med et stopur, men det gjorde jeg ikke, så jeg vil anslå gennemsnitstiden for hver redigering til at være omkring 4 timer. Det er muligvis lidt højt sat.

Herefter brugte jeg tid på at oprette en YouTube konto og uploade videoerne. Det tog omkring et par timer, da jeg uploadede alle videoer på en gang. Efterfølgende har jeg brugt et par timer på at oprette abonnementer, finde foretrukne og finpudse siden. De to første ting er jeg ikke helt færdig med, så alt i alt kommer det nok til at tage ca. 5-6 timer. Når det tager så lang tid at oprette abonnementer og finde foretrukne skyldes det udvælgelsen. De abonnementer og foretrukne, som optræder på siden, skal være relevante i forhold til temaet.

Facebook og blog
Jeg har valgt at bruge min egen blog til projektet og har derfor ikke brugt tid på at oprette en. Det betyder så, at jeg ikke kan sætte Facebook til automatisk at opdatere, da jeg også skriver om andet end udstillingen, men det tager ikke lang tid at lægge et link ud. Den eneste tid jeg har brugt, på at sætte bloggen op til udstillingen, er den halve time det tog mig at lægge informationer ud i højre spalte.

Det tog mig ca. 1 time at oprette Facebooksiden og finpudse den med “favoritsider” og “YouTube boks”. Når det var hurtigere for mig at oprette en Facebook side end en YouTube kanal skyldes det blandt andet, at jeg har langt større erfaring med Facebook end YouTube.

I ugen op til ferniseringen brugte jeg i gennemsnit 2 timer om dagen på at lave blogindlæg og uploade fotos til Facebook. Til gengæld er det svært at sige, hvor mange timer jeg brugte på at tage fotos. Processen var fordelt over hele dagen.

De næste 2 måneder, mens udstillingen kører, har jeg planlagt at opdatere Facebook 3 gange om ugen. Blandt andet med baggrundsmateriale om kunstnerne. Det gennemsnitlige tidsforbrug i den forbindelse kommer med i det endelige resultat.

Wiki
Oprindeligt skulle projektet blot bestå af en Facebook side og en YouTube kanal, men jeg fandt ud af, at der var behov for en side, hvor jeg kunne samle materialet. Det blev en wiki, fordi det er nemt og gratis, men kunne lige så godt have udgået fra en hjemmeside.

Foreløbig har jeg brugt omkring 3 timer på at oprette den og lægge materiale ud. Også her kommer det gennemsnitlige tidsforbrug med i det endelige resultat.

Måske er der andre som har gjort sig nogle erfaringer omkring tidsforbruget i forbindelse med sociale medier? Ellers havde Nina Simon tilbage i 2008 et blogindlæg om emnet.

Jeg har lagt planen for projektet ud som et åbent google dokument,hvis nogen har lyst til at se den.

Meget af det vi snakkede om på konferencen kan overføres til de sociale medier, så derfor kommer her to bud på forskellige læringsformer på Facebook.

1.

Fra Seattle Art Museums Facebook opdatering i går:

The earliest Irish silver teapots, made around 1700, were inspired by Chinese porcelain teapots. Stylistically, Irish silver followed the broad trends of English silver; the apple form of this Irish provincial teapot, as well as the straight spout, baluster finial, and double-scroll handle are inspirations from the earlier Queen Anne style. But the whimsically chased foliated scrolls and exotic bird and floral motifs proclaim the resourcefulness and great technical skill of the Irish silversmiths, as they developed a rococo decorative style quite distinct from that of their English counterparts.

“Teapot,” ca. 1740, made by George Hodder (Irish, first mentioned 1738; died 1771), in Cork, Ireland, sterling silver, 6 1/4 x 9 1/4 in., Gift of the Decorative Arts Council in honor of the museum’s 50th year, 84.18. Not currently on view.

En af kommentarerne lød sådan: “I think facebook is a great way to showcase the depth of the SAM catalog in a way that expands the museum’s reach beyond the brick and mortar. More please!”

2.

Fra The Womens Museums Facebook opdatering 3. marts: “Quiz time! Name 2 women who have been featured on U.S. coins that have been placed into circulation.” 6 personer deltog og ingen svarede forkert. Mon ikke nogen har tænkt over spørgsmålet uden at svare.

I øvrigt bliver al materiale fra konferencen lagt på Formidlingsnet og skulle lysten være der til at høre oplægsholderne kommer de indenfor de nærmeste dage også til at ligge der i videoform.

Da Brooklyn Museum udviklede applikationen opfordrede de andre museer til at være med, hvilket betyder at du i dag kan vælge mellem værker fra en lang række museer. De fleste selvfølgelig amerikanske, men også enkelte europæiske er med.

Applikationen fungerer på den måde, at når først du har installeret den, kan du vælge de værker du holder af enten ved at vælge museum eller ved at vælge at se alle værker. Man kan vælge at sætte applikationen ind enten på sin profil- eller informationsside (eller naturligvis begge) og så ser den ud som det øverste billede. Når ens venner trykker på “See all art I like” kommer det til at se sådan ud:

Hvad der er svært at se, hvis du ikke klikker på billedet er, at der ved hvert værk dels er et logo fra det museum der ejer det, og dels en beskrivelse af værket.

Når jeg er så begejstret for applikationen skyldes det flere ting. Der er selvfølgelig det helt personlige i at kunne lave sin egen samling og vise ens venner noget af det kunst man holder af. Men der er også det formidlingsmæssige i det. Via en applikation som denne kommer museernes samlinger ud til flere og da de involverede museer ikke udelukkende har valgt værker, som vi alle kender fra deres samling, er det muligt via applikationen også at opdage nye værker. Man får også en form for ejerskab af værkerne, forstået på den måde, at næste gang jeg kommer på det pågældende museum, så skal jeg da helt bestemt hen og se “mine” værker. Og, derfor ville det være rart hvis de ikke hang på et museum i USA, men på et dansk museum. Opfordringen er hermed givet videre.

Initiativtagerne lister selv følgende fordele:

• For museums: Increased the visibility of your collections, reaching new audiences and increased visitor numbers, having photographs of the collections taken that you can use, …

• For Wikimedia: Making more freely licensed images available of important objects in museums, which can be used to illustrate Wikipedia articles and inspire the creation of new articles

• For the public: Winning prizes; having their images used on Wikipedia, experiencing new types and techniques of photography, viewing museum’s collections with a different perspective, …

Du kan læse mere om projektet her ved at klikke på dette link, hvor der også er links til andre Wikimedia projekter relateret til museer samt gode råd til kultursektorens brug af Wikipedia.

Udover den gode balance mellem det personlige og faglige har bloggen yderligere en kvalitet. Den viser os nemlig, hvad de laver på det der museum udover at sætte en masse ting i glasmontrer. På den måde kommer vi om bag kulissen og får et indblik i det forarbejde, der ligger inden tingene bliver udstillet. Det gør museet og historien mere levende og nærværende.

Udgravningen er lukket ned, men de gode folk bag bloggen har lovet, at de fortsætter med at fortælle om deres fund. Det glæder jeg mig til!

]]> http://birgittesvaerkepedersen.dk/2010/01/13/formidling-via-de-sociale-medier/feed/ 0