Foto fra Den Gamle Bys Facebook-album

Mit speciale om danske museer og fællesskaber kan nu hentes ved at klikke på linket i titlen: “Danske museer og fællesskaber – med særligt fokus på nye fællesskaber i de sociale medier”. Det kan også om kort tid lånes på Museologisk Bibliotek, Vartorv, Farvergade 27A, København. En kort pixiudgave med de væsentligste analyseresultater kan læses i blogindlægget “Museer på Facebook og brugermotivation”.

Mit bidrag til Flickr-gruppen “Museum watchers watching”

Jan Gehl deler aktiviteterne i byrummet op i følgende:

Nødvendige aktiviteter – Det kan være at transportere sig fra a til b. Disse aktiviteter påvirkes ikke af omgivelserne. Vi skal jo frem om det er let eller besværligt.

Valgfri aktiviteter – Det kan være, at vi undervejs finder en bænk i en solplet og sætter os ned. De valgfri aktiviteter opstår, når de ydre vilkår er virkeligt gode.

Sociale aktiviteter – Gehl deler de sociale aktiviteter op i passiv kontakt og personlig kontakt. Den passive kontakt kan være, at vi, mens vi sidder på bænken, betragter de andre mennesker i gaden.  Denne form for kontakt kan føre til, at vi får en samtale i gang eller blot siger hej til nogen, som går forbi. Forudsætningen er meget naturligt tilstedeværelse af andre mennesker i fællesrummene.

“Dancers” Cesar Santos. Vinder af Metropolitan Museum of Arts Flickr konkurrence “It´s Time We Met 2010″

Overført til internettet svarer dette til, at en bruger klikker sig ind på et museums hjemmeside for at undersøge åbningstiderne. Det er en nødvendig aktivitet, som kun er påvirket af hjemmesidens “rum” i den forstand, at det kan være let eller besværligt at finde informationen. Er der ikke “en bænk at sidde på” forlader brugeren hjemmesiden så snart den nødvendige aktivitet er ovre. Er der der i mod gjort noget for, at brugeren synes det er rart eller på anden måde givende at opholde sig på siden lidt længere, er der en mulighed for at vælge at blive på siden for en tid. Det kan være, at der på forsiden er forskellige emner at klikke sig videre ind på eller en side med fotos. Er der så oven i købet et “rum”, hvor det er muligt at betragte andre menneskers aktivitet og komme i dialog med museets ansatte og andre museumsbrugere, er der en stor sandsynlighed for, at brugeren vælger at blive endnu længere. For at kunne fungere i sociale sammenhænge har vi nemlig alle behov for løbende at orientere os om den omgivende verden. Vi har behov for at vide mere og for at følge med i store og små begivenheder. Muligheden for at se og høre andre mennesker giver os  ideer og inspiration til handlinger. Oplevelsen af andre mennesker repræsenterer på denne måde et særligt farverigt og stimulusrigt oplevelsestilbud. Gehls pointe er, at vi interesserer os for andre mennesker. Bygninger og andre stillestående emner har ikke samme kvalitet.Og, det behøver ikke være så kompliceret.

Aktivitet som attraktion
Menneskelig aktivitet tiltrækker andre mennesker. Gehl bruger selv eksemplet med en byggeplads i det offentlige rum. Så længe bygningsarbejderne er i aktivitet stopper folk op og ser på. Så snart håndværkerne er gået hjem, er der ingen som har interesse for byggepladsen. Mennesker orienterer sig mod andre mennesker. Vi kan godt lide at opholde os og færdes sammen med andre. Og andre mennesker og menneskelig aktivitet er genstand for større opmærksomhed og interesse end noget andet emne. Det er aktiviteter som kendetegner et rums attraktion. Dette gælder også for internettet. Museumsblogs, hvor museets ansatte fortæller om deres arbejde hører ind under denne kategori. Fotos fra “behind the scenes” og videointerview med kuratorer er andre eksempler.

“Anonymous man re-wrapping: Day 4″ fra Brooklyn Museums Flickr fotoalbum.

Det karakteristiske ved den passive kontakt, der ligger i blot at være i rum med andre og betragte dem er, at det er en kontakt på et beskedent niveau, men dog en kontakt. Dette gælder også for internettet. Samtidig er det en mulig indgang til kontakt på andre niveauer og det er derfor, at det er vigtigt med en delefunktion og et kommentarfelt. Ved at give brugerne mulighed for let at dele, skaber museet grundlag for, at brugerne kan dele informationen med andre på for eksempel Facebook og få en dialog i gang der samt vedligeholde allerede etablerede kontakter. Kommentarfeltet der i mod giver en mulighed for at komme med kommentarer, men også at betragte andres kommentarer og lade sig inspirere af dem. Kommentarfeltet bliver på denne måde en kilde til information om den sociale omverden samt en kilde til inspiration. Altså et stimulerende oplevelsestilbud

Da Dwarf i foråret lavede deres undersøgelse af danskerne på Facebook, var konklusionen at en stor gruppe Facebook-brugere blot ser på. Resultaterne fra mit speciale viser, at denne gruppe er endnu større, når det gælder museers Facebook-sider. Med denne viden om passiv kontakt er det måske slet ikke så alarmerende, at de færreste kommenterer. Blot at klikke ind på et museums Facebook-side kan give en ekstra mulighed for at være sammen med andre på en stilfærdig og uforpligtende måde. Blot dette at se og høre andre er en positiv oplevelse. Og, det kan være en mulig indgang til kontakt på andre niveauer. Gennem Facebook, Flickr eller andre sociale medier kan andre former for kontakt gro frem. Mødet, tilstedeværelsen i det samme rum er den første forudsætning. Det der er vigtig er, at den fysiske struktur understøtter den sociale struktur.

Karakteristisk for økomuseet er, at fremfor at basere sig på udefra kommende ”eksperter” – personificeret i det typiske museumspersonale bestående af forskere og formidlere – opfordrer museet de lokale ”communities” til selv at identificere og tage kontrol over deres kulturarv.

Et andet karakteristika er, at det foregår in situ. Fremfor at fjerne kulturarven fra dens oprindelige tilhørsforhold over i et museum udenfor lokalområdet, som der har været tradition for, forbliver arven i dens oprindelige kontekst, i lokalmiljøet .

Økomuseer kan have mange udformninger og betegnelsen øko er ikke udtryk for, at museet beskæftiger sig med miljø i en økologisk eller biologisk forstand, men skal forstås bredere. Miljø betegner i denne sammenhæng et geografisk område med alt hvad dette indebærer af geologi, planter, dyr, mennesker, landskabet som de har formet, deres traditioner, materielle kultur og måde at leve på .

Oprindeligt stammer ideen fra Frankrig, som i løbet af 1960´erne og 70´erne udviklede konceptet. Dets to største fortalere var Hugues de Varine og Georges Henri Riviére. Varine var meget optaget af demokratiseringen af museerne og satte derfor betydningen af ”communities” ind i en økonomisk og politisk ramme. Riviére havde sine rødder i fransk etnografi og var derfor optaget af at forbinde historien, dens objekter og kulturgenstande med det lokale miljø.

De to første økomuseer var Ecomusée des Monts d´Arrée og Ecomusée de I´lle de Ouessant og var knyttet til udviklingen af Parc Naturel Régional d´Amorique in Finistére (Bretagne). De blev etableret i slutningen af 1960´erne med bistand fra Riviére.

Karakteristisk for økomuseet er altså, at det forener indbyggernes historie med landskabet og de spor indbyggerne har sat i dette. Et andet karakteristika er, at museet ikke er samlet i et afgrænset område, men består af flere lokaliteter spredt ud i landskabet. I den skandinaviske model for økomuseet, som får sin udbredelse i 1980´erne, er der ofte tale om meget store geografiske arealer, hvor kulturlokaliteter forbindes med hinanden. Og, dets måske vigtigste karakteristika er, at økomuseet er, hvad de lokale indbyggere i samarbejde med museumspersonalet kan blive enige om, at det er. Økomuseet er altså først og fremmest de lokales museum og tæt knyttet til dette ”community”.

Der findes flere forskellige modeller for økomuseet men den der tydeligst har fremlagt forskellen på det traditionelle museum og økomuseet er René Rivard. Han betegner det traditionelle museum med fire ord: bygning + samling + eksperter + publikum og sammenligner dette med de fire ord, som betegner økomuseet: område + kulturarv + erindring + indbyggere .

Med den store vægt der i økomuseet er på kulturarv er det oplagt at spørge sig selv om elementer fra økomuseet kan indkopereres i kunstmuseet, men et projekt som Myplace viser, at dette godt kan lade sig gøre.

Myplace var et projekt som udsprang af et samarbejde mellem Fuglsang Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum, Museet for Samtidskunst, KØS- Museum for kunst i det offentlige rum samt Vestsjællands Kunstmuseum. Projektet var knyttet til udstillingerne Havnen, Torvet, Højen, Søen og Træet – samlet under betegnelsen KURS -, hvor en række samtidskunstnere fortolkede disse fem stedbegreber. Stederne var udvalgt af museerne som karakteristiske for det enkelte museums beliggenhed. På Myplace kunne brugerne uploade deres egne foto-fortolkninger af disse fem. De respektive fotos blev indsat på et kort, så det var muligt at se på, hvilken lokalitet de var taget. Projektet indeholdt hermed væsentlige elementer af økomuseet. Fortolkningen af en lokalitet, båndet mellem en lokalitet og dens indbyggere – her først og fremmest museets egen forståelse af dets omgivelser, som blev omsat til brugernes forståelse af deres – og brugernes egen fortolkning af en lokalitet i samspil med kunstnernes fortolkning af samme. Samtidig var lokaliteterne spredt ud over et større geografisk område, men samtidig samlet på sitet Myplace, der på denne måde kan ses som en pendant til økomuseet. Desuden viste projektet, hvordan det er muligt at bruge elementer fra de sociale medier eller det man også kalder web 2.0 til at danne et ”community” omkring et bestemt emne.

Erklærede økomuseer i Danmark er: Samsø Økomuseum, Søhøjlandets Økomuseum, Vestjyllands Økomuseum og Sydfalster Økomuseum. De to sidste har ikke nogen hjemmeside, så det er lidt usikkert, hvor etablerede de er.

1. Få så mange afdelinger med som muligt

• Det er vigtigt, at der jævnligt opdateres lige meget om det er Facebook, Flickr, en blog, YouTube eller Twitter I vælger. Det er derfor tidskrævende og i en travl dagligdag er det derfor vigtigt at være flere om opgaven
• Med flere afdelinger involveret sikrer I, at jeres indhold er varieret og dækker de mange forskellige interesser jeres brugere har. Samtidig bliver tilstedeværelsen mere dynamisk og dermed mere interessant for jeres brugere.
• Jeres brugere indgår ikke i jeres netværk for udelukkende at modtage opfordringer til at besøge museet. Markedsføring bør derfor ikke være dominerende.

2. Vælg de medier I vil satse på

• I oktober 2009 offentliggjorde Danmarks Statistik danskernes internetvaner for 2009.  Her kunne man læse, at 49 % af danskerne bruger de sociale medier med Facebook, som en absolut vinder. 33 % læser blogs og 18 % har selv en blog, de skriver på. Desværre har det ikke været muligt at finde statistik over danskernes brug af andre sociale medier, men med den popularitet som YouTube har er der ingen grund til ikke at tro, at rigtig mange danskere også bruger YouTube. Flickr er ligeledes populært ligesom Twitter vinder frem.
• Da det er vigtigt at I løbende opdaterer er det bedre kun at være få steder og gøre det godt, end at sprede sig over for mange og dermed ikke kunne gøre det godt. Dog kan I have en langt større deltagelse, hvis I er flere om det.
• Tag en god snak i gruppen om, hvor jeres kompetencer ligger hver i sær. Nogen er måske gode til at skrive og vil gerne blogge. Andre elsker at videofilme, gør det måske også i deres fritid, og har gode ideer til dette. De fleste tager fotos og højst sandsynligt er en eller flere i jeres gruppe bruger af Flickr.

3. Lav en plan for, hvor tit der skal opdateres

• Hvis I deler Facebook i mellem jer bør det være muligt at opdatere en gang om dagen. Det er naturligvis vigtigt at finde en balance, hvor I ikke “spammer” jeres fans, men hvis det I udsender er interessant er denne fare ikke stor. Det samme gælder for Twitter.
• En blog skal opdateres jævnligt for at holde fast på læseren, men efterhånden som flere bruger Google læser og I samtidig med en tilstedeværelse på Facebook har mulighed for at annoncere nye blogindlæg betyder dette ikke nødvendigvis, at det skal være hver dag. Dog bør der minimum være et blogindlæg om ugen – gerne på den samme dag, så der opbygges en forventning.
• YouTube og Flickr bør på samme måde opdateres jævnligt. Da disse to kræver en produktions – planlægning er det vigtigt at have en plan for, hvad I ønsker at filme. Denne plan kan så danne udgangspunkt for opdateringen. Hvis I er rigtig ambitiøse opdaterer I hver uge, ellers minimum en gang om måneden. Der er ikke noget værre end at komme ind på en YouTube eller Flickr side og så se, at det er et ½ år siden den er opdateret. Så hellere lade være med at være repræsenteret.

4. Vægt dialogen

• Jeres tilstedeværelse i de sociale medier er en oplagt chance for at lære jeres brugere at kende. Spørg dem derfor gerne hvilke ønsker de har. Svar altid på deres spørgsmål. Og sig tak, hvis nogen slår noget op på jeres Facebook væg. Hvis nogen skriver om jeres museum på deres blog, så sig tak og gå gerne ind i en dialog om indholdet. Hvis nogen uploader et billede fra jeres museum på Flickr, så læg en kommentar. Fortvivl ikke, hvis ingen kommenterer jeres blog eller fotos. De har sikkert bare ikke haft noget at sige om det, men har alligevel nydt det. Dog er der større sandsynlighed for at få en kommentar fra jeres brugere, hvis I selv er aktive.
• Bidrag til jeres brugeres dialog med hinanden. Sørg altid for at jeres indhold kan deles. Som minimum bør ethvert indhold kunne deles via en “Share” knap. Det gælder også for indholdet på jeres hjemmeside. Læg aldrig en video ud på jeres hjemmeside, som ikke kan deles. Hvis I gerne vil have videoen på hjemmesiden, så læg den også ud på YouTube. Læg jeres fotos på Flickr ud under Creative Common Lcience. At netværke handler i høj grad om at holde kontakt med netværket ved at dele indhold, som andre i netværket kan have glæde af og som bidrager til at dialogen holdes i gang. Det er derfor vigtigt, at I gør det nemt at dele jeres indhold.

5. Bliv en del af netværket

• Egentlig er det misvisende at kalde Facebook, Flickr etc. for “sociale medier”, men jeg formoder, at det delvis er opstået fordi “sociale netværk” allerede var optaget. Det er ikke særligt mundret at sige “sociale netværk på internettet”. Ikke desto mindre er det jo det de er. Derfor nytter det ikke noget ikke at have kontakter på Twitter, Flickr og YouTube. Det er heller ikke særligt hensigtsmæssigt ikke at linke til andre blogs med det samme emne.
• Mange museer vælger den oplagte at “linke” til andre museer. På den måde forbliver museumsverden sig selv nærmest og det bør ikke være hensigten med at bruge de sociale medier. Det er jeres brugere og kontakten med dem, som bør være i fokus. Gengæld derfor som minimum altid, når en bruger tilføjer jeres museum som kontakt.
• Mange Flickr og YouTube brugere vælger “Favoritter” blandt de andre brugeres fotos og videoer. Bloggere linker til hinanden både via en linkliste og direkte i deres blogindlæg. Twitter brugere sender tweets videre. Alt dette bør et museum også gøre for at være en del af netværket.

At lægge en strategi for jeres tilstedeværelse i de sociale medier er ikke anderledes end de andre strategier og handlingsplaner museet udfærdiger. Sæt den fornødne tid af til det og sørg for at chefen bakker det op. For det koster tid, men det er tid, der er godt givet ud.

• Andre blogs om emnet
• Social inklusion
• Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
• Brugergenereret indhold på museerne
• Community building
• Copyright på kunstmuseer
• YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Løsningen kunne sagtens udvikles i forhold til de betænkeligheder museer har ved at have et kommentarfelt. Nu vil der næppe opstå upassende kommentarer på en museumshjemmeside,  men der kan være andre forhold som et museum gerne vil sikre sig imod. Et er dog, hvad museet er betænkeligt ved, et andet er, hvad der reelt sker. Indtil videre har jeg ikke oplevet, at det har været nødvendigt at have mulighed for sanktioner på en museumshjemmeside. Måske også fordi der ikke er så mange muligheder for at kommentere.

En anden løsning kan være at styre diskussionen i den retning museet ønsker. Et eksempel er Guggenheim Forum. I en serie af moderede online diskussioner lægger museet op til samtale omkring kunst, arkitektur og design. Målsætningen er at invitere museets brugere til at diskutere udfra et eller flere oplæg. Disse oplæg vil komme fra eksperter indenfor de nævnte felter og vil være relaterede til museets udstillingsprogram. Sidst tog diskussionerne udgangspunkt i museets Kandinsky udstilling og havde spiritualitet i kunsten som overordnet emne.

En anden mulighed er at tage begrebet brugerundersøgelse et skridt videre og integrere dette på museets hjemmeside. Her nærmer vi os muligvis et af de områder, hvor mange museer har betænkeligheder. Men en start kunne være, at det var muligt at sætte et kryds ved de samme svarmuligheder som  et online spørgeskema giver. Et eksempel er Statens Museum for Kunst. Museet har en brugergruppe, som har indvilget i med jævne mellemrum at besvare en række spørgsmål i forhold til museets digitale tiltag. En anden mulighed end dette – eller et supplement til – ville være at give brugere af hjemmesiden mulighed for at besvare en række af de samme spørgsmål direkte under for eksempel den video, som museet ønsker at kende reaktionen på.

Hvad angår direkte kommentarer til en udstilling kan man på Brooklyn Museums hjemmeside efterlade en kommentar. Denne vil både være synlig på museet og på hjemmesiden og fungerer som en elektronisk gæstebog. Der er overvejende positive kommentarer og den kritik der er har mere karakter af at være konstruktiv end direkte negativ eller upassende.

Hverken brugerundersøgelser eller gæstebøger/opslagstavler med mulighed for at kommentere en udstilling er ukendte for danske museer. Det der mangler er at tænke disse tiltag ind i museets digitale profil.  Og, skulle jeg have overset danske museer, som allerede gør dette, så skyldes det udelukkende en uvidenhed som der kan rettes op på i kommentarfeltet. Upassende indlæg bliver fjernet uden yderligere brugerinddragelse

Rhiannon Mason har inddelt disse i 6 “communities” defineret ud fra forskellige kriterier. En af disse er gruppen af brugere som besidder en eller anden form for specialist viden.

Det kan være, at de er fagligt involveret i feltet, men det kan også være en altopslugende hobby, som vedkommende har studeret.

Gruppen af specialister vil have en helt anden tilgang til museets samlinger end den som kommer uden noget større forhåndskendskab. Samtidig er denne gruppe en ”guldgrube” for det museum som ønsker at involvere sine brugere mere aktivt. Det kan være fysisk i kraft af laug som på for eksempel Moesgård Museum, men det kan også være i forhold til deling af viden gennem de sociale medier.

Et eksempel udenfor museumsverden er modebranchen, som også Charlotte S.H.Jensen nævner. Der findes et hav af bloggere, som viser deres egen stil frem og som skriver om mode. De når et globalt publikum og danner et fællesskab ved at linke til hinanden. I stedet for at se dem som konkurrenter inkluderer modebranchen dem og anerkender deres viden om emnet.

Bloggere bliver inviteret til modeshows på første række og et fima som Burberry har lavet en hjemmeside – Art of the Trench – hvor folk kan uploade deres egen fortolkning af trenchcoaten. Altså vise, hvordan de tilpasser trenchcoaten deres egen stil. Siden er en blanding af modefotos og brugernes egne fotos og ved at bruge filteret ”user submitted” er det muligt udelukkende at se de fotos brugerne selv har uploadet. Og, dem er der en del af.

Modebladene inddrager ligeledes bloggerne. I vinteren 2010 brugte modebladet Glamour en række modebloggere til at vise, hvordan vinterens garderobe kan peppes op. Ligesom bladene bruger bloggerne som skribenter. Den samme tendens viser sig indenfor indretning.

På nuværende tidspunkt har det ikke været muligt at finde museer der på samme vis inddrager bloggernes viden, men der er meget at lære af både modebrancen og de blade som bekæftiger sig med mode og indretning. For det første er emnerne nemlig slet ikke ukendte for museer som for eksempel Brede Værk og Nationalmuseet (Krop og forklædning samt Tidens Tøj), Kunstindustrimuseet og Den Gamle By i Århus i det mange bloggere blander  nutidens mode med vintage. Det betyder blot, at museerne skal dreje deres læringsvinkel en halv omgang og fremfor at være dem der dikterer viden, indgå i en vidensdeling med bloggerne. For det andet kan accepten af den viden som hobby specialisten besidder sagtens overføres til andre mere nicheprægede emner. Det er “blot” at oversætte museets fysiske laug til internettet. Og, det betyder ikke at disse ”internetlaug” aldrig sætter deres fod på museet. Tvært i mod er det oplagt at invitere specialisterne til et særskilt arrangement på museet, hvor de kan møde hinanden og museets personale indenfor det givne emne.

Hvad angår mode og indretning har det faktisk længe undret mig, at det ikke er blevet taget op af  museer med samlinger der matcher dette. Disse to emner er nemlig rene læsermagneter ude i blogverden. Jeg bliver grøn af misundelse, når jeg ser deres læsertal og sammenligner dem med læsertallet på mine blogs. Samtidig har jeg dog med sindsro konstateret at kunst (artblog) og Kalkmalerier bare ikke har den samme gennemslagskraft. Forstå det dem, der vil

Selvfølgelig er det et stort arbejde at finde disse bloggere, hvis man ikke selv læser dem, men jeg kunne sagtens forestille mig at der ville komme et frugtbart samarbejde ud af det. Udover at linke til dem og tilføje dem som kontakter på Flickr er det også oplagt at invitere dem til et særarrangement på museet. Giv dem adgang til samlingen og magasinet. Gå i dialog og lad dem være med til at udforme aktiviteter på internettet. Lad dem holde deres næste blogger træf på museet.

Og, selvom jeg ikke normalt går rundt og skilter med det, så hopper jeg nu ud af skabet og indrømmer, at jeg da kender et par enkelte modeblogs. F.eks. den skånske Elinkan og den amerikanske The Clothes Horse og jeg kunne nok godt hårdt presset også komme i tanker om flere indretningsblogs end den svenske Om livet i ett skatbo og den irske Homebug

Den lokale Elite Købmand

Egentlig handler denne blog jo ikke om reklamer, men denne fra Elite købmand spiller på nogle af de samme strenge, som de sociale  medier gør, når de er bedst: nemlig  fællesskab.

Manden på billedet er min købmand. Karsten lige nede om hjørnet, som jeg hilser på om morgenen og køber ind hos jævnligt. Den første gang jeg lagde mærke til reklamerne fra Elite var for nogle måneder siden. Da var det nemlig Karstens bror Eigil, som reklamerede. Ikke, at jeg kan huske, hvad tilbudet var og det er også først nu, at jeg ser, der er tilbud på Cultura. For mig er det ikke tilbudet, der er det væsentlige.  Det er det, at Elite aktivt bruger deres slogan om at være den nære købmand. Selvom jeg altid føler mig velkommen hos Karsten og Eigil, så skaber reklamen et ekstra bånd i mellem os. Der er sikkert nogle reklamefolk, der kan forklare det her meget bedre end jeg.

Pointen er, at det kunne være sjovt at se lignende reklamer for et museum. Vagterne på Statens Museum for Kunst, som viser deres yndlingsværk frem. Billetpersonalet på Nationalmuseet, som står med deres yndlingsgenstand fra samlingen. Ved at vælge frontpersonalet, dem vi møder på museet, ville det skabe det ekstra bånd, som reklamen fra Elite gør i forhold til min lokale købmand. Museet ville blive personliggjort og gæsterne ville føle sig mere som en del af et fællesskab.

Der er allerede en tendens der peger mod at personliggøre museet og vise, at der findes mennesker af kød og blod bag.

For eksempel havde Museum of London i december et blogindlæg om deres årlige julefrokost hos borgmesteren. Den inkluderer en konkurrence om, hvem der har lavet den bedste hat – det er jo England. Og, sørme om Museum of London vandt igen i år på en delt førsteplads.

Tanya Pollard fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Carol Thompson fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Et andet eksempel er Brooklyn Museums “Behind the Scenes” serie på Flickr. Du kan komme bag scenen hos “The Commons” projektet og bag scenen ved adskillige udstillingsopbygninger, f.eks. opbygningen af Judith Chicagos The Dinner Party

Herhjemme har Nationalmuseet lavet noget lignende, da Istedløven skulle have et eftersyn

Ingen tvivl om, at det er det gode budskab om at sprede kærlighed der rammer, men også det sociale budskab spiller ind. Ellers kunne folk jo bare have tweetet en hvilken som helst video med “All you need is love”.  Samtidig får Starbucks en god omgang positiv reklame og får gjort opmærksom på, at de er et firma med socialt ansvar.  Desuden  forener de det fokus de har på musik – du kan købe cd´ er i butikkerne samt online – med deres verdensomspændende forretning.

Starbucks har også et “community”. Et ord der er vanskeligt at oversætte til dansk. Det nærmeste vi kommer er vel “fællesskab”. Dette består af “MyStarbucksIdea.com”, hvor kunderne kan komme med gode ideer til Starbucks, diskutere andres og på denne måde have indflydelse på firmaets produkter. Dette er ikke enestående for Starbucks og det er oplagt også at bruge denne tilgang i museumsverden. Måske er der allerede museer der gør det?

Derudover består deres “community” af  Starbucks V2V, som skal samle og inspirere til at gøre noget for den gode sag eller som firmaet udtrykker det “en sag større end dig selv”. En måde at forene firmaets sociale profil med “community building”.

Den sociale profil kommer også til udtryk i Starbucks Red, hvor firmaet støtter folk i Afrika der har HIV. Og, endelig samles den i Starbucks Shared Planet, hvor firmaet gør rede for deres virksomhedsprofil.

Og, så er Starbucks selvfølgelig på Facebook, Twitter og YouTube.

Tak til Ib Potter, som via sin blog gjorde mig opmærksom på bitly.tv.