Mona Hatoums “Under spænding” – fra Arkens YouTube-kanal

Helt basalt handler det om at give den potentielle museumsbruger en smagsprøve på, hvad hun får, når hun køber en billet. YouTube videoer er en oplagt mulighed. For eksempel videoer som viser genstande i samlingen eller fra særudstillingen.

“Min yndlingsgenstand” – fra Nationalmuseets YouTube-kanal

Det kan også være stemningsbilleder som her fra Den Gamle Bys Facebook-album “Jul i Den Gamle By”. Der er trods alt kun 2 måneder til jul…

Eller et blogindlæg, som viser sider af museet, som den almindelige bruger måske ikke var klar over eksisterede. Som for eksempel “Nyt Fra biblioteket” på Handels- og Søfartsmuseets blog Fyrskibet.

I virkeligheden er det kun kreativiteten som sætter grænser og de allerbedste til at definere museets “varer” er de ansatte selv og brugerne af museet.  Måske er der hjørner af museet, som trænger til at blive trukket frem i lyset, fordi de er en god smagsprøve på, hvad man kan opleve på museet. Måske burde museet vise mange flere genstande/værker fra samlingen eller brugere i “aktion”. Dog tror jeg, at det er vigtigt at disse “vareprøver” ligger så mange forskellige steder som muligt. En video skal ikke kun ligge på YouTube eller hjemmesiden. Den nyeste eller bedste skal ligge begge steder og gerne også på Facebook. Den skal også være let at dele lige meget, hvor den ligger.

Det kunne være sjovt, hvis ansatte og brugere lavede en brainstorm på, hvad museet kan tilbyde. Mon ikke der ville komme nye uopdagede vinkler frem?

Det der især har interesseret mig er motivationen for fællesskabet. Når jeg i specialet taler om fællesskabsstruktur har jeg især haft fokus på den “lim”, der holder fællesskabet oppe. Og selve analysen har da også brugerne som udgangspunkt. Jeg endte med at se nærmere på Nationalmuseet og Louisianas Facebook-sider, men har også haft en kontrolgruppe på 5 kulturhistoriske museer og 5 kunstmuseer. Clay Shirky´s model for brugermotivation (tilsagn, værktøj, forhandling), som jeg omtalte i forrige indlæg, viste sig at være meget anvendelig. Derudover brugte jeg Nielsens 90/9/1 model over bruger aktivitet i de sociale medier og sammenlignede med Dwarfs undersøgelse af danskernes aktivitet på Facebook, som jeg lavede om til en 51/44/5 model. Tallene står for “betragtere”, aktive og meget aktive. Ikke særligt overraskende viste det sig, at brugerne i forhold til museer lægger sig op ad Nielsens model. Der er ikke det tætte følelsesmæssige bånd, som brugerne har til deres nærmeste netværk af venner og kolleger.  Tre museer lå forholdsvis tæt på Nielsens model:

Nationalmuseet 89,4/10,4/0,2
Handels- og Søfartsmuseet 91,3/8,7/0
Industrimuseet Frederiks Værk 93,3/5,6/1,03

Det der karakteriserer disse tre museer er, at de har en høj grad af aktivitet. De har alle mange opslag, kommenterer ofte på brugernes kommentarer og så har de alle tre stillet deres brugere spørgsmål. Det sidste er der også andre museer, der har gjort, men tallene viser, at dette ikke kan stå alene. Via de tre omtalte “ingredienser” giver museerne inddirekte brugerne et tilsagn om, at de betyder noget for museet. En model som der sagtens kan arbejdes videre med. Det kunne for eksempel være interessant at se, hvad det ville betyde for brugernes motivation, hvis museerne også brugte brugergenereret indhold. Nationalmuseet har gjort det en gang, men de to andre har ikke benyttet sig af dette.

Som den kvikke læser allerede har set, så er alle tre museer kulturhistoriske museer. Ingen af de 6 kunstmuseer i undersøgelsen kom i nærheden af at have en høj brugeraktivitet. Selvom det på Louisianas Facebook-side ser ud som om, at der er en høj brugeraktivitet, viste det sig, at 98 % af deres brugere er “betragtere”. Lignende tal kom frem i forbindelse med kontrolgruppen. Hvad dette skyldes har jeg ikke undersøgt nærmere. Måske en kulturforskel?

Hele specialet kan hentes ved at klikke på linket i titlen: “Danske museer og fællesskaber – med særligt fokus på nye fællesskaber i de sociale medier”

De to af dem stammer fra Rynkeby kirke, som jeg besøgte i april.

De to andre er fra Birkerød kirke

Af de fire er det den nederste, der er sendt flest gange. Det kan der selvfølgelig være flere grunde til. Først og fremmest er det den, der har ligget der længst, fordi den hele tiden har været et “hit”. Det giver et naturligt forspring, men den anden fra Birkerød kirke har ligget der næsten lige så lang tid, så det kan ikke være den eneste grund. Er det mon fordi den lever op til alle vores forestillinger om engle og de andre ikke gør det på samme vis? Er det måden fotografiet er skåret på? Eller er det bare mig, der synes en engel, der vinker er en god hilsen til en ven? Jeg er faktisk gået hen og blevet ret nysgerrig og samtidig illustrerer eksemplet, hvor svært det er at aflæse brugermotivation ud fra statistik. At finde ud af, hvad der motiverer brugerne er en af de udfordringer museerne står overfor, når de begynder at bruge de sociale medier.

Clay Shirky stiller i ”Here Comes Everybody: The Power of Organization without Organizations” (2008) tre elementer op, som kan være en medvirkende årsag til brugernes aktive deltagelse: tilsagn, værktøj og forhandling. ”Tilsagn” er det element, som overbeviser brugeren om, at det giver mening at deltage. ”Værktøj” er som ordet siger det værktøj, som organisationen stiller til rådighed. ”Forhandling” er der, hvor reglerne bliver sat, men det giver mig i dette tilfælde ikke meget hjælp. Det kan hjælpe mig til at forstå statistikken bag brugen af Kalkmaleriapplikationen generelt, men det er ikke det jeg her er ude efter.

Også Nina Simon har lavet en model for brugermotivation, som hun i januar lagde ud på sin blog, men igen er den kun anvendelig generelt set.

Der er simpelthen ikke andet at gøre end spørge brugerne og håbe på, at de svarer og derfor er indlægget i en forkortet form krydsblogget på artblog og Kalkmalerier

Ser man på det seneste udspil fra Kulturministeriet: ”Kultur for alle” (2009) er ord som vidensdeling og dialog samt begreber som brugerinddragelse og social inklusion i fokus. Kulturen skal ud til alle, også de der i dag ikke bruger museerne.

”Kultur for alle” bygger videre på intentionerne fra rapporten ”Reach out” fra 2008, men hvor ”Reach out” var et inspirationskatalog er der i ”Kultur for alle” krav om, at museerne lever op til intentionerne. Museerne skal gå i dialog med brugere og ikke-brugere og de skal dele deres viden med hinanden og resten af samfundet.

Ser man på intentioner og krav i forhold til nye medier, så spiller de stadig en forholdsvis lille, men dog vigtig rolle. I ”Kultur for alle” bliver der lagt vægt på, at digitaliseringen af kulturarven fortsættes. En konklusion der bygger videre på rapporten ”Digitalisering af Kulturarven” fra 2009, hvor et udvalg under Kulturministeriet kom med forslag til digitalisering af udvalgte dele af kulturarven. Desuden er der i ”Kultur for alle” et pålæg om at fremme brugen af nye teknologier i museernes formidling. Ligeledes gøres der i ansøgningsvejledningen til de generelle midler under museumsloven opmærksom på, at et af Kulturministeriets fokusområder de kommende år er ”Nye medier” .

Med Formidlingsplanen har kulturarvsstyrelsen haft fokus på museernes formidling i perioden 2007-2010. Formidling på internettet fylder meget i og med, at der både kan søges til digital formidling gennem digitaliseringspuljen og formidlingspuljen . Desuden kan der søges til digitalisering gennem Kulturnet Danmark puljen. Af de projekter, som i perioden har fået tilskud gennem formidlingspuljen, er der kun et, som tager sit udgangspunkt i de sociale medier. Nemlig Nationalmuseets ”Flirt, filosofi og facebook”. Digitalisering bliver altså i høj grad tolket som selvstændige projekter på egne platforme. En tendens som også kommer til udtryk i bogen ”Digital museumsformidling – i brugerperspektiv” fra 2009.

I ”Kultur for alle” lægges der også stor vægt på en udvikling af museernes markedsføring, således at så mange borgere som muligt får oplysninger om de kulturtilbud museerne har. Der lægges op til, at museerne i højere grad tænker på, hvor brugerne henter deres oplysninger og krav om, at de i højere grad end i dag, når andre borgere end museets kernebrugere. Internettet bliver ikke nævnt i denne sammenhæng, men der lægges op til, at museerne går nye veje for at nå brugerne. Med ”Nye medier” som et fokusområder er det nærliggende at antage, at der i denne sammenhæng også bliver tænkt på disse.

Intentionerne fra kulturministeriet går hånd i hånd med den internationale udvikling indenfor museologien som går under betegnelsen ”ny museologi”. Udviklingen er dels drevet indefra, men også i udlandet har museerne mærket et politisk pres i retning af en større åbenhed og mere fokus på brugerne af museerne. Spørgsmålet er, hvor stor en del af personalet på de danske museer, som er fortalere for “ny museologi” og om alle disse nye tiltag, krav og forventninger bliver set som en opbakning til tiltag, som allerede er igang? Det er aldrig nemt at sige, hvem der kom først: hønen eller ægget?

Karakteristisk for økomuseet er, at fremfor at basere sig på udefra kommende ”eksperter” – personificeret i det typiske museumspersonale bestående af forskere og formidlere – opfordrer museet de lokale ”communities” til selv at identificere og tage kontrol over deres kulturarv.

Et andet karakteristika er, at det foregår in situ. Fremfor at fjerne kulturarven fra dens oprindelige tilhørsforhold over i et museum udenfor lokalområdet, som der har været tradition for, forbliver arven i dens oprindelige kontekst, i lokalmiljøet .

Økomuseer kan have mange udformninger og betegnelsen øko er ikke udtryk for, at museet beskæftiger sig med miljø i en økologisk eller biologisk forstand, men skal forstås bredere. Miljø betegner i denne sammenhæng et geografisk område med alt hvad dette indebærer af geologi, planter, dyr, mennesker, landskabet som de har formet, deres traditioner, materielle kultur og måde at leve på .

Oprindeligt stammer ideen fra Frankrig, som i løbet af 1960´erne og 70´erne udviklede konceptet. Dets to største fortalere var Hugues de Varine og Georges Henri Riviére. Varine var meget optaget af demokratiseringen af museerne og satte derfor betydningen af ”communities” ind i en økonomisk og politisk ramme. Riviére havde sine rødder i fransk etnografi og var derfor optaget af at forbinde historien, dens objekter og kulturgenstande med det lokale miljø.

De to første økomuseer var Ecomusée des Monts d´Arrée og Ecomusée de I´lle de Ouessant og var knyttet til udviklingen af Parc Naturel Régional d´Amorique in Finistére (Bretagne). De blev etableret i slutningen af 1960´erne med bistand fra Riviére.

Karakteristisk for økomuseet er altså, at det forener indbyggernes historie med landskabet og de spor indbyggerne har sat i dette. Et andet karakteristika er, at museet ikke er samlet i et afgrænset område, men består af flere lokaliteter spredt ud i landskabet. I den skandinaviske model for økomuseet, som får sin udbredelse i 1980´erne, er der ofte tale om meget store geografiske arealer, hvor kulturlokaliteter forbindes med hinanden. Og, dets måske vigtigste karakteristika er, at økomuseet er, hvad de lokale indbyggere i samarbejde med museumspersonalet kan blive enige om, at det er. Økomuseet er altså først og fremmest de lokales museum og tæt knyttet til dette ”community”.

Der findes flere forskellige modeller for økomuseet men den der tydeligst har fremlagt forskellen på det traditionelle museum og økomuseet er René Rivard. Han betegner det traditionelle museum med fire ord: bygning + samling + eksperter + publikum og sammenligner dette med de fire ord, som betegner økomuseet: område + kulturarv + erindring + indbyggere .

Med den store vægt der i økomuseet er på kulturarv er det oplagt at spørge sig selv om elementer fra økomuseet kan indkopereres i kunstmuseet, men et projekt som Myplace viser, at dette godt kan lade sig gøre.

Myplace var et projekt som udsprang af et samarbejde mellem Fuglsang Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum, Museet for Samtidskunst, KØS- Museum for kunst i det offentlige rum samt Vestsjællands Kunstmuseum. Projektet var knyttet til udstillingerne Havnen, Torvet, Højen, Søen og Træet – samlet under betegnelsen KURS -, hvor en række samtidskunstnere fortolkede disse fem stedbegreber. Stederne var udvalgt af museerne som karakteristiske for det enkelte museums beliggenhed. På Myplace kunne brugerne uploade deres egne foto-fortolkninger af disse fem. De respektive fotos blev indsat på et kort, så det var muligt at se på, hvilken lokalitet de var taget. Projektet indeholdt hermed væsentlige elementer af økomuseet. Fortolkningen af en lokalitet, båndet mellem en lokalitet og dens indbyggere – her først og fremmest museets egen forståelse af dets omgivelser, som blev omsat til brugernes forståelse af deres – og brugernes egen fortolkning af en lokalitet i samspil med kunstnernes fortolkning af samme. Samtidig var lokaliteterne spredt ud over et større geografisk område, men samtidig samlet på sitet Myplace, der på denne måde kan ses som en pendant til økomuseet. Desuden viste projektet, hvordan det er muligt at bruge elementer fra de sociale medier eller det man også kalder web 2.0 til at danne et ”community” omkring et bestemt emne.

Erklærede økomuseer i Danmark er: Samsø Økomuseum, Søhøjlandets Økomuseum, Vestjyllands Økomuseum og Sydfalster Økomuseum. De to sidste har ikke nogen hjemmeside, så det er lidt usikkert, hvor etablerede de er.

• Andre blogs om emnet
• Social inklusion
• Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
• Brugergenereret indhold på museerne
• Community building
• Copyright på kunstmuseer
• YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Løsningen kunne sagtens udvikles i forhold til de betænkeligheder museer har ved at have et kommentarfelt. Nu vil der næppe opstå upassende kommentarer på en museumshjemmeside,  men der kan være andre forhold som et museum gerne vil sikre sig imod. Et er dog, hvad museet er betænkeligt ved, et andet er, hvad der reelt sker. Indtil videre har jeg ikke oplevet, at det har været nødvendigt at have mulighed for sanktioner på en museumshjemmeside. Måske også fordi der ikke er så mange muligheder for at kommentere.

En anden løsning kan være at styre diskussionen i den retning museet ønsker. Et eksempel er Guggenheim Forum. I en serie af moderede online diskussioner lægger museet op til samtale omkring kunst, arkitektur og design. Målsætningen er at invitere museets brugere til at diskutere udfra et eller flere oplæg. Disse oplæg vil komme fra eksperter indenfor de nævnte felter og vil være relaterede til museets udstillingsprogram. Sidst tog diskussionerne udgangspunkt i museets Kandinsky udstilling og havde spiritualitet i kunsten som overordnet emne.

En anden mulighed er at tage begrebet brugerundersøgelse et skridt videre og integrere dette på museets hjemmeside. Her nærmer vi os muligvis et af de områder, hvor mange museer har betænkeligheder. Men en start kunne være, at det var muligt at sætte et kryds ved de samme svarmuligheder som  et online spørgeskema giver. Et eksempel er Statens Museum for Kunst. Museet har en brugergruppe, som har indvilget i med jævne mellemrum at besvare en række spørgsmål i forhold til museets digitale tiltag. En anden mulighed end dette – eller et supplement til – ville være at give brugere af hjemmesiden mulighed for at besvare en række af de samme spørgsmål direkte under for eksempel den video, som museet ønsker at kende reaktionen på.

Hvad angår direkte kommentarer til en udstilling kan man på Brooklyn Museums hjemmeside efterlade en kommentar. Denne vil både være synlig på museet og på hjemmesiden og fungerer som en elektronisk gæstebog. Der er overvejende positive kommentarer og den kritik der er har mere karakter af at være konstruktiv end direkte negativ eller upassende.

Hverken brugerundersøgelser eller gæstebøger/opslagstavler med mulighed for at kommentere en udstilling er ukendte for danske museer. Det der mangler er at tænke disse tiltag ind i museets digitale profil.  Og, skulle jeg have overset danske museer, som allerede gør dette, så skyldes det udelukkende en uvidenhed som der kan rettes op på i kommentarfeltet. Upassende indlæg bliver fjernet uden yderligere brugerinddragelse