Karakteristisk for økomuseet er, at fremfor at basere sig på udefra kommende ”eksperter” – personificeret i det typiske museumspersonale bestående af forskere og formidlere – opfordrer museet de lokale ”communities” til selv at identificere og tage kontrol over deres kulturarv.

Et andet karakteristika er, at det foregår in situ. Fremfor at fjerne kulturarven fra dens oprindelige tilhørsforhold over i et museum udenfor lokalområdet, som der har været tradition for, forbliver arven i dens oprindelige kontekst, i lokalmiljøet .

Økomuseer kan have mange udformninger og betegnelsen øko er ikke udtryk for, at museet beskæftiger sig med miljø i en økologisk eller biologisk forstand, men skal forstås bredere. Miljø betegner i denne sammenhæng et geografisk område med alt hvad dette indebærer af geologi, planter, dyr, mennesker, landskabet som de har formet, deres traditioner, materielle kultur og måde at leve på .

Oprindeligt stammer ideen fra Frankrig, som i løbet af 1960´erne og 70´erne udviklede konceptet. Dets to største fortalere var Hugues de Varine og Georges Henri Riviére. Varine var meget optaget af demokratiseringen af museerne og satte derfor betydningen af ”communities” ind i en økonomisk og politisk ramme. Riviére havde sine rødder i fransk etnografi og var derfor optaget af at forbinde historien, dens objekter og kulturgenstande med det lokale miljø.

De to første økomuseer var Ecomusée des Monts d´Arrée og Ecomusée de I´lle de Ouessant og var knyttet til udviklingen af Parc Naturel Régional d´Amorique in Finistére (Bretagne). De blev etableret i slutningen af 1960´erne med bistand fra Riviére.

Karakteristisk for økomuseet er altså, at det forener indbyggernes historie med landskabet og de spor indbyggerne har sat i dette. Et andet karakteristika er, at museet ikke er samlet i et afgrænset område, men består af flere lokaliteter spredt ud i landskabet. I den skandinaviske model for økomuseet, som får sin udbredelse i 1980´erne, er der ofte tale om meget store geografiske arealer, hvor kulturlokaliteter forbindes med hinanden. Og, dets måske vigtigste karakteristika er, at økomuseet er, hvad de lokale indbyggere i samarbejde med museumspersonalet kan blive enige om, at det er. Økomuseet er altså først og fremmest de lokales museum og tæt knyttet til dette ”community”.

Der findes flere forskellige modeller for økomuseet men den der tydeligst har fremlagt forskellen på det traditionelle museum og økomuseet er René Rivard. Han betegner det traditionelle museum med fire ord: bygning + samling + eksperter + publikum og sammenligner dette med de fire ord, som betegner økomuseet: område + kulturarv + erindring + indbyggere .

Med den store vægt der i økomuseet er på kulturarv er det oplagt at spørge sig selv om elementer fra økomuseet kan indkopereres i kunstmuseet, men et projekt som Myplace viser, at dette godt kan lade sig gøre.

Myplace var et projekt som udsprang af et samarbejde mellem Fuglsang Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum, Museet for Samtidskunst, KØS- Museum for kunst i det offentlige rum samt Vestsjællands Kunstmuseum. Projektet var knyttet til udstillingerne Havnen, Torvet, Højen, Søen og Træet – samlet under betegnelsen KURS -, hvor en række samtidskunstnere fortolkede disse fem stedbegreber. Stederne var udvalgt af museerne som karakteristiske for det enkelte museums beliggenhed. På Myplace kunne brugerne uploade deres egne foto-fortolkninger af disse fem. De respektive fotos blev indsat på et kort, så det var muligt at se på, hvilken lokalitet de var taget. Projektet indeholdt hermed væsentlige elementer af økomuseet. Fortolkningen af en lokalitet, båndet mellem en lokalitet og dens indbyggere – her først og fremmest museets egen forståelse af dets omgivelser, som blev omsat til brugernes forståelse af deres – og brugernes egen fortolkning af en lokalitet i samspil med kunstnernes fortolkning af samme. Samtidig var lokaliteterne spredt ud over et større geografisk område, men samtidig samlet på sitet Myplace, der på denne måde kan ses som en pendant til økomuseet. Desuden viste projektet, hvordan det er muligt at bruge elementer fra de sociale medier eller det man også kalder web 2.0 til at danne et ”community” omkring et bestemt emne.

Erklærede økomuseer i Danmark er: Samsø Økomuseum, Søhøjlandets Økomuseum, Vestjyllands Økomuseum og Sydfalster Økomuseum. De to sidste har ikke nogen hjemmeside, så det er lidt usikkert, hvor etablerede de er.

• Andre blogs om emnet
• Social inklusion
• Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
• Brugergenereret indhold på museerne
• Community building
• Copyright på kunstmuseer
• YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Løsningen kunne sagtens udvikles i forhold til de betænkeligheder museer har ved at have et kommentarfelt. Nu vil der næppe opstå upassende kommentarer på en museumshjemmeside,  men der kan være andre forhold som et museum gerne vil sikre sig imod. Et er dog, hvad museet er betænkeligt ved, et andet er, hvad der reelt sker. Indtil videre har jeg ikke oplevet, at det har været nødvendigt at have mulighed for sanktioner på en museumshjemmeside. Måske også fordi der ikke er så mange muligheder for at kommentere.

En anden løsning kan være at styre diskussionen i den retning museet ønsker. Et eksempel er Guggenheim Forum. I en serie af moderede online diskussioner lægger museet op til samtale omkring kunst, arkitektur og design. Målsætningen er at invitere museets brugere til at diskutere udfra et eller flere oplæg. Disse oplæg vil komme fra eksperter indenfor de nævnte felter og vil være relaterede til museets udstillingsprogram. Sidst tog diskussionerne udgangspunkt i museets Kandinsky udstilling og havde spiritualitet i kunsten som overordnet emne.

En anden mulighed er at tage begrebet brugerundersøgelse et skridt videre og integrere dette på museets hjemmeside. Her nærmer vi os muligvis et af de områder, hvor mange museer har betænkeligheder. Men en start kunne være, at det var muligt at sætte et kryds ved de samme svarmuligheder som  et online spørgeskema giver. Et eksempel er Statens Museum for Kunst. Museet har en brugergruppe, som har indvilget i med jævne mellemrum at besvare en række spørgsmål i forhold til museets digitale tiltag. En anden mulighed end dette – eller et supplement til – ville være at give brugere af hjemmesiden mulighed for at besvare en række af de samme spørgsmål direkte under for eksempel den video, som museet ønsker at kende reaktionen på.

Hvad angår direkte kommentarer til en udstilling kan man på Brooklyn Museums hjemmeside efterlade en kommentar. Denne vil både være synlig på museet og på hjemmesiden og fungerer som en elektronisk gæstebog. Der er overvejende positive kommentarer og den kritik der er har mere karakter af at være konstruktiv end direkte negativ eller upassende.

Hverken brugerundersøgelser eller gæstebøger/opslagstavler med mulighed for at kommentere en udstilling er ukendte for danske museer. Det der mangler er at tænke disse tiltag ind i museets digitale profil.  Og, skulle jeg have overset danske museer, som allerede gør dette, så skyldes det udelukkende en uvidenhed som der kan rettes op på i kommentarfeltet. Upassende indlæg bliver fjernet uden yderligere brugerinddragelse