De sidste par dage har jeg haft lejlighed til at smugkigge lidt på sitet og jeg er imponeret! Jeg har tilbragt nogle fornøjelige timer med at følge spor gennem kunsthistorien, kigge nærmere på enkelte værker og kunstnere samt læse historier. Og, der er til mange timer endnu.

Der er gjort meget ud af brugervenligheden uden at gå nævneværdigt på kompromis med æstetiken.

Dette er selvfølgelig en påstand med modifikationer og kun en kommende brugertest vil vise om dette generelt gælder alle brugere. Selv hører jeg til de meget utålmodige brugere, men idet jeg tilbringer meget af min vågne tilstand på internettet er det en nærliggende konklusion, at jeg ikke er prototypen på en almindelig bruger.

Der er da også basis for forbedringer. For eksempel er det ikke altid helt klart, hvordan man kommer tilbage til udgangspunktet, når man har valgt en menu under eksempelvis en bestemt kunstner.

Et eksempel er, da jeg kiggede nærmere på L.A.Ring. Her valgte jeg menuen “Forbindelser” og trykkede på “Symbolske træer”. Da jeg ville tilbage til L.A. Ring tog det mig en rum tid at regne ud, at jeg blot skulle klikke på bjælken øverst, hvor der stod L.A.Ring.

Det var også en ren tilfældighed, der gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg kunne zoome ind på et værk. Derefter var det ret svært at gennemskue, hvordan jeg kom tilbage til billedet i normal størrelse. Mit bud er, at det ikke er alle, der ligesom mig, lystigt klikker på alt indtil løsningen er der.

I de seneste dage er mine Facebook-venner blevet bombarderet med links fra sitet, mens jeg har testet dele funktionen.

Det er for mig at se meget vigtigt at kunne dele specifikke sider med ens netværk. Det har stor betydning for dialogen i al sin mangfoldighed. At dele for eksempel et yndlingsværk på Facebook er at give noget til fællesskabet, som kan være til fælles fornøjelse, glæde eller måske sågar noget som kan bidrage til viden. Derudover viser jeg dels noget af mig selv og får dels lejlighed til en dialog omkring værket. Er det for eksempel også andre venners yndlingsværk eller har de andre bud?

I den sammenhæng er det vigtigt, at linket viser hen til den specifikke side jeg ønsker at dele. Det forvirrer og er utilfredsstillende både for den der deler linket og den som åbner det, hvis linket viser hen til en anden side. Hensigten med delingen ryger ganske enkelt og det bliver et irritationsmoment for både afsender og modtager. Funktionen er de seneste dage blevet optimeret, men rummer stadig et udviklingspotentiale.

Jeg har med succes delt mit yndlingsværk og det gav mig blod på tanden. Som et forsøg delte jeg den før omtalte forbindelse “Symbolske træer”, som også går under betegnelsen “spor”. Den side jeg troede jeg delte var bare ikke den side der dukkede op på Facebook. I stedet for kom forsiden til sporet op, hvilket krævede et klik på en bjælke for at komme til den side jeg oprindeligt ønskede at dele. Ikke godt.

Et andet område, hvor der er mulighed for udvikling er boksen som kommer op på Facebook i forbindelse med delingen. Den rummer desværre ikke de store oplysninger om, hvad det er jeg deler. Ved delingen af mit yndlingsværk står der for eksempel blot “Statens Museum for Kunst:Værker”. Ikke, at det er L.A.Rings “I havedøren. Kunstnerens hustru” fra 1897. En lille bitte information, som alligevel betyder meget.

Intet er perfekt og det gode ved den digitale verden er, at et produkt aldrig er færdigt men altid kan ændres. Mens udviklingsteamet på smk digital arbejder videre, hygger mig imens med at gå på opdagelse i kunsthistorierne. Og, jeg er overbevist om, at næste gang jeg går på Statens Museum for Kunst, ser jeg på værkerne med nye øjne og anderledes vinkler.

Det der især har interesseret mig er motivationen for fællesskabet. Når jeg i specialet taler om fællesskabsstruktur har jeg især haft fokus på den “lim”, der holder fællesskabet oppe. Og selve analysen har da også brugerne som udgangspunkt. Jeg endte med at se nærmere på Nationalmuseet og Louisianas Facebook-sider, men har også haft en kontrolgruppe på 5 kulturhistoriske museer og 5 kunstmuseer. Clay Shirky´s model for brugermotivation (tilsagn, værktøj, forhandling), som jeg omtalte i forrige indlæg, viste sig at være meget anvendelig. Derudover brugte jeg Nielsens 90/9/1 model over bruger aktivitet i de sociale medier og sammenlignede med Dwarfs undersøgelse af danskernes aktivitet på Facebook, som jeg lavede om til en 51/44/5 model. Tallene står for “betragtere”, aktive og meget aktive. Ikke særligt overraskende viste det sig, at brugerne i forhold til museer lægger sig op ad Nielsens model. Der er ikke det tætte følelsesmæssige bånd, som brugerne har til deres nærmeste netværk af venner og kolleger.  Tre museer lå forholdsvis tæt på Nielsens model:

Nationalmuseet 89,4/10,4/0,2
Handels- og Søfartsmuseet 91,3/8,7/0
Industrimuseet Frederiks Værk 93,3/5,6/1,03

Det der karakteriserer disse tre museer er, at de har en høj grad af aktivitet. De har alle mange opslag, kommenterer ofte på brugernes kommentarer og så har de alle tre stillet deres brugere spørgsmål. Det sidste er der også andre museer, der har gjort, men tallene viser, at dette ikke kan stå alene. Via de tre omtalte “ingredienser” giver museerne inddirekte brugerne et tilsagn om, at de betyder noget for museet. En model som der sagtens kan arbejdes videre med. Det kunne for eksempel være interessant at se, hvad det ville betyde for brugernes motivation, hvis museerne også brugte brugergenereret indhold. Nationalmuseet har gjort det en gang, men de to andre har ikke benyttet sig af dette.

Som den kvikke læser allerede har set, så er alle tre museer kulturhistoriske museer. Ingen af de 6 kunstmuseer i undersøgelsen kom i nærheden af at have en høj brugeraktivitet. Selvom det på Louisianas Facebook-side ser ud som om, at der er en høj brugeraktivitet, viste det sig, at 98 % af deres brugere er “betragtere”. Lignende tal kom frem i forbindelse med kontrolgruppen. Hvad dette skyldes har jeg ikke undersøgt nærmere. Måske en kulturforskel?

Hele specialet kan hentes ved at klikke på linket i titlen: “Danske museer og fællesskaber – med særligt fokus på nye fællesskaber i de sociale medier”

Fig.9: Museers brug af Facebook til formidling

Når vi ser bort fra, at 19 museer slet ikke bruger Facebook til formidling, så har de fleste museer som bruger Facebook til dette 25-49% opslag af denne art. Kun 20 % bruger mellem 50-100 % af deres tilstedeværelse på Facebook til formidling.Kunstmuseerne er i undertal idet kun et kunstmuseum befinder sig i denne kategori. Nemlig Bornholms Kunstmuseum. Det er dog ikke museum, som er særligt aktivt på Facebook.

De øvrige museer er alle kulturhistoriske.

3 museer bruger i høj grad deres blogs på Facebook. Disse er Nationalmuseet, Moesgård Museum og Handels – og Søfartsmuseet. De integrerer hermed et andet socialt medie på Facebook og opnår på denne måde både at gøre opmærksom på dette medies eksistens samt at formidle museets forskning. Nationalmuseet og Moesgård Museum har begge flere blogs, mens Handels- og Søfartsmuseet har en, hvor museet samlet formidler museets forskning samt giver et indblik ”bag scenen” på museet. Alle Handels- og Søfartsmuseets blogindlæg slås op på Facebook og udgør, med en enkelt undtagelse, opslagene. På Nationalmuseet og Moesgård museums Facebook sider er det ikke på samme måde alle blogindlæg, som bliver slået op.

Museum Sønderjylland har ingen blog, men bruger noterne og fotoalbummet på Facebook til at formidle om deres udgravninger. Dette er en fin løsning for et lille museum med begrænsede resourcer.

Vikingeskibsmuseet integrerer den formidling, der er på museets hjemmeside. Desuden bruger museet video i formidlingen på Facebook samt henviser til andre medier som DR og fagmagasiner. Dog kun hvis disse mediers indslag omhandler formidling fra Vikingeskibsmuseet. Det samme gælder for Nationalmuseet.

Skanderborg Museum linker også til eksterne sites, dog i et langt større omfang end Vikingeskibsmuseet, idet museet også linker til sites som generelt omhandler museets kerneområder. Signalet er tydeligvis, at museet er interesseret i at underbygge og udvide brugernes viden om områderne. Desuden viser museet på denne måde, at det ser sig selv som en del et netværk på internettet. Dette er et skred i den generelle museumsopfattelse, hvor museer generelt giver indtryk af oftest at se sig selv, som unikke størrelser, der højest linker til andre museer. Internettets struktur påvirker på denne måde museets selvopfattelse.
Museet bruger desuden fotoalbummet til at formidle museets fund.

Glud Museum har i analyseperioden ligesom Bornholms Kunstmuseum ikke været særligt aktive. Dette skyldes dog, at museet er et frilandsmuseum og derfor ikke har udadvendte aktiviteter i vinterperioden.

I 2008 lavede Gemeentemuseum i Haag, Holland en undersøgelse blandt deres personale for at afdække disse spørgsmål . Konklusionen på undersøgelsen var, at personalegruppen kunne inddeles i fem typer:
•    ”The Lecturer”
•    ”The Educator”
•    ”The Presenter”
•    ”The Interactor”
•    ”The Connector”

”The Lecturer” er karakteriseret ved at være fokuseret på indholdet og en stor trang til at give dette videre. Som ekspert inden for sit felt formidler denne gerne sin viden videre til et publikum, men som en en-vejskommunikation. Brugerinvolvering, hvor brugerne skaber indhold, ser denne som amatøragtigt. ”The Lecturer”s kendskab til og brug af nye medier, herunder især internettet, er på et grundlæggende niveau. Internettet bliver brugt til at sende e-mails og søge information. Udover dette ser ”The Lecturer” ingen grund til yderligere engagement. De foretrukne informationskilder er bøger, tidsskrifter og radioen. Computeren er mere en udvidet ”skrivemaskine” end et middel til kommunikation, information og udveksling af viden.

”The Educator”s fokus er at undervise folk på traditionel vis. Målet er at formidle viden videre til publikum på en måde, så det er forståeligt og modtageren opnår den ønskede viden. Det er vigtigt at nå så mange som muligt. Så selvom der en vis skepsis i denne gruppe overfor internettet og sociale medier er der også en vis åbenhed og villighed til at sætte sig ind i de muligheder disse giver. Feedback fra modtageren skal dog alene sikre, at vedkommende har forstået denne viden. ”The Educator” ser ligesom ”The Lecturer” brugerinvolvering, når det gælder at skabe indhold, som amatøragtigt og uvedkommende for museet. Derudover er ”The Educator” opmærksom på de problemer, der kan være i forbindelse med copyright, datasikkerhed og lignende. En del af en formidlingsstrategi kan for ”The Educator” være at give et indblik ”bag scenen” for eksempel i forbindelse med opstillingen af en udstilling. ”The Educator” er altså delvis åben overfor at løfte sløret for, hvad der foregår på museet udover det færdige resultat: udstillingen, men er samtidig også fortaler for en vis distance mellem museum og bruger.
Kendskabet til og brugen af internettet er på et mellemniveau. ”The Educator” sender e-mails og søger informationer på internettet, men surfer også rundt for sjov og køber ting på internettet. Der er dog ikke tale om selv at skabe indhold på internettet og de foretrukne medier er, som hos ”The Lecturer”, bøger, tidskrifter og radio.

”The Presenter” minder i sin indstilling til brugerinvolvering om ”The Educator”. Der er en lydhørhed for at lytte, men grundlæggende handler det om fortælle selv. Projekter, hvor brugeren selv skaber indholdet er ikke på ”The Educator”s dagsorden. Det samme gælder forholdet mellem museum og bruger. En vis distance er at foretrække, men der er åbenhed overfor at give brugeren et kig ind ”bag scenen”.
Der hvor ”The Presenter” adskiller sig fra de to andre typer er når det gælder brugen af internettet. ”The Presenter” sender også e-mails, søger information og køber ind på internettet, men derudover er typen også på skype, aktiv på netværkssider og blogger.

”The Interactor” er drevet af kommunikation. Der er en stor interesse for andre mennesker og hermed museets publikum hos denne type. Målet er at skabe et tættere forhold til museet, hvor museets genstandsfelt er en integreret del af brugernes liv. Midlet er en to-vejs kommunikation mellem museet og dets brugere, hvor brugerne får mulighed for at fortælle deres egne historier, give deres mening til kende og dele deres erfaringer med andre.
”The Interactor” minder i sin brug af internettet om ”The Educator”. Der er ikke tale om selv at skabe indhold, men internettet bliver brugt til mere end at sende e-mails og søge information. Begge typer er desuden åbne overfor de muligheder internettet giver, men ”The Interactor” er ikke på samme måde som ”The Educator” opmærksom på de problemer, der også ligger i brugen med hensyn til copyright og lignende.

”The Connector” er selv aktiv på internettet på samme vis som ”The Presenter” og kombinerer denne erfaring med en stor opmærksomhed på de muligheder internettet giver for en større interaktion mellem museum og bruger. Med erfaringen følger også en opmærksomhed på emner som copyright, datasikkerhed og informationssøgning på internettet.

Gemeentemuseets undersøgelse viste, at den største gruppe blandt museets personale var ”The Educator”, herefter fulgte ”The Presenter” som den næststørste gruppe. Der var på museets altså en stor gruppe, som var åben overfor de muligheder som internettet giver, men som samtidig ikke havde deres fokus på kommunikation og brugerinvolvering. Gruppen havde et mere traditionelt syn på forholdet mellem museum og bruger med museet som producent af indhold og brugeren som modtager. En sammenligning med det analysemateriale som danner baggrund for mit speciale viser, at dette i høj grad også kan være tilfældet for de danske museer. Når vi ser bort fra de museer som udelukkende bruger de sociale medier til marketing, er de resterende præget af, at det i de fleste tilfælde er museet som giver viden til brugerne uden opfordring til, at brugerne selv bidrager. En del museer giver også et kig ”bag scenen” enten gennem små eller store fortællinger fra hverdagen eller gennem fotos. Derimod er der noget der tyder på, at også på danske museer er gruppen af ”Interactors” og ”Connectors” lille.

Artiklen om Gemeentemuseets undersøgelse stammer fra et oplæg på konferencen Museums & The Web 2009 og kan læses på archimuse.com

Her kommer i første omgang, hvad jeg har observeret omkring marketing.

Fig.8: Museers brug af Facebook til marketing i %

En sammenlægning af antallet af museer som bruger Facebook til marketing 50% eller derover viser, at procentdelen af museerne som ser på Facebook ud fra en traditionel marketingsstrategi er 75%.

Fig.9: Procentdel af museer på over 50% marketing fordelt på sider, grupper og profiler

Der er som tallene i fig.9 viser ikke en mindre andel af marketing, når det gælder museer, som har en profil eller en gruppe. Tværtimod er det modsatte tilfældet. Dette antyder, at denne form ikke er valgt for at have en mere personlig tilknytning til museets brugere, men af andre årsager. En af disse kunne være sprogligt at have en mere personlig stil, men hverken Arkens eller Koldinghus´profil adskiller sig i sprogvalg fra størstedelen af museer med sider. Til sammenligning har Skanderborg Museums side en meget personlig stil. Kun 19% af museets opslag er marketing, mens resten er formidling og sproget er med en tydelig personlig afsender. Jeg vender tilbage til Skanderborg Museum, når jeg ser på formidling.

Det er i høj grad annoncering af særarrangementer og særudstillinger, som museerne bruger Facebook til. 23 muser ud af de 40 i analysen (59 %) har udelukkende fortalt om sådanne arrangementer og udstillinger. Det er især kunstmuseerne som ”annoncerer” på denne måde. Ud af de 23 museer er 16 kunstmuseer (70 %). Det interessante ved dette er, at det kommer til at fremstå som om museet slet ikke har en samling. At de er rene udstillingssteder. Dertil kommer, at Statens Museum for Kunst i analyseperioden udelukkende har opslag om koncerter og et enkelt filmarrangement.

I marts offentliggjorte webbureauet Dwarf en survey undersøgelse af Facebook som kommercielt eller socialt medie. Undersøgelsen viser blandt andet, at museer og gallerier ligger på en 12. plads over virksomheder og organisationer som Facebook-brugerne synes godt om (s.33). Dette hænger i høj grad sammen med, at Facebook er knyttet til vores sociale liv. På listen topper Bolig/livstil, Cafe/Restaurant, TV/Radio/Medier. Alle ting som fylder meget for mange i fritiden. Det er oplagt for museerne at vise, at de er så meget mere end et udstillingssted. Dermed ikke være sagt, at de ikke skal annoncere for særarrangementer eller særudstillinger, men det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig, hvad der ville ske med besøgstallet, hvis museerne også gjorde opmærksom på deres faste samling.

Men det er jo ikke nok at være på Facebook. Der skal også være aktivitet. I første omgang har jeg valgt at se på tre måleparametre: dialog, marketing og formidling.Analysen er foretaget i uge 49 2009 – uge 8 2010. Derfor vil der være museer på opgørelsen pr. april 2010, som ikke er med i analysen. Der kan også være museer, som står som aktive, men ikke er med, da de ikke var aktive i analysens tre måneder.

Dialog dækker over om museet selv starter en dialog ved for eksempel at stille deres fans et spørgsmål. Senere går jeg nærmere ind i dialogen ved også at se på om museet svarer deres fans eller kommenterer på deres fans kommentarer.

Marketing er opslag om begivenheder og udstillinger. Der findes gråzone opslag indenfor denne kategori, hvor museet samtidig prøver at formidle om det pågældende emne. I den forbindelse er det marketing, hvis formidlingen er knyttet til et opslag om en begivenhed eller udstilling.

Formidling dækker over de opslag, hvor der er mulighed for at blive klogere. Det kan være noget så simpelt som det fotoalbum Fuglsang Kunstmuseum har liggende med fotos og data om udvalgte genstande i Jais Nielsen udstillingen. Eller det kan være blogindlæg, som hos f.eks. Handels- og Søfartsmuseet.

Jeg er endnu ikke begyndt at gå nærmere ind i tallene, men det er næppe overraskende, at langt de fleste museer bruger Facebook til marketing. Ud af de 40 museer, som er med i analysen har 17 udelukkende brugt Facebook til marketing. De resterende 23 har blandet marketing med dialog og formidling. Dog stadig i langt de fleste tilfælde med en overvægt af marketing. 7 har startet en dialog med deres fans og 20 har haft en eller anden form for formidling i større eller mindre omfang. Tallene kan ses i råmaterialet under fanen De tre måleparametre.

Tallene stemmer godt overens med de foreløbige resultater som Nordisk Center for Kulturarv er kommet frem til i deres projekt Kultuarv og sociale medier. Projektet har foruden kulturhistoriske museer også arkiver med i undersøgelsen. Det er muligt at følge med i projektet via deres blog, som Charlotte S.H. Jensen fra Nationalmuseet bestyrer

I analysen har jeg valgt udelukkende at se på de statslige og statsanerkendte museer. Dette valg har jeg foretaget for at sætte en naturlig begrænsning. De fonds-, forenings- og privatejede museer figurer derfor ikke i opgørelsen. Heller ikke et museum som Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg som sorterer under Slots- og Ejendomsstyrelsen er med i analysen. Eller Middelaldercentret i Nykøbing F. som er et eksperimental-arkæologisk Center og altså ikke et museum. Korriger mig endelig, hvis jeg tager fejl.

I valget af museer er jeg gået ud fra den liste over statslige og statsanerkendte museer, som er tilgængelig på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside

Danske museer på Facebook pr. april 2010

Fire museer er tilstede to gange. Danmarks Tekniske Museum har to profiler, hvoraf den ene er inaktiv. AROS har både en side og en gruppe. Begge er aktive. Koldinghus har både en profil og en gruppe, hvoraf gruppen er inaktiv. Museum Sønderjylland har to grupper, hvoraf den ene er inaktiv. Disse fire museers dobbelte tilstedeværelse er ikke talt med i det samlede antal museer (de tre øverste bokse), men de optræder to gange under opdelingen i sider, profiler og grupper. Da det kun er AROS, som er aktive begge steder, har det kun betydning i denne sammenhæng. AROS´side er den der er mest aktiv med 14 opslag i analyseperioden (uge 49 2009 – uge 8 2010) mod 7 i gruppen.

Af de 8 statslige museer er 5 repræsenteret på Facebook. 4 af disse er aktive. 2 hovedmuseer er repræsenteret (Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst). Statens Forsvarshistoriske Museum er repræsenteret 3 gange. Dels som Statens Forsvarshistoriske Museum (gruppe) og dels som henholdsvis Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet (sider). Statens Forsvarshistoriske Museums gruppe er inaktiv, mens Tøjhusmuseets og Orlogsmuseets sider er aktive. Begge sider er oprettet i første halvdel af 2010, mens gruppen er oprettet i november 2007.

Den række af sammenlægninger, der har været i den seneste tid afspejler sig ikke entydigt i måden museerne har valgt at optræde på Facebook. Det er stadig i langt overvejende grad det enkelte museum, som er tilstede. Derfor kræver det en helt anden inddeling at udregne procentdelen af museer på Facebook.

Med udgangspunkt i sammenlægningerne ser tallene således ud:

Ifølge Kulturarvsstyrelsens liste er der i alt 124 statslige og statsanerkendte museer i Danmark. Det vil sige at ≈43 % af disse er repræsenteret på Facebook. Langt de fleste sammenlagte museer er repræsenteret via et eller flere museer. På den måde kan man sige, at museet ikke er repræsenteret som sådan, men gennem en ”afdeling”, men da befolkningen næppe går rundt og tænker, at Skive Ny Kunstmuseum nu er Museum Salling, giver dette kun mening i en analyse og ikke i dagligdagen. Enkelte af de sammenlagte museer er foruden at være repræsenteret af en sådan ”afdeling” også repræsenteret i sin nye form. Dette gælder for Museum Lolland-Falster og som tidligere nævnt Statens Forsvarshistoriske Museum.

Ifølge listen fordeler de statslige og statsanerkendte museer sig på 88 kulturhistoriske museer, 34 kunstmuseer og 2 naturhistoriske museer. Deres repræsentation på Facebook fordeler sig på følgende vis:

De kulturhistoriske museer er dermed den gruppe med den laveste repræsentation i det kun 39,5% af de 88 museer er repræsenteret. Yderligere er kun 33% aktive. Dernæst kommer de naturhistoriske museer med en repræsentation på 50%. Og endelig kunstmuseerne med en repræsentation på 53% ud af 34 museer.

Det må vist være tal nok for denne gang.

Danske museer på Facebook pr. marts 2010

Sider (32 museer)
AROS
Kunstindustrimuseet
Danish Technical Museum
Danmarks Industrimuseum Horsens
Danmarks Tekniske Museum
Den Gamle By
Det Nationalhistoriske Museum
Frilandsmuseet i Maribo
Fuglsang Kunstmusum
Fyns Kunstmuseum
Glud Museum
Handels- og Søfartsmuseet Kronborg
HEART
Horsens Kunstmuseum
Industrimuseet Frederiks Værk
Karen Blixen Museet
Kvindemuseet
Louisiana
Medicinsk Museion
Moesgård Museum
Museet for Fotokunst
Museum Lolland-Falster
Nationalmuseet
Naturama
Ny Carlsberg Glyptotek
Ordrupgaard
Skagens Museum
Skagens By- og Egnsmuseum
SNYK Skive Kunstmusem
Statens Museum for Kunst
Teatermuseet
Trapholt
Vikingeskibsmuseet

Profiler (3 museer)
Arken
Museet på Koldinghus
Museet på Sønderskov

Grupper (4 museer)

AROS
Koldinghus
Bornholms Kunstmuseum
Vestsjællands Kunstmuseum

Danmarks Tekniske Museum har nu to Sider. Den ene er dannet i juni 2008 og den anden i marts 2010.  Med den første Side (fra 2008) var museet blandt de første museer på Facebook, kun overgået af Moesgård Museum, som var allerførst i februar 2008. Desværre gik museet hurtigt “dødt” og der er kun to poster på Væggen. Museet kom på Facebook i en tid, hvor der var stor usikkerhed omkring, hvad det skulle bruges til. Måske er det også derfor at Siden fra 2008 har det engelske navn: Danish Technical Museum. Jeg var i samme periode selv initiativtager til at starte en side for FARMA (Farmaceutisk Fakultet, Kbh.s Universitet), hvor jeg arbejdede på det tidspunkt og kan godt huske fornemmelsen af at famle i blinde. Det er ikke altid optimalt at være først. Da museet er dansk er det fornuftigt at vælge den danske titel til den nye side. Måske skulle de lave lidt reklame for denne side via den gamle? Der er trods alt 146 fans på den gamle og de kunne da være rare at få med over.

Langt de fleste har, som det er tydeligt at se, en Side, men enkelte har valgt at lave en Profil. Det ligner lidt en trend, hvis jeg skal dømme efter de anmodninger jeg personligt får og jeg er ikke ubetinget begejstret. For mig er det lettere grænseoverskridende, at et museum kan følge med i mine statusopdateringer og, at vi på denne måde skal være “tæt” på hinanden. Jeg har indtil videre kun kigget løst på to profiler: Arkens og Museet på Koldinghus´. Hvor Arken ser ud til at benytte Profilen til en lettere og mere kammeratlig tone, ligner Koldinghus´Profil umiddelbart mere de andre museers. Koldinghus har samtidig vaklet lidt og først lavet en Gruppe, som et par måneder efter er blevet afløst af Profilen (henholdsvis juni 2009 og september 2009).  Det er ikke nemt.

Grupper giver i sammenhæng med museer ikke så meget mening. Slet ikke nu, hvor de er fjernet fra startsiden og dermed er mere eller mindre usynlige. Det eneste skulle da være, hvis en meget aktiv venskabsforening ønskede at lave en gruppe for dens medlemmer eller museet havde et specielt emne, som det ønskede at samle en gruppe omkring. Personligt har jeg dog endnu ikke set nogen grupper fungere optimalt. Måske for nogen med en dedikeret interesse for et bestemt emne.

Christian Kjær fra Officekonsulenterne havde i september sidste år et blogindlæg om Sider vs Grupper, som jeg kan anbefale at læse.

Hvis jeg har glemt nogen, vil jeg sætte stor pris på en kommentar.