Sociale medier og vores hukommelse

tirsdag, 18. januar 2011 - 09:37

Der sad jeg på forreste række i torsdags i Kunsthallen Nikolaj. Notesbogen var åbnet og pennen spidset. Det var bare alt for længe siden, at jeg havde været i kirke. Havde det ikke været det, havde jeg vidst, at i et hvælvet rum hører du egentlig bedst på bagerste række.

Det var derfor sparsomt,  hvad jeg fik ud af Anddrew Hoskins oplæg om sociale medier og hukommelse, men lidt lykkedes det mig da at opfange.

JULIUS VON BISMARCK
The Space Beyond Me, 2010. Projektion på selvlysende væg med ombygget 16mm kamera

Fra udstillingen Efterbilleder, Nikolaj Kunstbygning

Foto: Nikolaj Kunstbygning

Vores hukommelse, kreativitet og minder er alle under indflydelse af de sociale medier.

En væsentlig forandring, som kommer med den digitale verden er, at vores hukommelse bliver svækket. Vi træner den ganske enkelt ikke.  Har vi brug for en bestemt viden, slår vi den op, når vi skal bruge den. Vi læser ikke et kort og prøver at memorere vejen, når vi skal til et bestemt sted. Adressen taster vi ind på Google maps via vores mobiltelefon lige inden vi går.

Også kreativiteten kan blive svækket gennem de sociale mediers standarder. Når vi vænner os til at kommunikation foregår i en formular udvikler vi ikke vores kreative evner. Man kan sige, at det er bagsiden af web 2.0, som jo netop gennem standarder gør det muligt for os alle at skabe indhold til internettet.

“Screenteens” kalder Andrew Hoskins de unge som er vokset op med internet og mobiltelefon og for dem kan voksenlivets erindringer om ungdommen komme til at se noget anderledes ud end for tidligere generationer. Digitale fotos af dig og eks-kæresten på Facebook kan du ikke rive i stykker eller smide ud. De bliver højst sandsynligt ved med at cirkulere og dukker ikke kun op i dit eget digitale fotoalbum, men også i vennernes – online. Billederne fra festen i din pure ungdom, hvor du drak lidt for meget kan dukke op 10 år senere – online og i al offentlighed. “Screenteens” får ikke samme mulighed for at glemme, lægge ungdommen bag sig og komme videre som vi andre.

Udvalgte bøger om emnet samt kataloget til udstillingen “Efterbilleder” kan købes i Kunsthallen Nikolajs boghandel.

Bookmark and Share

2 comments

  1. Benjamin Asmussen

    Tak for indlægget.

    Påstanden om at kreativiteten svækkes ved de sociale mediers standarder giver jeg nu ikke meget for. Det samme sagde man velsagtens om alfabetet, bogtrykkunsten, telefonen og email.

    Allerhøjest ændrer de sociale medier vilkårene for kreativiteten og det samme kan man sige om brugen af hukommelsen. Vi husker andre ting i dag end for 20 år siden, men næppe mindre. I dag kan jeg ikke huske telefonnumre, for de er jo allesammen i mobiltelefonen, men til gengæld fylder jeg jo bare hjernen op med mere interessante ting. :-)

  2. Birgitte Sværke Pedersen

    Tak for kommentaren.

    Jeg er også selv lidt skeptisk over for det med den manglende kreativitet. Den kan jo netop blive udfordret i kraft af en lyst til at bryde standarderne og finde på måder at sætte sig eget præg på formularerne. Selv havde jeg aldrig lært html og andet godt, hvis ikke standarderne havde været der og givet mig lyst til at lave om på dem.

    M.h.t. hukommelsen er jeg også glad for, at jeg kan bruge den på andre og mere spændende ting end telefonnumre og adresser :-)

    Hvorvidt Andrew Hoskins mener det er et problem, har jeg svært ved at gennemskue. Måske påpeger han blot forandringerne. Jeg må vel læse en af hans bøger :-)

No trackbacks/pingbacks