Møn Museum under Tumult
mandag, 11. oktober 2010 - 13:15
Møn Museum (Stege) har sin helt egen charme, idet der formidlingsmæssigt ikke er foretaget ændringer i mange, mange år. Nu er der tiltag i gang, som skal bringe formidlingen mere “up to date”. Afdelingen der omhandler oldtiden har fået et frisk pust. Jeg har lagt nogle fotos ud på Flickr, som viser denne forandring. For der, hvor det virkelig rykker er ude i sidebygningen, som rummer særudstillingerne. Møn Museum deltager nemlig i kunstfestivalen Tumult og har inviteret kunstnerne Kristina Ask, Christian Hillesø, Till Junkel og Line Skywalker Karlström indenfor. Samtidig udfolder andre kunstnere sig rundt om på Møn og i Stege især. Der er rigtig mange gode værker, men dette indlæg koncentrerer sig om fire af de værker, som går direkte i klinch med museet som begreb og metode. Nemlig Kristina Ask´s “At animere et arkiv” og Till Junker´s “Lydbølger gennem byen” på selve museet, samt Astrid Winsløw Hammer og Mia Sloth Møller´s “Kulturbureau” i Stege og Thomas Gunnar Bagge´s “Svensmarkes monumenter” i Svensmarke. Alle fem kunstnere er med i gruppeprojektet “Arkiv Stakit Kasket”, som har Møns lokalhistorie som omdrejningspunkt. Med arkivet som udgangspunkt undersøger de synlige og usynlige samt tilgængelige og utilgængelige spor efter det levede liv.
I “Kulturbureau” benytter de to kunstnere sig af levende kilder. I august var de på landevejen med deres lille kontor for at indsamle historier og genstande om livet på Møn i 2010. Det indsamlede materiale er blevet registreret, katalogiseret og arkiveret og kan ses i campingvognen på Stege Torv. De to kunstnere har indsamlet et stykke dansk kulturhistorie ved at benytte sig af museets egne metoder, men som det blandt andet ses herunder har projektet et twist, som gør, at det alligevel adskiller sig fra, hvad et museum selv ville have gjort.
I “Svensmarkes monumenter” har Thomas Gunnar Bagge opsat en række informationstavler, som de der er opsat ved kulturarvssteder i landskabet. Det er dog ikke historiske facts vi bliver informeret om, men hverdagens monumenter, som herunder den nedlagte transformaterstation.
I “At animere et arkiv” tager Kristina Ask udgangspunkt i museets opmagasinerede genstande. Hendes særlig fokus er alle de genstande som private har indleveret til museet og som aldrig bliver vist. Disse kobler hun til museets tilblivelses historie gennem oplæsninger fra blandt andet Møns Folkeblad.
Og endelig er der Till Junker´s byvandring “Lydbølger gennem byen”. Gennem et par ældre mønboeres fortællinger bliver vi guidet gennem Storegade og byens historie fortalt via bygningerne og de oplevelser fortællerne knytter til disse. Selv gik jeg rundt med et stort smil og af og til trang til at slå en stor latter op, for der er ind i mellem nogle værre røverhistorier, som er ganske sande. Som for eksempel, hvordan visse piger havde et særligt godt udsyn når de unge mænd var til session. Med en mormor som er vokset op på Møn, var der lige pludselig også nogle af hendes fortællinger som faldt på plads. Guiden kan downloades til eget udstyr, men man kan også låne den på museet.
Lydbølger igennem byen from Ida Meisling on Vimeo.
Det som kunsten kan i dette tilfælde er, at den kan pege på nogle vinkler, som ofte er overset indenfor den museale kontekst. Både når det angår indhold og formidling. Disse fire værker tager et tydeligt udgangspunkt i museets metoder, mens en lang række af de andre værker, som deltager i kunstfestivalen, tager andre kunstneriske udgangspunkter. Der kommer helt sikkert mere Tumult på Artblog i den kommende tid.




