Så blev specialet afleveret og som de fleste, der har skrevet sådan et ved, så kom det til at se en anelse anderledes ud end det undervejs så ud til. Egentlig endte jeg tilbage ved udgangspunktet: Museer og fællesskaber. Det særlige fokus på sociale medier bibeholdt jeg, men jeg blev i processen interesseret i at se på, hvordan fællesskab i de sociale medier adskiller sig fra mere traditionelle fællesskaber. I sagens natur blev det kun til en skraben i overfladen. Der er altså basis for at grave videre. Især også fordi, at strukturen i disse fællesskaber umiddelbart  ikke er så forskellig fra den måde vi iøvrigt indgår i løse fællesskaber på. Og, jeg har en fornemmelse af, at de løse fællesskaber med tiden vinder mere frem end foreninger. Et forhold museerne kan blive nødt til at forholde sig til, hvis de stadig vil nyde godt af det der i dag er venneforeningens arbejde. Nu er der jo mange ting, der er blevet spået et endeligt, for blot at live op lige før deres forsvinden, så hvem ved om foreninger lige pludseligt bliver “hotte” igen. Dog tror jeg stadig, at der ligger et potentiale i en løsere tilknytning.

Det der især har interesseret mig er motivationen for fællesskabet. Når jeg i specialet taler om fællesskabsstruktur har jeg især haft fokus på den “lim”, der holder fællesskabet oppe. Og selve analysen har da også brugerne som udgangspunkt. Jeg endte med at se nærmere på Nationalmuseet og Louisianas Facebook-sider, men har også haft en kontrolgruppe på 5 kulturhistoriske museer og 5 kunstmuseer. Clay Shirky´s model for brugermotivation (tilsagn, værktøj, forhandling), som jeg omtalte i forrige indlæg, viste sig at være meget anvendelig. Derudover brugte jeg Nielsens 90/9/1 model over bruger aktivitet i de sociale medier og sammenlignede med Dwarfs undersøgelse af danskernes aktivitet på Facebook, som jeg lavede om til en 51/44/5 model. Tallene står for “betragtere”, aktive og meget aktive. Ikke særligt overraskende viste det sig, at brugerne i forhold til museer lægger sig op ad Nielsens model. Der er ikke det tætte følelsesmæssige bånd, som brugerne har til deres nærmeste netværk af venner og kolleger.  Tre museer lå forholdsvis tæt på Nielsens model:

Nationalmuseet 89,4/10,4/0,2
Handels- og Søfartsmuseet 91,3/8,7/0
Industrimuseet Frederiks Værk 93,3/5,6/1,03

Det der karakteriserer disse tre museer er, at de har en høj grad af aktivitet. De har alle mange opslag, kommenterer ofte på brugernes kommentarer og så har de alle tre stillet deres brugere spørgsmål. Det sidste er der også andre museer, der har gjort, men tallene viser, at dette ikke kan stå alene. Via de tre omtalte “ingredienser” giver museerne inddirekte brugerne et tilsagn om, at de betyder noget for museet. En model som der sagtens kan arbejdes videre med. Det kunne for eksempel være interessant at se, hvad det ville betyde for brugernes motivation, hvis museerne også brugte brugergenereret indhold. Nationalmuseet har gjort det en gang, men de to andre har ikke benyttet sig af dette.

Som den kvikke læser allerede har set, så er alle tre museer kulturhistoriske museer. Ingen af de 6 kunstmuseer i undersøgelsen kom i nærheden af at have en høj brugeraktivitet. Selvom det på Louisianas Facebook-side ser ud som om, at der er en høj brugeraktivitet, viste det sig, at 98 % af deres brugere er “betragtere”. Lignende tal kom frem i forbindelse med kontrolgruppen. Hvad dette skyldes har jeg ikke undersøgt nærmere. Måske en kulturforskel?

Hele specialet kan hentes ved at klikke på linket i titlen: “Danske museer og fællesskaber – med særligt fokus på nye fællesskaber i de sociale medier”