De seneste par dage har jeg arbejdet med at se på de politiske krav og intentioner, som museerne arbejder under.

Ser man på det seneste udspil fra Kulturministeriet: ”Kultur for alle” (2009) er ord som vidensdeling og dialog samt begreber som brugerinddragelse og social inklusion i fokus. Kulturen skal ud til alle, også de der i dag ikke bruger museerne.

”Kultur for alle” bygger videre på intentionerne fra rapporten ”Reach out” fra 2008, men hvor ”Reach out” var et inspirationskatalog er der i ”Kultur for alle” krav om, at museerne lever op til intentionerne. Museerne skal gå i dialog med brugere og ikke-brugere og de skal dele deres viden med hinanden og resten af samfundet.

Ser man på intentioner og krav i forhold til nye medier, så spiller de stadig en forholdsvis lille, men dog vigtig rolle. I ”Kultur for alle” bliver der lagt vægt på, at digitaliseringen af kulturarven fortsættes. En konklusion der bygger videre på rapporten ”Digitalisering af Kulturarven” fra 2009, hvor et udvalg under Kulturministeriet kom med forslag til digitalisering af udvalgte dele af kulturarven. Desuden er der i ”Kultur for alle” et pålæg om at fremme brugen af nye teknologier i museernes formidling. Ligeledes gøres der i ansøgningsvejledningen til de generelle midler under museumsloven opmærksom på, at et af Kulturministeriets fokusområder de kommende år er ”Nye medier” .

Med Formidlingsplanen har kulturarvsstyrelsen haft fokus på museernes formidling i perioden 2007-2010. Formidling på internettet fylder meget i og med, at der både kan søges til digital formidling gennem digitaliseringspuljen og formidlingspuljen . Desuden kan der søges til digitalisering gennem Kulturnet Danmark puljen. Af de projekter, som i perioden har fået tilskud gennem formidlingspuljen, er der kun et, som tager sit udgangspunkt i de sociale medier. Nemlig Nationalmuseets ”Flirt, filosofi og facebook”. Digitalisering bliver altså i høj grad tolket som selvstændige projekter på egne platforme. En tendens som også kommer til udtryk i bogen ”Digital museumsformidling – i brugerperspektiv” fra 2009.

I ”Kultur for alle” lægges der også stor vægt på en udvikling af museernes markedsføring, således at så mange borgere som muligt får oplysninger om de kulturtilbud museerne har. Der lægges op til, at museerne i højere grad tænker på, hvor brugerne henter deres oplysninger og krav om, at de i højere grad end i dag, når andre borgere end museets kernebrugere. Internettet bliver ikke nævnt i denne sammenhæng, men der lægges op til, at museerne går nye veje for at nå brugerne. Med ”Nye medier” som et fokusområder er det nærliggende at antage, at der i denne sammenhæng også bliver tænkt på disse.

Intentionerne fra kulturministeriet går hånd i hånd med den internationale udvikling indenfor museologien som går under betegnelsen ”ny museologi”. Udviklingen er dels drevet indefra, men også i udlandet har museerne mærket et politisk pres i retning af en større åbenhed og mere fokus på brugerne af museerne. Spørgsmålet er, hvor stor en del af personalet på de danske museer, som er fortalere for “ny museologi” og om alle disse nye tiltag, krav og forventninger bliver set som en opbakning til tiltag, som allerede er igang? Det er aldrig nemt at sige, hvem der kom først: hønen eller ægget?