Når talen kommer på museer og sociale medier er fokus i langt de fleste tilfælde på brugerne, men lige så vigtigt er det at fokusere på museets ansatte. Hvad er deres erfaring med sociale medier? Hvad er deres holdning til brugen af sociale medier? Hvilke bekymringer har de ansatte i forhold til brug af sociale medier?

I 2008 lavede Gemeentemuseum i Haag, Holland en undersøgelse blandt deres personale for at afdække disse spørgsmål . Konklusionen på undersøgelsen var, at personalegruppen kunne inddeles i fem typer:
•    ”The Lecturer”
•    ”The Educator”
•    ”The Presenter”
•    ”The Interactor”
•    ”The Connector”

”The Lecturer” er karakteriseret ved at være fokuseret på indholdet og en stor trang til at give dette videre. Som ekspert inden for sit felt formidler denne gerne sin viden videre til et publikum, men som en en-vejskommunikation. Brugerinvolvering, hvor brugerne skaber indhold, ser denne som amatøragtigt. ”The Lecturer”s kendskab til og brug af nye medier, herunder især internettet, er på et grundlæggende niveau. Internettet bliver brugt til at sende e-mails og søge information. Udover dette ser ”The Lecturer” ingen grund til yderligere engagement. De foretrukne informationskilder er bøger, tidsskrifter og radioen. Computeren er mere en udvidet ”skrivemaskine” end et middel til kommunikation, information og udveksling af viden.

”The Educator”s fokus er at undervise folk på traditionel vis. Målet er at formidle viden videre til publikum på en måde, så det er forståeligt og modtageren opnår den ønskede viden. Det er vigtigt at nå så mange som muligt. Så selvom der en vis skepsis i denne gruppe overfor internettet og sociale medier er der også en vis åbenhed og villighed til at sætte sig ind i de muligheder disse giver. Feedback fra modtageren skal dog alene sikre, at vedkommende har forstået denne viden. ”The Educator” ser ligesom ”The Lecturer” brugerinvolvering, når det gælder at skabe indhold, som amatøragtigt og uvedkommende for museet. Derudover er ”The Educator” opmærksom på de problemer, der kan være i forbindelse med copyright, datasikkerhed og lignende. En del af en formidlingsstrategi kan for ”The Educator” være at give et indblik ”bag scenen” for eksempel i forbindelse med opstillingen af en udstilling. ”The Educator” er altså delvis åben overfor at løfte sløret for, hvad der foregår på museet udover det færdige resultat: udstillingen, men er samtidig også fortaler for en vis distance mellem museum og bruger.
Kendskabet til og brugen af internettet er på et mellemniveau. ”The Educator” sender e-mails og søger informationer på internettet, men surfer også rundt for sjov og køber ting på internettet. Der er dog ikke tale om selv at skabe indhold på internettet og de foretrukne medier er, som hos ”The Lecturer”, bøger, tidskrifter og radio.

”The Presenter” minder i sin indstilling til brugerinvolvering om ”The Educator”. Der er en lydhørhed for at lytte, men grundlæggende handler det om fortælle selv. Projekter, hvor brugeren selv skaber indholdet er ikke på ”The Educator”s dagsorden. Det samme gælder forholdet mellem museum og bruger. En vis distance er at foretrække, men der er åbenhed overfor at give brugeren et kig ind ”bag scenen”.
Der hvor ”The Presenter” adskiller sig fra de to andre typer er når det gælder brugen af internettet. ”The Presenter” sender også e-mails, søger information og køber ind på internettet, men derudover er typen også på skype, aktiv på netværkssider og blogger.

”The Interactor” er drevet af kommunikation. Der er en stor interesse for andre mennesker og hermed museets publikum hos denne type. Målet er at skabe et tættere forhold til museet, hvor museets genstandsfelt er en integreret del af brugernes liv. Midlet er en to-vejs kommunikation mellem museet og dets brugere, hvor brugerne får mulighed for at fortælle deres egne historier, give deres mening til kende og dele deres erfaringer med andre.
”The Interactor” minder i sin brug af internettet om ”The Educator”. Der er ikke tale om selv at skabe indhold, men internettet bliver brugt til mere end at sende e-mails og søge information. Begge typer er desuden åbne overfor de muligheder internettet giver, men ”The Interactor” er ikke på samme måde som ”The Educator” opmærksom på de problemer, der også ligger i brugen med hensyn til copyright og lignende.

”The Connector” er selv aktiv på internettet på samme vis som ”The Presenter” og kombinerer denne erfaring med en stor opmærksomhed på de muligheder internettet giver for en større interaktion mellem museum og bruger. Med erfaringen følger også en opmærksomhed på emner som copyright, datasikkerhed og informationssøgning på internettet.

Gemeentemuseets undersøgelse viste, at den største gruppe blandt museets personale var ”The Educator”, herefter fulgte ”The Presenter” som den næststørste gruppe. Der var på museets altså en stor gruppe, som var åben overfor de muligheder som internettet giver, men som samtidig ikke havde deres fokus på kommunikation og brugerinvolvering. Gruppen havde et mere traditionelt syn på forholdet mellem museum og bruger med museet som producent af indhold og brugeren som modtager. En sammenligning med det analysemateriale som danner baggrund for mit speciale viser, at dette i høj grad også kan være tilfældet for de danske museer. Når vi ser bort fra de museer som udelukkende bruger de sociale medier til marketing, er de resterende præget af, at det i de fleste tilfælde er museet som giver viden til brugerne uden opfordring til, at brugerne selv bidrager. En del museer giver også et kig ”bag scenen” enten gennem små eller store fortællinger fra hverdagen eller gennem fotos. Derimod er der noget der tyder på, at også på danske museer er gruppen af ”Interactors” og ”Connectors” lille.

Artiklen om Gemeentemuseets undersøgelse stammer fra et oplæg på konferencen Museums & The Web 2009 og kan læses på archimuse.com