Upassende? Klag over indlæg

lørdag, 30. januar 2010 - 15:04

På Jyllands Postens netavis jp.dk kan man i kommentarfeltet klage over indlæg som man synes er upassende. En fin løsning, som samtidig udvider begrebet brugerinddragelse. Se for eksempel kommentarfeltet under artiklen Diplomater rasende på Lars Løkke

Løsningen kunne sagtens udvikles i forhold til de betænkeligheder museer har ved at have et kommentarfelt. Nu vil der næppe opstå upassende kommentarer på en museumshjemmeside,  men der kan være andre forhold som et museum gerne vil sikre sig imod. Et er dog, hvad museet er betænkeligt ved, et andet er, hvad der reelt sker. Indtil videre har jeg ikke oplevet, at det har været nødvendigt at have mulighed for sanktioner på en museumshjemmeside. Måske også fordi der ikke er så mange muligheder for at kommentere.

En anden løsning kan være at styre diskussionen i den retning museet ønsker. Et eksempel er Guggenheim Forum. I en serie af moderede online diskussioner lægger museet op til samtale omkring kunst, arkitektur og design. Målsætningen er at invitere museets brugere til at diskutere udfra et eller flere oplæg. Disse oplæg vil komme fra eksperter indenfor de nævnte felter og vil være relaterede til museets udstillingsprogram. Sidst tog diskussionerne udgangspunkt i museets Kandinsky udstilling og havde spiritualitet i kunsten som overordnet emne.

En anden mulighed er at tage begrebet brugerundersøgelse et skridt videre og integrere dette på museets hjemmeside. Her nærmer vi os muligvis et af de områder, hvor mange museer har betænkeligheder. Men en start kunne være, at det var muligt at sætte et kryds ved de samme svarmuligheder som  et online spørgeskema giver. Et eksempel er Statens Museum for Kunst. Museet har en brugergruppe, som har indvilget i med jævne mellemrum at besvare en række spørgsmål i forhold til museets digitale tiltag. En anden mulighed end dette – eller et supplement til – ville være at give brugere af hjemmesiden mulighed for at besvare en række af de samme spørgsmål direkte under for eksempel den video, som museet ønsker at kende reaktionen på.

Hvad angår direkte kommentarer til en udstilling kan man på Brooklyn Museums hjemmeside efterlade en kommentar. Denne vil både være synlig på museet og på hjemmesiden og fungerer som en elektronisk gæstebog. Der er overvejende positive kommentarer og den kritik der er har mere karakter af at være konstruktiv end direkte negativ eller upassende.

Hverken brugerundersøgelser eller gæstebøger/opslagstavler med mulighed for at kommentere en udstilling er ukendte for danske museer. Det der mangler er at tænke disse tiltag ind i museets digitale profil.  Og, skulle jeg have overset danske museer, som allerede gør dette, så skyldes det udelukkende en uvidenhed som der kan rettes op på i kommentarfeltet. Upassende indlæg bliver fjernet uden yderligere brugerinddragelse ;-)

Bookmark and Share

Comments are closed.