Det personlige museum
fredag, 22. januar 2010 - 09:33

Den lokale Elite Købmand
Egentlig handler denne blog jo ikke om reklamer, men denne fra Elite købmand spiller på nogle af de samme strenge, som de sociale medier gør, når de er bedst: nemlig fællesskab.
Manden på billedet er min købmand. Karsten lige nede om hjørnet, som jeg hilser på om morgenen og køber ind hos jævnligt. Den første gang jeg lagde mærke til reklamerne fra Elite var for nogle måneder siden. Da var det nemlig Karstens bror Eigil, som reklamerede. Ikke, at jeg kan huske, hvad tilbudet var og det er også først nu, at jeg ser, der er tilbud på Cultura. For mig er det ikke tilbudet, der er det væsentlige. Det er det, at Elite aktivt bruger deres slogan om at være den nære købmand. Selvom jeg altid føler mig velkommen hos Karsten og Eigil, så skaber reklamen et ekstra bånd i mellem os. Der er sikkert nogle reklamefolk, der kan forklare det her meget bedre end jeg.
Pointen er, at det kunne være sjovt at se lignende reklamer for et museum. Vagterne på Statens Museum for Kunst, som viser deres yndlingsværk frem. Billetpersonalet på Nationalmuseet, som står med deres yndlingsgenstand fra samlingen. Ved at vælge frontpersonalet, dem vi møder på museet, ville det skabe det ekstra bånd, som reklamen fra Elite gør i forhold til min lokale købmand. Museet ville blive personliggjort og gæsterne ville føle sig mere som en del af et fællesskab.
Der er allerede en tendens der peger mod at personliggøre museet og vise, at der findes mennesker af kød og blod bag.
For eksempel havde Museum of London i december et blogindlæg om deres årlige julefrokost hos borgmesteren. Den inkluderer en konkurrence om, hvem der har lavet den bedste hat – det er jo England. Og, sørme om Museum of London vandt igen i år på en delt førsteplads.

Tanya Pollard fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Carol Thompson fra Museum of London (Foto: Museum of London)
Et andet eksempel er Brooklyn Museums “Behind the Scenes” serie på Flickr. Du kan komme bag scenen hos “The Commons” projektet og bag scenen ved adskillige udstillingsopbygninger, f.eks. opbygningen af Judith Chicagos The Dinner Party
Herhjemme har Nationalmuseet lavet noget lignende, da Istedløven skulle have et eftersyn