I min søgen efter litteratur til specialet er jeg for nylig gået i gang med Martin Engebretsens to bøger; “Digitale diskurser” og “Nyheten som hypertekst”. Og, selvom han skriver om netaviser og der derfor er meget jeg ikke kan bruge, er der alligevel enkelte ting, der har sat nogle tanker i gang i forbindelse med museer og sociale medier.

Det der satte noget i gang er bl.a. det Engebretsen kalder Selskabelighedsdiskursen. En diskurs, som han har udviklet, inspireret af Stig Hjarvads essaysamling Det selskabelige samfund

Selskabelighedsdiskursen definerer Engebretsen, som den diskurs, der giver sine deltagere mulighed for at præsentere sig selv for hverandre, hvem man er og hvad man mener. Deltagerne indgår i en social interaktion med hinanden for at få bekræftet dette hvem og hvad, for at opleve fællesskab og tilhørsforhold og for at forhandle om, hvordan deres fælles verden skal fortolkes. På nogenlunde samme måde som man gør, når man er ude i selskab med andre.  Og, som ude i selskabslivet, eksisterer der også på Internettet normer for god opførsel indenfor de forskellige genre. Af disse genre nævner Engebretsen netdebat, netchat, blog, netmøde og  digitale netværk.
Det er helt naturligt her for egen regning at tilføje de sociale medier.

Når et museum går på Facebook, Flickr, YouTube etc. indgår det altså i denne selskabelige diskurs.

Normerne er egentlig ikke så vanskelige at afkode. Det er ganske enkelt, som jeg ser det, almindelig god opførsel.  Men, hvordan er det med samtalen? Til et middagsselskab er der ofte to modpoler. Der er den, der taler i et væk og så er der den, som stort set intet siger, andet end hvis vedkommende bliver spurgt. Ind i mellem disse to poler er der dem, som både taler og lytter.  Til en større fest vil der være dem, der blander sig med de andre gæster – også dem de ikke kender og som er gode til at cirkulere. Og, så er dem der holder sig til dem de kender og ikke flytter sig meget i løbet af aftenen. Hvis vi vælger at se de sociale medier som en stor sammenkomst, hvor gode er museer så til at cirkulere? Med det mener jeg, at blande sig i samtaler andre steder end lige i ens eget forum? At opsøge de andre “gæster”, også dem de ikke kender? Og, skal et museum overhovedet det?

Et af de steder, hvor jeg fornyligt har set en fordel ved at cirkulere, er på Flickr.
I forbindelse med kalkmaleriprojektet har jeg oprettet en kalkmalerigruppe og på den måde fået øje på de diskussioner, der foregår i forbindelse med brugernes fotos. Det er ofte spørgsmål, som brugerne ikke har kunnet finde svar på og i forbindelse med kalkmalerierne er dette ofte ikonografiske spørgsmål eller dateringsspørgsmål. Det skulle være mærkeligt om dette er unikt for denne gruppe. For museer er det en oplagt chance til at øse af deres viden og samtidig bidrage til fællesskabet. Dertil kommer, at brugerne bliver opmærksomme på museets kerneområder og hvem ved måske får lyst til at komme på museet. Og, museet får måske en ide om, hvad der kan interessere deres museumsgæster.

Nu er det ikke en uskreven regel, at man SKAL blande sig og cirkulere, hvis man indskriver sig i det fællesskab, som de sociale medier udgør, men det var måske værd at overveje?