George E. Hein er en af de helt store fortalere for at bruge konstruktivistisk læringsteori på museet og der er også rigtigt meget godt at hente i forhold til museers brug af de sociale medier.

I bogen Learning in the Museum stiller han  tre grundlæggende spørgsmål op, som han mener er nødvendige at holde sig for øje i det konstruktivistiske museum:

1. hvad er der gjort for at gøre det klart, at viden konstrueres i den lærendes bevidsthed?
2. hvordan er læring gjort aktiv? Hvad er der gjort for at engagere den besøgende?
3. hvordan er situationen designet for at gøre den tilgængelig fysisk, socialt og intellektuelt?

Et gennemgående træk for Hein er at lægge det velkendte som et fundament for, at den besøgende kan føle sig tryg. Ved at kombinere det velkendte med det ukendte øges chancen for læring.

Hein starter med bygningen og vigtigheden af, at den besøgende føler sig tryg. Det betyder, at infrastrukturen skal være klar – hvor finder jeg toilettet?, hvor er cafeen?, hvor er udstillingen etc. Det betyder også, at der må arbejdes med bygningens arkitektur, så de ofte store pompøse rum, gøres mere imødekommende.

Dette kan med lethed overføres til museets hjemmeside, hvor usability er alfa og omega for, at brugeren kan navigere rundt på siden.  Kombineret med Heins fundament i det velkendte rækker det dog ud over museets hjemmeside. Ved at flytte dele af formidlingen ud på de sociale medier opnår et museum, at brugeren føler sig betydelig mere tryg end på museets hjemmeside. At navigere rundt på YouTube, Facebook, Flickr og andre sociale medier er for et stigende antal mennesker en daglig aktivitet og arkitekturen er derfor velkendt. Det giver den fordel, at brugeren slapper af og derfor er mere åben for kommunikationen.

Socialt lægger Hein vægt på, at der skal være aktiviteter som de besøgende kan lave sammen.  Desuden bør udstillingen være tilrettelagt, så den udfordrer de besøgende i en grad så de får noget at tænke over og dermed at snakke med hinanden om.

Det er oplagt at fortsætte denne strategi på de sociale medier, som i deres struktur netop er designet til dette.

Intellektuelt er det grundlæggende at tilbyde så mange forskellige måder at få viden på som muligt. En måde at komme omkring dette på er at være opmærksom på, at så mange sanser som muligt skal i spil. Hein er også inde på Gardners intelligenser som et instrument til at sikre sig en mangfoldighed af indgangsvinkler.

Med hensyn til sanser, så er det klart, at de sociale medier ikke sætter samtlige sanser i spil. Der findes ingen computere, der kan sende duften af nybagte boller ud i luften og følesansen begrænser sig til fornemmelsen af taster og mus, men ved at bruge billeder (Flickr og YouTube) og podcast (podOmatic) kan måden at kommunikere på udvides fra ren tekst. Second Life er også oplagt, som en måde at tilgodese en anden indgangsvinkel end ren tekst.

Når det gælder at aktivere brugeren er der al mulig grund til at bruge de sociale medier. En opfordring til at lægge fotos på Flickr er en af de aktiviteter, der hurtigt kan sættes i værk.  Second Life er lidt mere tidskrævende, men når først konceptet er klart, er der masser af mulighed for aktivering. Og, så er der selvfølgelig alle de muligheder for dialog, som ligger i de sociale medier. Indtil videre er kommentarfeltet det, der giver mest, men det er oplagt at tænke i debat. Senest har Guggenheim startet en diskussion om spiritualitet og kunst, som ser ud til at køre godt. Selve diskussionen er lagt på deres hjemmeside, men jeg blev opmærksom på den gennem Facebook.

Ved at vise fagpersonerne bag udstillingen og måske oven i købet deres divergerende meninger kan museet sende et signal til den besøgende om, at viden ikke er objektiv og dermed opfylde spørgsmål 1. Hein kommer også med eksempler på udstillinger tilrettelagt af personer ude fra. Enten grupper i lokalmiljøet eller kendte skikkelser som borgmesteren.

De museer, der benytter sig af de sociale medier i dag har i langt de fleste tilfælde valgt en upersonlig profil i form af museets navn og logo. Det sender et klart signal om, hvor budskabet kommer fra og er derfor den rigtige vej at gå, så det personlige må komme ind fra en anden side.  En blog er oplagt ligesom videoer på YouTube, hvor to museumsfagfolk diskuterer et objekt på museet.

Dette, at skulle være personlig, er nok den del, der er sværest at sluge. I hvertfald har jeg indset, at selv jeg, i min jublen over et mere demokratisk, åbent og imødekommende museum, har svært ved at lægge en faglig distance fra mig, når jeg skriver på mine to faglige blogs – artblog og kalkmalerier. Og, vel egentlig til dels også her . Men jeg øver mig. Ligesom jeg de sidste 8 år har øvet mig i at fralægge den personlige stil i processen med at tilpasse mig det akademiske miljø.

Der ud over er tabet af autoritet også værd at være opmærksom på i en omstilling til en konstruktivistisk tilgang til formidling og læring.

I forvejen bruger mange museer dog allerede elementer af den konstruktivistiske læringsteori i deres opbygning af udstillinger. I princippet burde vejen derfor ikke være lang m.h.t. at overføre strategien til de sociale medier. Det jeg tror, der mangler for at tage skridtet fuldt ud, er nemlig at indføje de sociale medier i en samlet strategi og ikke se det som et selvstændigt og isoleret tiltag.