Brugerundersøgelser er en af de måder et museum kan få mere at vide om sine brugere,  men dels kræver de at alle brugere svarer ærligt og dels kan tolkningen af svarene være problematisk. Mange undersøgelser er tilmed markedsundersøgeler, som ikke siger meget om, hvem brugeren er udover alder og postnummer.

En anden tilgang til at definere sine brugere og rette sin formidling mod den blandede skare de består af, er at se på den forskning, der er indenfor museologien. Denne forskning trækker på forskning fra andre felter som for eksempel pædagogik.

Denne forskning ser på museet som et sted for læring. Dette udelukker dog ikke, at det kan være en oplevelse at være på museum. Oplevelse og læring kan sagtens gå hånd i hånd.

Den enkleste form for inddeling er en skelnen mellem de brugere som kommer på museet for at lære “for sjov”. Det er det Eilean Hooper-Greenhill kalder for “fritidslæring” . Og, så dem som efterspørger en mere dybtgående læring.

De som efterspørger “fritidslæring” har oftest børn med på museet. Da fokus er på børnenes oplevelse fortrækker gruppen informativ læring. Det kan være måden selve udstillingen er sat op på med kortere faktuelle oplysninger, oversigtstavler, film og events.

Den anden gruppe vil typisk søge de mere tidskrævende tilbud som omvisninger og foredrag, der går mere i dybden med et emne.

Begge grupper kan have glæde af museets brug af de sociale medier.

Flickr kan blive stedet, hvor familien lægger sine fotos fra dagen ud på museets side. I sær kan kunstmuseer, have fordel af at opfordre til at publikum uploader fotos, hvor de interagerer med de udstillede værker. Dette kan bidrage til at familien laver en aktivitet sammen, som samtidig har fokus på værkerne. Men også historiske museer kan bidrage til en familieaktivitet, hvor et foto af en genstand kan bidrage til en snak om den eller være genereret af denne. For den, som ønsker en mere dybdegående viden, kan Flickr være stedet, hvor hun uploader fotos af værker og supplerer med oplysninger om dette i stil med museets egne stamoplysninger eller lignende. Der er på Flickr eksempler på begge former. Der til kommer de direkte Flickr baserede aktiviteter som skattejagt på museet, hvor svaret er et foto af genstanden, der løser gåden. En skattejagt som London Transport Museum har haft succes med to år i træk.

YouTube er baseret på korte videoer af maksimum 10 minutters længde. Det giver naturligvis ikke den store mulighed for at gå i dybden, men mindre kan også gøre det. Alternativt kan en række af videoer samles i en temapakke, som Brooklyn Museums “Burning Down the House”. En video på 10 minutter eller derunder passer i øvrigt perfekt til en kaffepause, som dermed kan kombineres med at blive klogere. For dem som ønsker at gå yderligere i dybden, må museet ty til sin egen hjemmeside, hvor der kan skabes mulighed for at uploade videoer af længere varighed. YouTube kan i den forbindelse bruges til at lægge en appetitvækker ud med et link til hjemmesiden.

Blogs giver mulighed for at fortælle om museets daglige arbejde og henvender sig alt afhængig af form for så vidt til begge grupper. En blog som Nationalmuseets “Kokkepigen” henvender sig umiddelbart til den mere dybdegående bruger. Dette skyldes dels det specialiserede emne og dels længde og form på indlæggene, som har karakter af en dagbog. Hvor i mod Moesgårds blog om udgravningen på Bispetorvet har mere “oplevelseskarakter” med kortere indlæg og derfor sagtens kan høre ind under “fritidslæring”.

Facebook er stedet, hvor det er muligt at henlede opmærksomheden på disse tiltag, men det kunne være interessant at lege med muligheden for at bruge Facebooks statusopdateringer til at give viden i  en kort form videre. Det kunne være fejring af kunstneres eller historiske personers fødselsdag eller små oplysninger om museets genstande.
Se i øvrigt forgående indlæg om, hvordan museerne bruger Facebook i dag.