38 procent af danskerne har en Facebook profil, hvilket ifølge Kristeligt Dagblad er den højeste procentsats i verden. Hvor stor en procendel af de danske museer, der er på Facebook har jeg ingen statistik over, men det er da lykkedes at finde nogle stykker. Som kunsthistoriker in spe har jeg især koncentreret mig om kunstmuseer. Det skyldes ganske enkelt, at jeg kender flere kunstmuseer end andre museer. Derfor er Nationalmuseet og Moesgård Museum de eneste museer i denne uvidenskabelige undersøgelse, som er udenfor kunstkategorien.

At være et lille museum i provinsen er ingen undskyldning for ikke at være på Facebook. Et museum som Fuglssang Kunstmuseum på Lolland har oprettet en side med et aktivitetsniveau, som matcher de større museer. Der i mod kan det undre, at landet næststørste kunstmuseum, AROS, ikke er på Facebook. Eller det vil sige, det er de måske. Der er en gruppe, som hedder AROS og som på sin vis ser meget officiel ud, men det er alligevel vanskeligt at gennemskue om gruppen er oprettet af museet selv eller af privatpersoner. Dette gælder også for Vestsjællands Kunstmuseum, som ligeledes har en gruppe.
Arken er måske også på Facebook med en profil, men det er igen svært at gennemskue og der er i hvertfald ingen aktivitet.

De museer som jeg fandt sider på er: Statens Museum for Kunst, Louisiana, Glyptoteket, Nationalmuseet, Moesgaard Museum og Fuglsang Kunstmuseum, men derudover ved jeg, at også Frilandsmuseet i Maribo samt Teknisk Museum i Helsingør har sider på Facebook.

Og, hvad foregår der så på disse sider? Generelt er siderne aktive med jævnlige statusopdateringer. Disse har for størstedelens vedkommende præg af at være begivenhedsorienterede. Det vil sige, at de gør opmærksom på udstillinger, koncerter o.lign., som foregår på museet.

Undtagelsen er Nationalmuseet, som også sender statusopdateringer ud omkring deres forskning. Det er links til artikler, som omhandler museets forskning og det er links til museets videoer på YouTube, som er en blanding af appetitvækkere og formidling af museets samling. Nationalmuseet prøver også i højere grad at opfordre til kommentarer og de har gjort meget ud af deres boksside, hvor der er en henvising til, hvor man kan downloade en lurfanfare til sin mobiltelefon samt wallpaper til samme. Folderen “Regnskovens indianere” er lagt ud i publisher. Der er fotos fra Flickr og videoer fra YouTube. Desuden henvisning til museets facebook-applikationer, samt noter om museets forskning. Det er en måde at bruge Facebook på, som jeg længe har savnet og som også udenlandske museer i stigende grad er begyndt at benytte.

Når jeg har savnet det, skyldes det, at jeg selvfølgelig er glad for at blive gjort opmærksom på et arrangement, som jeg måske kunne have lyst til at deltage i, men det giver mig ikke rigtig noget andet end en information jeg også kunne have fundet i dagspressen. Med Nationalmuseets måde at bruge statusopdateringer på har jeg en chance for at blive klogere.  Og, da jeg hører til de museumsbesøgende, som går på museum for at lære, tiltaler det mig naturligvis. Ved at blande de begivenhedsorienterede opdateringer med vidensopdateringer tilgodeser museet både de, der går på museum for at få en oplevelse og de som kommer der for at lære.

M.h.t. fan-aktiviteten er den meget blandet. På kommentarer scorer Louisiana højest.  Senest da de slog forlængelsen af udstillingen Green Architecture for the Future op. Der var lange feed-backs, som forholdt sig kritisk til udstillingen. Også et opslag om baby-omvisning generede mange kommentarer. Her var det i sær publikum, som via kommentarfeltet diskuterede med hinanden. Modsat kommentarerne til Green Architecture udstillingen, hvor kritiken var rettet mod museet.
Louisianas fans kommer fra hele verden og de har i sær et meget aktivt svensk publikum, som i starten især var dem, som kommenterede. Det gav mange kommentarer, men efterhånden er danskerne også ved at komme med i kommentarfeltet.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er vigtigt for et museum at være på Facebook, men jeg er samtidig heller ikke i tvivl om, at museerne bør tænke mere i at henvende sig til forskellige grupper af museumsbesøgende fremfor at se på publikum, som en homogen masse, der blot er interesseret i at vide, hvilke aktiviteter der er på museet.  Hvis det ikke sker bliver statusopdateringer på Facebook let til noget, som man enten “slukker for”  eller bare ignorer og så er effekten af at være på Facebook lig nul.

Du kan læse mere om danske museers brug af sociale medier i mine noter på min wiki. Her har jeg også set på YouTube, Flickr, Twitter og blogs.