Link bibliotek

februar 1st, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen No comments »

Ude i højre side af bloggen er jeg begyndt at lave et link bibliotek over blogindlæg/hjemmesider jeg mener kan have en almen interesse. Foreløbig har jeg lavet følgende kategorier:

  • Andre blogs om emnet
  • Social inklusion
  • Implementering af sociale medier (forkortet til SM)
  • Brugergenereret indhold på museerne
  • Community building
  • Copyright på kunstmuseer
  • YouTube

Som i ethvert andet bibliotek vil der komme nye links til samlingen og måske også nye kategorier. Jeg håber du finder noget du kan bruge og modtager gerne tips til blogindlæg/hjemmesider du synes burde være i samlingen.

Upassende? Klag over indlæg

januar 30th, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen No comments »

På Jyllands Postens netavis jp.dk kan man i kommentarfeltet klage over indlæg som man synes er upassende. En fin løsning, som samtidig udvider begrebet brugerinddragelse. Se for eksempel kommentarfeltet under artiklen Diplomater rasende på Lars Løkke

Løsningen kunne sagtens udvikles i forhold til de betænkeligheder museer har ved at have et kommentarfelt. Nu vil der næppe opstå upassende kommentarer på en museumshjemmeside,  men der kan være andre forhold som et museum gerne vil sikre sig imod. Et er dog, hvad museet er betænkeligt ved, et andet er, hvad der reelt sker. Indtil videre har jeg ikke oplevet, at det har været nødvendigt at have mulighed for sanktioner på en museumshjemmeside. Måske også fordi der ikke er så mange muligheder for at kommentere.

En anden løsning kan være at styre diskussionen i den retning museet ønsker. Et eksempel er Guggenheim Forum. I en serie af moderede online diskussioner lægger museet op til samtale omkring kunst, arkitektur og design. Målsætningen er at invitere museets brugere til at diskutere udfra et eller flere oplæg. Disse oplæg vil komme fra eksperter indenfor de nævnte felter og vil være relaterede til museets udstillingsprogram. Sidst tog diskussionerne udgangspunkt i museets Kandinsky udstilling og havde spiritualitet i kunsten som overordnet emne.

En anden mulighed er at tage begrebet brugerundersøgelse et skridt videre og integrere dette på museets hjemmeside. Her nærmer vi os muligvis et af de områder, hvor mange museer har betænkeligheder. Men en start kunne være, at det var muligt at sætte et kryds ved de samme svarmuligheder som  et online spørgeskema giver. Et eksempel er Statens Museum for Kunst. Museet har en brugergruppe, som har indvilget i med jævne mellemrum at besvare en række spørgsmål i forhold til museets digitale tiltag. En anden mulighed end dette – eller et supplement til – ville være at give brugere af hjemmesiden mulighed for at besvare en række af de samme spørgsmål direkte under for eksempel den video, som museet ønsker at kende reaktionen på.

Hvad angår direkte kommentarer til en udstilling kan man på Brooklyn Museums hjemmeside efterlade en kommentar. Denne vil både være synlig på museet og på hjemmesiden og fungerer som en elektronisk gæstebog. Der er overvejende positive kommentarer og den kritik der er har mere karakter af at være konstruktiv end direkte negativ eller upassende.

Hverken brugerundersøgelser eller gæstebøger/opslagstavler med mulighed for at kommentere en udstilling er ukendte for danske museer. Det der mangler er at tænke disse tiltag ind i museets digitale profil.  Og, skulle jeg have overset danske museer, som allerede gør dette, så skyldes det udelukkende en uvidenhed som der kan rettes op på i kommentarfeltet. Upassende indlæg bliver fjernet uden yderligere brugerinddragelse ;-)

Museer og modebranchen

januar 26th, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen 2 comments »

Den anden dag læste jeg et blogindlæg af Charlotte S.H. Jensen : Kan kulturarvsbranchen lære noget af modebranchen og bloggerne og blev så inspireret, at jeg har fulgt tråden op i mit speciale. Indlæggets emne, som i høj grad går på at lægge op til at diskutere, hvordan museerne kan  inddrage brugernes viden aktivt i museumsformidlingen, passer nemlig fint i tråd med en af de mange inddelinger af museets brugere i “communities”, som jeg bruger.

Rhiannon Mason har inddelt disse i 6 “communities” defineret ud fra forskellige kriterier. En af disse er gruppen af brugere som besidder en eller anden form for specialist viden.

Det kan være, at de er fagligt involveret i feltet, men det kan også være en altopslugende hobby, som vedkommende har studeret.

Gruppen af specialister vil have en helt anden tilgang til museets samlinger end den som kommer uden noget større forhåndskendskab. Samtidig er denne gruppe en ”guldgrube” for det museum som ønsker at involvere sine brugere mere aktivt. Det kan være fysisk i kraft af laug som på for eksempel Moesgård Museum, men det kan også være i forhold til deling af viden gennem de sociale medier.

Et eksempel udenfor museumsverden er modebranchen, som også Charlotte S.H.Jensen nævner. Der findes et hav af bloggere, som viser deres egen stil frem og som skriver om mode. De når et globalt publikum og danner et fællesskab ved at linke til hinanden. I stedet for at se dem som konkurrenter inkluderer modebranchen dem og anerkender deres viden om emnet.

Bloggere bliver inviteret til modeshows på første række og et fima som Burberry har lavet en hjemmeside – Art of the Trench – hvor folk kan uploade deres egen fortolkning af trenchcoaten. Altså vise, hvordan de tilpasser trenchcoaten deres egen stil. Siden er en blanding af modefotos og brugernes egne fotos og ved at bruge filteret ”user submitted” er det muligt udelukkende at se de fotos brugerne selv har uploadet. Og, dem er der en del af.

Modebladene inddrager ligeledes bloggerne. I vinteren 2010 brugte modebladet Glamour en række modebloggere til at vise, hvordan vinterens garderobe kan peppes op. Ligesom bladene bruger bloggerne som skribenter. Den samme tendens viser sig indenfor indretning.

På nuværende tidspunkt har det ikke været muligt at finde museer der på samme vis inddrager bloggernes viden, men der er meget at lære af både modebrancen og de blade som bekæftiger sig med mode og indretning. For det første er emnerne nemlig slet ikke ukendte for museer som for eksempel Brede Værk og Nationalmuseet (Krop og forklædning samt Tidens Tøj), Kunstindustrimuseet og Den Gamle By i Århus i det mange bloggere blander  nutidens mode med vintage. Det betyder blot, at museerne skal dreje deres læringsvinkel en halv omgang og fremfor at være dem der dikterer viden, indgå i en vidensdeling med bloggerne. For det andet kan accepten af den viden som hobby specialisten besidder sagtens overføres til andre mere nicheprægede emner. Det er “blot” at oversætte museets fysiske laug til internettet. Og, det betyder ikke at disse ”internetlaug” aldrig sætter deres fod på museet. Tvært i mod er det oplagt at invitere specialisterne til et særskilt arrangement på museet, hvor de kan møde hinanden og museets personale indenfor det givne emne.

Hvad angår mode og indretning har det faktisk længe undret mig, at det ikke er blevet taget op af  museer med samlinger der matcher dette. Disse to emner er nemlig rene læsermagneter ude i blogverden. Jeg bliver grøn af misundelse, når jeg ser deres læsertal og sammenligner dem med læsertallet på mine blogs. Samtidig har jeg dog med sindsro konstateret at kunst (artblog) og Kalkmalerier bare ikke har den samme gennemslagskraft. Forstå det dem, der vil ;-)

Selvfølgelig er det et stort arbejde at finde disse bloggere, hvis man ikke selv læser dem, men jeg kunne sagtens forestille mig at der ville komme et frugtbart samarbejde ud af det. Udover at linke til dem og tilføje dem som kontakter på Flickr er det også oplagt at invitere dem til et særarrangement på museet. Giv dem adgang til samlingen og magasinet. Gå i dialog og lad dem være med til at udforme aktiviteter på internettet. Lad dem holde deres næste blogger træf på museet.

Og, selvom jeg ikke normalt går rundt og skilter med det, så hopper jeg nu ud af skabet og indrømmer, at jeg da kender et par enkelte modeblogs. F.eks. den skånske Elinkan og den amerikanske The Clothes Horse og jeg kunne nok godt hårdt presset også komme i tanker om flere indretningsblogs end den svenske Om livet i ett skatbo og den irske Homebug


Det personlige museum

januar 22nd, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen No comments »
Den lokale Elite Købmand

Den lokale Elite Købmand

Egentlig handler denne blog jo ikke om reklamer, men denne fra Elite købmand spiller på nogle af de samme strenge, som de sociale  medier gør, når de er bedst: nemlig  fællesskab.

Manden på billedet er min købmand. Karsten lige nede om hjørnet, som jeg hilser på om morgenen og køber ind hos jævnligt. Den første gang jeg lagde mærke til reklamerne fra Elite var for nogle måneder siden. Da var det nemlig Karstens bror Eigil, som reklamerede. Ikke, at jeg kan huske, hvad tilbudet var og det er også først nu, at jeg ser, der er tilbud på Cultura. For mig er det ikke tilbudet, der er det væsentlige.  Det er det, at Elite aktivt bruger deres slogan om at være den nære købmand. Selvom jeg altid føler mig velkommen hos Karsten og Eigil, så skaber reklamen et ekstra bånd i mellem os. Der er sikkert nogle reklamefolk, der kan forklare det her meget bedre end jeg.

Pointen er, at det kunne være sjovt at se lignende reklamer for et museum. Vagterne på Statens Museum for Kunst, som viser deres yndlingsværk frem. Billetpersonalet på Nationalmuseet, som står med deres yndlingsgenstand fra samlingen. Ved at vælge frontpersonalet, dem vi møder på museet, ville det skabe det ekstra bånd, som reklamen fra Elite gør i forhold til min lokale købmand. Museet ville blive personliggjort og gæsterne ville føle sig mere som en del af et fællesskab.

Der er allerede en tendens der peger mod at personliggøre museet og vise, at der findes mennesker af kød og blod bag.

For eksempel havde Museum of London i december et blogindlæg om deres årlige julefrokost hos borgmesteren. Den inkluderer en konkurrence om, hvem der har lavet den bedste hat – det er jo England. Og, sørme om Museum of London vandt igen i år på en delt førsteplads.

Tanya fra Museum of London

Tanya Pollard fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Carol Thompson fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Carol Thompson fra Museum of London (Foto: Museum of London)

Et andet eksempel er Brooklyn Museums “Behind the Scenes” serie på Flickr. Du kan komme bag scenen hos “The Commons” projektet og bag scenen ved adskillige udstillingsopbygninger, f.eks. opbygningen af Judith Chicagos The Dinner Party

Herhjemme har Nationalmuseet lavet noget lignende, da Istedløven skulle have et eftersyn

Formidling via de sociale medier

januar 20th, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen No comments »

Britain Loves Wikipedia er en fotokonkurrence, der går ud på at tage fotos af museumsgenstande over hele England. Konkurrencen løber af stablen i februar og henvender sig til alle, men naturligvis mest til de der er interesseret i Wikipedia og/eller fotografi. Fotografierne bliver nemlig efterfølgende lagt på Wikimedia Commons som er den visuelle pendant til Wikipedia.

Initiativtagerne lister selv følgende fordele:

  • For museums: Increased the visibility of your collections, reaching new audiences and increased visitor numbers, having photographs of the collections taken that you can use, …
  • For Wikimedia: Making more freely licensed images available of important objects in museums, which can be used to illustrate Wikipedia articles and inspire the creation of new articles
  • For the public: Winning prizes; having their images used on Wikipedia, experiencing new types and techniques of photography, viewing museum’s collections with a different perspective, …

Du kan læse mere om projektet her ved at klikke på dette link, hvor der også er links til andre Wikimedia projekter relateret til museer samt gode råd til kultursektorens brug af Wikipedia.

Copyright – en udfordring for kunstmuseer

januar 14th, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen No comments »

Copyright er en stor udfordring for kunstmuseer, som gerne vil dele deres samling med internetbrugerne. I  et blogindlæg fortæller Deborah Wythe fra Brooklyn Museum om, hvordan de har taklet denne udfordring. Jeg kan varmt anbefale, at du læser det, hvis du sidder på et kunstmuseum og selv tumler med problemet.

Derudover vil jeg gerne opfordre alle kunstnere til at udgive billeder af deres værker under creative common license. Det er der flere grunde til, men den altafgørende for kunstneren selv er, at internettet fungerer efter det budistiske princip: jo mere du giver, jo mere får du tilbage! Hvis du tillader andre  at udgive dine billeder på internettet giver du dine “fans” en mulighed for at udtrykke deres begejstring for dine værker. Det fører til at flere får kendskab til disse. Det giver også dig en god portion social kapital, som er den vigtigste økonomi på internettet. Når jeg en gang i mellem leder efter fotos til et blogindlæg på artblog og støder på en kunstner som har låst sine billeder, så tænker jeg uvilkårligt:”gnier”. Af og til fører det også til, at jeg alligevel ikke skriver om denne kunstner. Hvis vedkommende ikke har forstået, at jeg jo bare gerne vil udbrede kendskabet til en kunstner jeg er begejstret for, så har vedkommende heller ikke fortjent at få omtale. Og, tænk på, at jeg er godt op i 40´erne og tilhører en anden generation end den som nu vokser op med internettet fra de kan trykke på en computertast og derfor har en langt mere radikal indstilling til copyright og det at dele.

Der findes et utal af succeshistorier om, hvordan kunstnere – især musikere – er kommet frem ved at følge det enkle princip at lægge alt ud på internettet til gratis afbenyttelse. Og, der er rigtig gode kunstnere i blandt, som vi ellers ikke ville have kendt. Det er for mig en af de største gevinster ved internettet. Indkomster for disse kunstnere kommer oftest fra andre indtægtskilder, som er opstået som en følgevirkning af, at de deler med hele verden. De laver koncerter, sælger merchandise og nogle lægger deres musik ud både gratis og som køb. Rent faktisk sker det, at en der har downloadet et nummer gratis kommer tilbage og køber det!

I den visuelle kunstverden er David Shrigley et godt eksempel. Alle hans animationer ligger på YouTube og på hans hjemmeside finder du links til, hvor du kan købe det utal af bøger og cd´er, som han har udgivet. Du kan også købe t-shirts og så kan du se fotos af Shrigley tatoveringer, som folk har fået lavet – uden at han er kommet efter dem med copyrightloven i hånden. Tværtimod opfordrer han alle, der har fået lavet en, til at sende et foto til ham.

Og, rent tilfældigt illustrerer denne Shrigley video i virkeligheden nok ganske godt, hvad jeg prøver at pointere:

New friends, David Shrigley

Formidling via de sociale medier

januar 13th, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen No comments »

En af de blogs jeg har fulgt med spænding og stor fornøjelse er Moesgård Museums udgravningsblog fra Bispetorvet i Århus. Bloggen har en god balance mellem det personlige og det faglige og jeg har virkelig følt historiens vingesus, når arkæologerne har præsenteret fund, som denne glasperle fra omkring sidste halvdel af år 900. Perlen har rejst helt fra Vest-Turkestan til Århus – (Vest – Turkestan er det der idag er de selvstændige lande Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan og Tadsjikistan)

Udover den gode balance mellem det personlige og faglige har bloggen yderligere en kvalitet. Den viser os nemlig, hvad de laver på det der museum udover at sætte en masse ting i glasmontrer. På den måde kommer vi om bag kulissen og får et indblik i det forarbejde, der ligger inden tingene bliver udstillet. Det gør museet og historien mere levende og nærværende.

Udgravningen er lukket ned, men de gode folk bag bloggen har lovet, at de fortsætter med at fortælle om deres fund. Det glæder jeg mig til!

Min værktøjskasse: bitly.tv. og community building

januar 11th, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen 2 comments »

Hvilke videoer bliver der twittet om? Det kan du se på bitly.tv. Sitet viser desuden antal tweets samt ordlyden af de sidste. Sitet kan danne et indtryk af, hvad det er der griber folk.  Denne video fra Starbucks, hvor det meste af verden synger “All you need is love” er der blevet tweetet om 4161 gange siden den blev lagt på YouTube i december.

Ingen tvivl om, at det er det gode budskab om at sprede kærlighed der rammer, men også det sociale budskab spiller ind. Ellers kunne folk jo bare have tweetet en hvilken som helst video med “All you need is love”.  Samtidig får Starbucks en god omgang positiv reklame og får gjort opmærksom på, at de er et firma med socialt ansvar.  Desuden  forener de det fokus de har på musik – du kan købe cd´ er i butikkerne samt online – med deres verdensomspændende forretning.

Starbucks har også et “community”. Et ord der er vanskeligt at oversætte til dansk. Det nærmeste vi kommer er vel “fællesskab”. Dette består af “MyStarbucksIdea.com”, hvor kunderne kan komme med gode ideer til Starbucks, diskutere andres og på denne måde have indflydelse på firmaets produkter. Dette er ikke enestående for Starbucks og det er oplagt også at bruge denne tilgang i museumsverden. Måske er der allerede museer der gør det?

Derudover består deres “community” af  Starbucks V2V, som skal samle og inspirere til at gøre noget for den gode sag eller som firmaet udtrykker det “en sag større end dig selv”. En måde at forene firmaets sociale profil med “community building”.

Den sociale profil kommer også til udtryk i Starbucks Red, hvor firmaet støtter folk i Afrika der har HIV. Og, endelig samles den i Starbucks Shared Planet, hvor firmaet gør rede for deres virksomhedsprofil.

Og, så er Starbucks selvfølgelig på Facebook, Twitter og YouTube.

Tak til Ib Potter, som via sin blog gjorde mig opmærksom på bitly.tv.

Formidling

januar 6th, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen No comments »

Hvis du har en god historie, så fortæl den!


Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa

Brugergenereret indhold

januar 4th, 2010 af Birgitte Sværke Pedersen 2 comments »

Efter en god lang juleferie – dog ikke siden d.4.december ;-) – er jeg igen trukket i arbejdstøjet.  Formiddagen er gået med endnu engang at indkredse specialets omdrejningspunkt. Det jeg undersøger skal ganske enkelt give mening for mig og andre.

Før jul blev jeg med rette slået en lille smule ud af kurs. En venlig underviser stillede mig det meget relevante spørgsmål: “Har du en mission?”. Ups, det har jeg jo nok,  men må også erkende, at et speciale  ikke er det samme som et manifest. På den igen.

Et speciale er heller ikke en håndbog, selvom det måske nok mere er min boldgade. Der skal både teori og analyse til for at opfylde genrens kriterier. Det kunne jo sagtens være at se på, hvad museerne gør på de sociale medier i dag, men det ville både være omfattende, meget lidt udbytterigt og ikke særlig spændende for mig. Trods alt skal jeg leve med dette projekt i 9 måneder endnu.

Langt mere spændende er det at se på, hvilke områder museet begiver sig ind på ved at bruge de sociale medier. Og, hvordan disse områder kan udnyttes til museets fordel. Gerne til formidling, som jo er min oprindelige problemformulering.

Så de tre begreber, der tumlede rundt i hovedet på mig i formiddags var: opmærksomhedsøkonomi, oplevelsesøkonomi, brugergeneret indhold.

Ens for dem alle er at, hvis du ikke forstår dem, kan du ikke udnytte dem fuldt ud.

Oplevelsesøkonomien forsvandt hurtigt, men står på en krøllet lap et sted i skrivebordsroderiet. Opmærksomhedsøkonomi lavede jeg research på og jeg lægger links nederst i indlægget til andre, der har skrevet meget bedre om det, end jeg kan gøre. Det viste sig nemlig ret hurtigt at være “brugergenereret indhold”, der endnu engang fangede mig mest.

En hurtig brainstorm endte med to essentielle begreber:

  • “social networking”
  • “communitybuilding”

Alt for mange – både firmaer og museer – kaster sig hovedkuls ud i brugergenereret indhold uden at have en klar plan med det. Eller de gør det slet ikke, fordi de er usikre på, hvad det er og hvad det fører til.

For mig at se er brugergenereret indhold i høj grad med til at skabe sociale netværk omkring et bestemt emne. Det som man også kan kalde interessefællesskab. Community building dækker både over et fællesskab omkring et emne og over et fællesskab, som bygges op omkring en bestemt region eller et lokalområde. Begrebet er ikke ukendt indenfor museologien, hvor et museum som Brooklyn Museum, har haft stor succes med at bygge et fællesskab op omkring museet.

Den afklaring gav mig et par titler til litteraturlisten, så nu vil jeg synke ned i lænestolen og starte med at læse Jono Bacons The Art of Community.

Bogen kan downloades gratis og det gav en fattig studerende råd til at bestille Tara Hunts The Whuffie Factor,  som kommer en af de nærmeste dage med posten.

Her et par links til opmærksomhedsøkonomi:

Edge Perspectives with John Hagel

Seismonaut

wordpress statistics